MeToo-bevægelsen har medført sager mod mænd. Det har ført til fyringer for selv 20 år gamle sager. Men hvorfor er det kun sex, der får hoveder til at rulle og medierne til at gløde? Hvorfor er mange af fortidens andre og nok så væsentlige sager ikke genstand for debat og opgør?
Et af de markante kapitler af danmarkshistorien efter 1960’erne var den yderliggående venstrefløj, der hyldede regimer i Sovjetunionen, Kina eller Nicaragua. Venstrefløjen havde tidsånden med sig, og mange unge stemte gerne på Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) eller det maoistiske Kommunistisk Arbejderparti (KAP).
Dele af venstrefløjen hyldede revolutionær vold og endda terror. Blekingegadebanden var hjælpegruppe til den palæstinensiske terrorgruppe PFLP, der udførte terrorangreb blandt andet mod jødiske mål i Europa, og Blekingegadebanden lavede en jødeliste med 300 navne på danske jøder, der kunne være mål for revolutionære angreb, fordi banden og PFLP mente, at zionister og jøder var i ledtog med amerikansk imperialisme.
VS tog først, som der står i PET-kommissionens rapport, afstand fra terrorisme et stykke ind i 1980’erne. Således tog VS ikke afstand fra en terroraktion i 1978 i Israel, der kostede 37 civile livet, heraf mange børn, og VS’ ledelse forsvarede aktionen ved et ledelsesmøde den 16. april 1978.
Folkene i VS og Anne Grete Holmsgaard, der var formand for partiets udenrigspolitiske udvalg og medlem af Folketinget, var ikke kedelige skrivebordsrevolutionære. I 1980 rejste hun og tre andre til Mellemøsten og havde møder med PFLP-folk. De mødte PFLP’s to repræsentanter, Taysir Quba og Marwan al-Fahoum. Det var de to samme PFLP-folk, der styrede Blekingegadebanden.
Man underskrev sammen en fælles erklæring, hvor man konkretiserede: ”VS og PFLP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller det jødiske spørgsmål uden en total ødelæggelse af den zionistiske enhed og Israel.” Rejsen til Mellemøsten blev i 2010 beskrevet i Weekendavisen i artiklen ”Rejsen til Beirut” af Klaus Wivel, Steen Andersen og Adam Holm.
Anne Grete Holmsgaard sagde i 1984 til det politiske tidsskrift Politisk Revy, at hun ikke anså drabet på 11 israelske sportsfolk ved OL i München i 1972 som terror: ”Jeg opfattede ikke palæstinensernes kamp som terrorisme, men som en befrielseskamp.”
Anne Grete Holmsgaard udgav i 1984 en bog med titlen ”Zionismens Israel”. Heri beskrev hun alle jødiske organisationer og jøder som værende en del af et zionistisk komplot og være en del af den amerikanske imperialisme: ”Den zionistiske bevægelse fastholder de jødiske samfund som jødiske og pro-zionistiske gennem organisering af jøderne i et utal af særskilte jødiske organisationer (...) Under påskud af at ville frelse verdens jøder inddrages de af den zionistiske bevægelse i opgøret mellem imperialismen og de socialistiske kræfter automatisk på de imperialistiske og reaktionære kræfters side.” Hun fortsætter: ”VS og PFLP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller på det jødiske spørgsmål uden et totalt opgør med den zionistiske bevægelse og med Israel.”
Læg mærke til ordet automatisk. Det vil sige, at jøder, ligesom hos Blekingegadebanden, automatisk var en del af VS’ fjendebillede.
Anne Grete Holmsgaard skiftede parti, og da SF opstillede hende til et kandidatur til Folketinget i 2000, skrev Martin Krasnik i Weekendavisen den 15.september 2000:
”I lørdags blev DTU’s direktør Anne Grete Holmsgaard med stort flertal valgt til SF’s folketingskandidat i Østre Storkreds. Men ikke en eneste SF’er har fundet det problematisk, at Holmsgaard har været fortaler for klassiske antisemitiske holdninger. Og ingen finder det værd at kritisere, at Holmsgaard står ved disse udtalelser i dag (...) Det er vel ikke i SF’s interesse at blive et tilflugtssted for tidligere frontkæmpere, der fastholder udtalelser, som vanskeligt kan forstås som andet end racistiske.”
Et ungt partimedlem for SF ved navn Pia Olsen, der senere blev partiformand under navnet Pia Olsen Dyhr, skrev i Weekendavisen den 1. december 2001:
”Jeg er ganske overrasket over at følge Anne-Grete Holmsgaards håndtering af sin politiske fortid. I Berlingske Tidende den 17. september 2001 skriver hun blandt andet: ’Det hører med til historiens grusomhed, at det først for alvor skete, da palæstinensiske grupper angreb civile mål (OL i München og flykapringerne, red.). Og selvom sådanne angreb på uskyldige civile aldrig er acceptable, så var det faktisk denne vold og ikke dialogen, der bragte Palæstina-spørgsmålet og den ’skjulte krig’ i området på den internationale dagsorden.’ Jeg er helt enig med Anne-Grete Holmsgaard, at det er uacceptabelt med angreb på uskyldige civile, men er uenig i hendes konklusion, hvori hun indirekte accepterer terror som midlet, fordi målet med international opmærksomhed blev nået.”
Men Martin Krasniks og Pia Olsen Dyhrs artikler ændrede ikke SF’s holdning, og partiet fastholdt Anne Grete Holmsgaards kandidatur, og hun blev valgt. Og SF fremturede ved at indvælge Anne Grete Holmsgaard i rigsretten, hvor hun nu skal vurdere, om Inger Støjbergs handlinger var lovlige eller ej. Man kan spørge, hvorfor gamle sexklager er relevante i nutiden, men ikke terrorstøtte og jødehad.
Anne Grete Holmsgaard var blot én ud af mange på venstrefløjen, der støttede vold og totalitære bevægelser. En anden, der ikke har fortalt hele sandheden om sin fortid, er Enhedslistens Pelle Dragsted, der var medlem af Folketinget i 2015-2019.
Han har til dagbladet Information ganske vist berettet, at han var aktiv i Antifa og var med i en række voldelige sammenstød i 1980’erne. Men det er vist ikke hele sandheden.
I 2016 udkom en bog om det tidligere medlem af Antifa Søren Lerche med titlen ”Autonom Pusher Mentor”, der berettede om Antifas blodige vold. Imidlertid var Pelle Dragsted ikke nævnt i bogen, men Ekstra Bladet berettede, at Pelle Dragsted havde fået bogen til gennemlæsning før publicering, og at alle henvisninger til hans person var fjernet. Ekstra Bladet kunne med en anonym kilde berette, at det var Pelle Dragsted, der ofte organiserede demonstrationer. Til Ekstra Bladet indrømmede Pelle Dragsted, at han havde læst bogen inden publicering.
Som den eneste anden avis foruden Ekstra Bladet skrev Jesper Vind om Pelle Dragsted i Weekendavisen den 19. marts 2010:
”Efter jubilæet i 2002 (for Antifa, red.) forlod Dragsted AFA for at blive medlem af Enhedslisten, hvor han fastholdt støtten til politisk vold. Det fremgår af efterspillet til maling-aktionen i 2003, hvor statsministeren og udenrigsministeren blev overfaldet af de to Globale Rødder Lars Grenaa og Rune EltardSørensen.”
Jeg forsøgte som journalist at få medier til at tage sagen om Pelle Dragsteds fortid op, men der var ingen interesse – bortset fra artikler i Weekendavisen og en enkelt i Ekstra Bladet. Man skulle tro, at det var en central lære for nutiden at erfare om denne ekstremistiske udskridning, men det synes ikke at være tilfældet.
Det er kun sex, der interesserer medierne. Eller måske rettere sagt, så kaster det 20. århundrede stadig lange skygger. Venstreradikal vold og antisemitisme skjuler sig i skyggen af fascisme og nazisme, mens højreradikal vold og antisemitisme altid kommer frem i lyset i medierne.