For nogle år siden gjorde jeg ophold på Det Danske Institut i Damaskus og mødte Mar Ignatius Zakka 1. Iwas, den 122. patriark af Antiokia for den syrisk-ortodokse kirke.
Mødet fandt sted på Det syrisk-ortodokse klosterseminarium i det sneklædte Seydnaya, som er et smukt kristent valfartssted i bjergene nord for Damaskus, hvor man taler Jesus-aramæisk.
I det græsk-katolske nonnekloster hænger i øvrigt en helbredende ikon af Jomfru Maria, som efter sigende skulle være malet af evangelisten Lukas, og mit ærinde var netop at konfrontere patriarken med én af bare to danske salmer i den gamle salmebog om Marias bebudelse: En festdag, som er bibeholdt i den danske folkekirke, og som i dette kirkeår fejres i gudstjenester landet over i morgen.
Lidt hovedkulds blev jeg præsenteret i "hallen", hvor der i øvrigt hænger en ikon af patriarken, hvorpå han knælende overrækker klosteret til Jesus. Patriarken stak en slap, højre hånd frem, og jeg klemte den hårdt, rystede den og vidste i det samme, at jeg nok skulle være gået i knæ for at kysse den fine, rynkede, hvide hånd. Mar Ignatius var dog patriark for en oldkirke, som er næsten lig med den ortodokse kirke fra Konstantinopel, men udskilte sig tidligt som monofysitisk, hvilket betyder, at den kun vægter Jesu ene guddommelige natur, hvori den menneskelige side så indoptages.
Efter Kalchedon-konciliet i 451, hvor to-naturslæren om Jesu guddommelige og menneskelige natur blev stadfæstet, blev den syrisk-ortodokse kirke smidt ud. Siden blev kirken inddæmmet og beskyttet af de erobrende muslimer, der i år 636 indtog Damaskus og havde succes i den tidlige middelalder, hvor den spredtes østover mod Indien.
Under korstogene i 11-1200-tallet konverterede mange syrisk-ortodokse til islam, fordi de mente, muslimerne ville sejre, og i 1400 blev de kristne i Damaskus massakreret og forfulgt af Timur Lenk fra Samarkand, der ville genoprette Djengis Khans verdensrige.
Kirken overlevede dog og har nu, som en del af Syriens kristne, vestvendte ansigt, udvisket sit monofysitiske særkende. Patriarken og pave Johannes Paul udsendte i 1984 en fælles erklæring om, at Jesus er sand Gud og sandt menneske, og kirken har søgt økumenisk samarbejde med den katolske kirke og de øvrige ortodokse kirker i Syrien.
Jeg havde oversat Kingos salme "Nu kom der bud fra englekor" i Grundtvigs bearbejdelse til engelsk. Den overrakte jeg patriarken, og han var imødekommende flink, da han med en både bydende og afventende håndbevægelse bad mig tage plads i hans sparsomt møblerede modtagelsesrum.
– Hvad ønsker De egentlig, sagde han.
– Jeg ved sandelig godt, at alt,
hvad I har beholdt af den Hellige
Jomfru Maria i jeres liturgi, er bebudelsen, konstaterede han lidt tørt og ironisk.
– Jeg vil gerne have Dem til at kommentere dette fjerde vers og så sammenligne det med jeres Maria-tradition, svarede jeg.
– Jeg kan forsikre Dem om, at jeg ikke vil tale om nogen Maria i Deres blasfemiske jomfruløse kontekst, sagde han skarpt.
– Betragter De virkelig Dem selv som kristen, når De ikke tillader Jesu moder, Den Hellige Jomfru, at følge ham op i Himmelen?, fortsatte han.
Det fjerde vers var ellers for mig et imødekommende udgangspunkt for en samtale om Jomfru Marias status i Den syrisk-ortodokse kirke, og i min oversættelse heraf fandt jeg da heller ingen grund til, at den ikke kunne danne indfaldsvinkel til en sådan, for der står dog, at Guds styrke og ånd vil bøje sig over Jomfru Maria:
Guds kraft dig overskygge skal,
og Ånden fra det høje
med nåde uden mål og tal
sig over dig skal bøje;
og Jesus er hans søde navn,
som du i favn skal se med moderøje!
Måske patriarken ikke ville anerkende en blot nedbøjet Guds kraft, der er lig Guds ånd, og som drager den slutning af Lukasevangeliets kraftfulde befrugtning, at Jomfru Maria kun er udvalgt, når det barn, hun føder, skal kaldes helligt. I oldkirken helliggør man i al fald Jomfru Maria.
På Efesos-konciliet i 431 vedtog man, at Jomfru Maria er Guds moder og er gudsføderske, og at hun heri bliver en særlig himmelsk beskytter. I år 553 fastslog man, at hun altid ville være jomfru og syndfri, men hvor den katolske kirke så sent som i 1864 stadfæster, at Jomfru Maria er uden arvesynd og er ubesmittet i undfangelsen, så forholder den samlede ortodokse kirke sig ikke hertil, da arvesynden ingen betydning har.
Hvad der står fast er, at Jomfru Maria fejres som Guds moder og gudsføderske, og at hendes optagelse i Himlen fejres den 15. august – en fest af netop syrisk-ortodoks oprindelse, hvor Jomfru Maria lovprises på linje med Jesus og treenigheden. Herudover fejres den uplettede undfangelse, renselsesfesten, bebudelsesfesten, besøget hos Elisabeth, Jomfru Marias fødsel, de syv smerter, rosenkransfesten og fremstillingen i templet.
Og hvad anerkender vi lutheranere så? Jo, bebudelsesfesten, der i folketraditionen fejrer frugtbarheden og foråret, har vi fastholdt, og i den er Maria en ganske almindelig mor, som helt naturligt føder Jesus, ammer ham, passer på ham og med moderlig ængstelse ser ind i sin søns fremtid.
Vi benægter i og for sig moderunderet og fastholder som lutheranere, at der ikke står noget specifikt i skriften om Jomfru Marias position – ud over at hun altså har fundet nåde for Gud, og deri selv forudser sin status. Tilbage står så, hvordan en almindelig kvinde kan føde det barn, der i vores lutherske forståelse af to-naturslæren er den ene Kristus, Gud og Søn i to naturer uden sammenblanding, forandring og adskillelse, som i én egenart i én person og i én tilværelse gensidigt indoptager hinandens egenskaber.
Og Luther fornægtede (jævnfør både den apostolske og nikænske trosbekendelse) da heller ikke Jomfru Maria som gudsføderske. Det fremgår af artikel tre i Den Augsburgske Bekendelse, hvor der står, at "Guds søn har antaget menneskelig natur i den salige Jomfru Marias moderskød", men i sin kamp mod, at man retfærdiggjorde sig selv med gode gerninger, syntes Luther, at Jomfru Maria-dyrkelsen var dybt betænkelig og menneskeligt selvpromoverende.
Hvad angår vores egen Grundtvig, så valgte han ud over Kingos salme at bearbejde en Mariavise af Hans Thomissøn, "Maria hun var en jomfru", hvori det fremhæves, at Jomfru Maria er "ren, som Skriften os mon vise": Med denne henvisning til skriften ophøjer Grundt-vig vel, så langt det nu lader sig gøre, Jomfru Maria.
Forskellene til trods! Da patriarken med en håndbevægelse sagde pænt farvel til mig, havde jeg dog lært, at vi kristne har det fælles, at vi forstår, hvad vi taler om, hvis vi holder os til, at Jesus Kristus er Guds søn, at Gud er treenig, og at Helligånden altid vil virke, samt at sjette vers i salmen "Nu kom der bud fra englekor" heri forbinder mere end den adskiller:
Så skal din Himmel i mig her
ved Åndens kraft begynde,
mit hjerte, sjæl og al begær
sig op til Gud skal skynde,
indtil jeg bliver engle lig
i Himmerig
og aldrig mer skal synde!
Grundtvig ville kristendommen som et erfaret vidnesbyrd. Og da er bebudelsen nok mindre vigtig end den erfarede historiske fødsel, men Grundtvig grundfæster dog, at barnetroen står side om side med trosbekendelsen, dåben og nadveren, og heri må den kristne fra evangeliet og gennem historien have oparbejdet et Jomfru Maria-forhold.
Hvorom alt er, så er for Grundtvig det levende menneskeliv hovedsagen, og fra det ståsted kunne jeg have sagt til patriarken, at Jomfru Maria vil, som den levende moder til Jesus Kristus, altid være til stede i al evighed – også i sin salige lykke!
Kristian Massey Møller er
valgmenighedspræst og forfatter