DET FORTÆLLES, at der findes en landsbykirke i Jylland, hvor de ældste i menigheden, når de kommer ind gennem våbenhuset, ærbødigt bøjer hovedet over mod sidemuren, før de går op i kirkerummet, og spørger man dem hvorfor, er svaret: Det har man altid gjort.
Lokalhistorikere har undersøgt sagen og fundet, at det måske skyldes, at der engang har stået en Jomfru Maria-statue det pågældende sted, og at skikken således skulle være et levn helt fra Reformationen. Om historien er sand, véd jeg ikke, men den kunne godt være det, for i min egen kirke, Billum Kirke i Varde Provsti, står der faktisk den dag i dag en stor Maria-statue ved indgangen, og der tændes endda stearinlys ved højtiderne.
Jeg er ikke bekendt med, at menighedsrådet har fået klager. Det kunne man ellers godt forestille sig, for Jomfru Maria er en kontroversiel skikkelse.
Mariadyrkelse kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på protestanter og ikke mindst frikirkefolk. Det ses i læserbreve, hvor gudsmoderen tit får det glatte lag: Maria? Hun fødte Jesusbarnet. Punktum! Resten er katolsk helgendyrkelse, og måske endda fjernøstlig frugtbarhedskult.
LÆS OGSÅ: Europas kirker styrker hjælp til forfulgte kristne i påsken
Alligevel bør man jævnligt lade sin mariafobi udfordre. 1,6 milliarder kristne ærer trods alt Maria specielt, og folkekirken har afsat én årlig søndag til hendes minde: Mariæ Bebudelsesdag. På denne dag tiltalte englen Gabriel nemlig jomfruen med ordene: Du skal blive frugtsommelig og føde en søn.
Dette var spektakulært, men dog ikke enestående, for et par tusinde år tidligere havde de samme ord lydt til en anden kvinde, Sara, men Sara lo, det gjorde Maria ikke. Hun sagde: Se, jeg er Herrens tjenerinde, lad det ske mig efter dit ord. Maria var altså den allerførste blandt troende. Så fulgte andre: Hendes forlovede, Josef, den gudfrygtige Simeon, profetinden Anna og senere disciplene, der kom til tro ved brylluppet i Kana, takket være Marias indgriben. (Johs 8, 11).
Men hvad i alverden skal moderne mennesker bruge Maria til? Vi har jo Jesus! Et godt spørgsmål, som det tog oldkirken længe at finde ud af. Indtil år 70, hvor Israel splittedes, var troen på Jesus som Messias, alias Frelseren, forbundet med det fysiske Israel. Er tiden nu kommet, da du vil genoprette riget for Israel? (Ap.G 1, 6), spurgte disciplene. Først langsomt grejede de kristne Jesu svar, nemlig at Helligånden, ved kirkens forkyndelse af Budskabet indtil verdens ende, skulle skabe Gudsriget/gudsfolket. Der skulle altså opstå et nyt rige, der ikke var af denne verden. Pilatus forstod intet. Peter heller ikke, førend han helt henne i Ap.G 10, af Ånden føres til Kornelius hus. Kolossenserbrevet viser, at også Paulus havde problemer med at holde denne menighed fri fra Jødeland.
Ja, selv i dag falder det mange kristne svært ikke at lade sig styrke i troen af landet Israel. Det ses i Jerusalemsyndromet eller i mange kristne forestillinger, hvor Messias efter genkomsten sidder i Jerusalem og styrer verden. Men derved glemmer man, at Israel kun er et fysisk vidnesbyrd om Kirken, ligesom Mose-loven kun var et skrevet vidnesbyrd om Helligånden.
Det er dette kæmpeproblem, Maria løser, for det var Maria, ikke Jødefolket, der fødte Frelseren. Med Esajas ord: Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn. Altså fødes Frelseren ind i Israel af det reneste (jomfruen) af det rene (jødefolket). Han skabes ikke af nationen. Ligesom i Den Nicænske Trosbekendelse, hvor det understreges, at Jesus er født, ikke skabt. Sagen for os er den afgørende, at Jesus skal fødes i os af Helligånden på Marias vis, ikke skabes af noget som helst andet, hverken politisk, kulturelt eller religiøst.
To danske salmedigtere beskriver det: at også jeg kan åndelig/ undfange dig/ og aldrig fra dig rykke. (Kingo, Salmebogen nr. 71). Og Brorson: Ak, kom! Jeg vil oplukke/ mit hjerte, sjæl og sind/ med tusind længselssukke,/ kom Jesus kom herind! (Salmebogen nr. 125). Ved denne hjertets undfangelse på Marias vis ved Helligånden, fødes vi på ny ind i det nye Israel, Gudsriget, som er Kirken, og således skifter vi den af vore forældre arvede identitet, som er skabt, (fordi Adam var skabt 1. Mos. 27) ud med en født identitet, hvorved vi bliver børn født af Gud, ligesom Jesus var det. Altså hans brødre og søstre.
Vi nordboere af vikingeæt er ikke de reneste af de rene, men vi bliver rene i dåben, og med Marias jomfruelige og ydmyge hjerte som eksempel er vejen banet for, at Helligånden kan undfange Kristus i os. Altså, er Jomfru Maria forbilledet. Men er hun mere end det? Er hun også vores mor i himlen, ligesom Gud er far? Nej, siger mange, for i Mark. 3, 33 spørger Jesus: Hvem er min mor og mine brødre?.
MEN TÆNK PÅ, at det først var ved korset, at Maria kunne vinde sin sande modertitel, og hvor også hendes sjæl, ved synet af hendes martrede søn, blev gennemtrængt af et sværd. Da det skete, lød Jesu ord til hende: Kvinde! Se, det er din søn (disciplen Johannes). Hvad den stakkels kvinde har tænkt, véd ingen, men oveni rædslen på korset fik hun nu besked på at forlade familie, børn (og børnebørn?). Og fra den time (så hurtigt!) tog disciplen hende hjem til sit, og hun fulgte Johannes resten af sit liv for at ende det i Efesos, 1000 kilometer fra hendes jordiske familie.
Sagen er ikke, at Jesus med disse sine næsten sidste ord ville sikre sin mor et bedre otium, i fald Johannes skulle have været en holden mand. Sagen er, at Jesus, forladt af alle, siger til sin mor: Mine børn er også dine børn. For børn har to opdragere, en far og en mor, og han vil med Marias eksempel sikre sine børn det perfekte forbillede, så han var sikker på, at kærlighed blev ledevejen til ham. Og de var et godt team, Maria og Johannes (den discipel, Jesus elskede), for kærligheden var deres fælles ikon. Ja, det siges endda, at Johannes malede det første ikonbillede af Jomfru Maria med barnet, kærlighedsbilledet over alle. Det er næsten helt sort nu og skulle hænge i Johannesklosteret på Patmos.
Statuen af Jomfru Maria i Billum Kirke er også mørk, nok mere af afsyring end af ælde. Hun er sikkert, som i flere andre landsbykirker, hentet ned fra kirkeloftet, hvor hun var blevet gemt af sindige bønder for ikke at blive brændt under billedstormen efter reformationen. Det var jo ikke Luther, men kongemagten og adelen, der fjernede Maria fra kirkerne, fordi man ønskede et totalt brud med Rom for at kunne konfiskere kirkens store jordbesiddelser, og et af tiltagene var at reducere Maria fra at være den største af helgener til blot at være Jesu mor. Luther holdt sandelig fast i sin tilbedelse af Jomfru Maria, det siges endda, at han havde Rosenkransen i sine hænder ved sin død. Forhåbentlig får menighedsrådene snart den indsigt og respekt, at de lader Maria male i fordums smukke farver. Hun fortjener det af flere grunde: Hun er himlens dronning, fordi hun blev gravid ved Helligånden og fødte en kongesøn, og bør som sådan ikke stå i afsyret klædning. Hun er også kirkens dronning og moder, fordi hun lærer kirkegængerne at få Jesus ind i hjertet på den rigtige måde, så vi ikke tilbeder ham på fanatisk overstadig vis, men i inderlighed.
Det er kirkens største udfordring at gøre Jesus levende i menigheden, hvorledes kan kirken ellers blive Jesu legeme? Det praktiske problem er blot, at levendegørelse kan ske på forskellig måde. Jesus kan forklares intellektuelt ved livsfattig, ja, død lærdom, og det er vel folkekirkens store problem. Jesus kan også tilbedes emotionelt og musikalsk, hvilket virker overbevisende, fordi rytmer gør både krop og ånd levende, og mange frikirker er dygtige i så henseende.
Men det mest ægte symbol på levendegørelse er moder/barn-billedet, som viser selve livets opståen, og det er Guds genialitet at lære sin kirke at undfange Jesus åndeligt på præcis samme måde som Maria undfangede ham fysisk.