I DEN ROMERSK-KATOLSKE kirke markeres den største marianske fest i dag, den 15. august: Jomfru Marias optagen i himlen. Festen er kirkens ældste og daterer sig tilbage fra det 4. århundrede. Otte dage efter er det mindedagen for hendes kroning til himmeldronning. Mindedagen indførtes af pave Pius XII i 1955.
Jeg vil her beskæftige mig med, hvad der ligger bag forestillingen om Maria som himmeldronning og med motivets historie i kunsten. Hvad det sidste angår, findes der noget forskellige opfattelser blandt kunsthistorikere. Jeg vil derfor prøve at bidrage til at skabe lidt klarhed omkring emnet.
Hvad der var indholdet i den kristne kunst, og hvordan den udviklede sig i oldtiden og middelalderen, var hovedsagelig afhængigt af de teologiske udlægninger af skriften. Men vigtige inspirationskilder blev også apokryferne og legenderne. Den hedenske kunsts motiver og symbolverden smittede selvfølgelig også af på den kristne kunst i forbindelse med kristendommens udbredelse.
Denne motivovertagelse gør sig gældende allerede i de allerførste Maria-fremstillinger, som findes i Priscilla-katakomben i Rom.
Den ældste er fra første halvdel af det 3. århundrede og viser en stående profet (Bileam eller Esajas) og en siddende Maria med Jesusbarnet. Det må formodes, at hun sidder på en trone. Det er svært at afgøre grundet vægmaleriets tilstand. Men på et andet, lidt yngre maleri i samme katakombe troner Maria dog ganske tydeligt med barnet. Den første Mariatype i den oldkirkelige kunst er altså den tronende herskerinde.
At herskersymbolikken indarbejdes i den kristne kunst, må tilskrives tre faktorer. For det første er den velkendt fra Bibelen. Den er i Det Gamle Testamente især knyttet til det davidiske kongedømme. Tronen symboliserede kongens værdighed, magt og rigdom. Senere bliver den i Det Gamle Testamentes profetier symbol på det messianske dommersæde. Gabriel siger derfor i sin bebudelse til Maria: "Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone." (Luk. 1, 32). For det andet er der en indflydelse fra den romerske kejserdyrkelse med dens imperiale symbolsprog. For det tredje havde Isis-kulten, der oprindeligt kom fra Egypten, etableret sig i Rom. Et velkendt motiv er den tronende Isis med Horusbarnet på skødet. Hun afbilledes også med en trone på hovedet.
DET BERETTIGER DOG næppe til at mene, at Maria allerede i det 3. århundrede skulle kunne opfattes som himmeldronning. Jeg vil mene, at hun troner, fordi sønnen skal trone. Hun gengives også nogle gange som en trone selv for barnet. Det vil sige, at det faktisk kun er barnet, der troner.
Men dyrkelse af en himmeldronning er intet ukendt fænomen i Bibelen! I Det Gamle Testamente er der en længere historie om sådan en kult hos Jeremias (i kapitel 7 og 44). I kapitel 7 spørger Gud profeten: "Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild, og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen ?" Judæerne, israelitterne i Sydriget, dyrkede ikke bare mandlige afguder såsom Ba?al og Molok, men altså også en himmeldronning. Hende dyrkede de også, da de drog videre til Egypten.
Her siger Jeremias til dem (i kapitel 44): "I siger: Vi vil holde de løfter, vi har aflagt, og tænde offerild for Himmeldronningen og udgyde drikofre for hende. Så hold da jeres løfter, og indfri jeres løfter!" Men denne accept af deres afguderi må vist være udtryk for hans egen holdning, for lige efter citerer han Herren for at sige, at alle judæerne i Egypten skal udryddes.
Hvordan så med Det Nye Testamente? Optræder der her en himmeldronning? Det er snublende nær at antage ud fra følgende vision i Johannes? Åbenbaring: "Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer" (kapitel 12, 1-2). Hvem er denne mytiske skikkelse? Hvor meget påvirkning er der fra Isis-skikkelsen? Er det en himmeldronning, et symbol på kirken, Jomfru Maria?
Teologisk set er der i hvert fald enighed om, at skikkelsen symboliserer det nye Israel, altså kirken, der redder sine trostilhængere fra Satans onde anslag (vers 3-6), men lige fra oldkirken har katolske teologer tillige tolket den som Jomfru Maria.
DET KAN EGENTLIG ikke undre, at der i det 4. århundrede opstod en kristen sekt, kollyridianerne, der dyrkede Maria, som om hun var en guddom. De levede i Arabien, men kom oprindeligt fra Thrakien og Skytien. De ofrede kager til Maria én gang om året, hvilket et kvindeligt præsteskab forestod. Kulten minder altså meget om den judæiske kult i Det Gamle Testamente.
Kætteriet er med blandt de 80, som opregnes i Epiphanius af Salamis? "Panarion", som udkom omkring 375 e.Kr. Han mener, at sådan en afgudsdyrkelse skyldes kvinders helt særlige modtagelighed for Satans rænkespil. Men generelt er kvinder ifølge ham "ustabile, tilbøjelige til vildfarelser og middelbegavede"! Oldkirken var til tider noget kvindefjendsk.
Men ét var, hvad heterodoksien lærte, noget andet, hvad der bogstaveligt talt var god latin i den ortodokse kirke. Her kunne Maria ikke opfattes som himmeldronning, før det teologisk kunne fastslås, at hun var død og taget op i himlen. Men det voldte alvorlige problemer: Der er nemlig umiddelbart intet belæg i Bibelen for at kunne indsætte Maria på den himmelske trone. Der er heller ingen omtale af hendes død lige så lidt som af hendes optagelse i himlen.
Den sidste begivenhed er naturligvis en forudsætning for himmelkroningen. Her kom så legendestoffet til at spille ind. Ud fra dette enedes kirken i øst og vest om troen på hendes sjælelige optagen, men i Vesten var der i begyndelsen stor skepsis over for den legemlige. Det afgørende argument for at anerkende troen herpå blev, at det jomfruelige legeme, som havde født Gud, umuligt af Gud selv kunne være blevet overgivet til fordærv! I den kristne kunst og boghåndværk fremstilledes disse Maria-scener fra det 11. århundrede.
HVAD DER OGSÅ VAR forudsætninger for tituleringen som himmeldronning, altså for tildelingen af ærespladsen ved himmelkongens højre side, var, at Maria utvetydigt var Kristi brud, at hun var kirken, og at hun var formidler mellem Gud og mennesker.
Rupert af Deutz (1070-1130) var den første, der systematisk knyttede Højsangen i Det Gamle Testamente til Maria og derfor overbevisende kunne tolke hende som Jesu brud. Bernhard af Clairvaux (1090-1153) hævdede, at hun havde magten til at optræde som formidler. Honorius af Autun fastslog endnu en gang ligestillingen af hende med kirken. Det ældste kroningsmotiv er nok det i katedralen i Angers. Det er fra før 1149. Et andet tidligt eksempel er tympanonet i katedralen i Senlis fra omkring år 1190. I det følgende århundrede bliver motivet almindeligt.
I sengotikken opstår en ny Mariatype: "Kvinden i solgissel", også kaldet "Maria på måneseglet", som er inspireret af førnævnte vision i Johannes? Åbenbaring. Den overgår hurtigt til samtidig at symbolisere Himmeldronningen: Hun får sat kronen på sit hoved, og hun og barnet holder scepter og verdensæble i hånden.
Altertavlerne i Engestofte ved Maribo og Sæby i Vendsyssel er fornemme eksempler herpå. Det kombinerede motiv videreudvikles i den katolske kirke i barokkens immaculata-motiv: Marias ubesmittede undfangelse.
I encyklikaen "Ad Coeli Reginam" fra 1954 begrunder pave Pius XII ud fra overleveringen, hvorfor Maria med rette kan tildeles titlen himmeldronning. En yderst langvarig proces, som både læg og lærd havde bidraget til, var hermed afsluttet. Men i kunstens verden var Maria allerede blevet kronet tilbage fra det 12. århundrede.
Knud Torm er cand.mag.