Joy Mogensen om tabet af sit barn: ”Ordene slipper op for os alle sammen”

Da jeg fik at vide, at min endnu ufødte datter var død, blev jeg helt tom. Følelserne kom tilbage, da jeg havde født hende, og opdagede, at jeg allerede elskede hende. Ordene har jeg stadig svært ved at finde. For hvilke ord indfanger, hvad jeg har levet igennem?

Vi er så vant til at bruge kroppen rationelt, men når tomrummet efter min datter gjorde mig rastløs, så gik jeg. Uden mål og mening, men ofte med en god ven, skriver kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S).
Vi er så vant til at bruge kroppen rationelt, men når tomrummet efter min datter gjorde mig rastløs, så gik jeg. Uden mål og mening, men ofte med en god ven, skriver kirke- og kulturminister Joy Mogensen (S).

JEG GLEMMER ALDRIG den 2. oktober 2019. Den dag fik jeg at vide, at min endnu ikke fødte datter, Sarah, var død. Mindre end en måned inden termin. Uden at der havde været et eneste tegn på, at noget var ved at gå galt. Uden at der var noget, nogen kunne gøre. Jeg blev helt tom. For følelser og for ord. Følelserne kom tilbage den 5. oktober, da jeg havde født min datter, og jeg fra første blik opdagede, at jeg allerede elskede hende. Men ordene kan jeg stadig have svært ved at finde. For hvilke ord indfanger, hvad jeg har levet igennem? Hvordan beskriver jeg et møde med livet, døden, overvældende kærlighed og grufuld sorg, alle i allerhøjeste potens på en og samme tid?

Jeg var og er imidlertid ikke den eneste, for hvem ordene slap op. Den sætning, jeg har hørt næstmest det seneste par måneder, har været: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.” Den mest brugte sætning har været variationer over medfølelse: ”jeg er ked af det”, ”kondolerer” og lignende. Så snart kontakten, medfølelsen, empatien, er etableret, er det imidlertid slående så hurtigt, vi løber tør for ord. Nogle gange kommer samtalen videre. Men jeg er politiker, snart igen minister i to huse, så jeg har tænkt meget over, at jeg snart kommer til at møde rigtig mange mennesker hver dag, som måske ikke vil vide, hvad de skal sige i mødet med mig. Og samtidig ved jeg det faktisk heller ikke selv.

Heller ikke her vil min situation være enestående. Hvert år mister cirka 425 par eller enlige mødre deres barn efter 22. graviditetsuge. Så der er mange, der hver dag møder én som mig. Hvert år dør mellem 50-55.000 danskere, så der er måske flere end mig, som kæmper med at finde ord til sorgen. Derfor sagde jeg ja, da Kristeligt Dagblad spurgte, om jeg ville skrive om sorg, håb og tro her til jul. Jeg sagde ja uden at kende svarene, for vi sørger alle forskelligt, og det er så utroligt helende, at vi giver hinanden lov til netop det. Men jeg sagde ja for at prøve at give mit bidrag til, at vi udvikler et fælles sprog omkring sorg, og hvordan vi kan hjælpe os selv og hinanden tilbage til livet.

Når jeg efter nytår møder ind på arbejde igen, har en væsentlig bestanddel af min vej tilbage været konkrete handlinger, som har medvirket til, at så meningsløs, som min datters død var og er, så kan den stadig komme til at betyde noget og gøre en forskel – for mig og for andre. Det begyndte med danskernes generøse donationer i Sarahs navn til Landsforeningen Spædbarnsdød. De kommer til at hjælpe mange andre, og jeg kan ikke takke nok – Også på egne vegne – for det var første gang, at jeg fattede håb om, at Sarah ikke behøvede at gå ubemærket over i døden, og jeg en dag ville kunne møde verden uden at skulle skjule min kærlighed til hende. Sidenhen har min motivation til at vende tilbage til livet fået næring af, at jeg har oplevet, at når ordene slipper op og bevidstheden giver fortabt, så kan vi blive løftet af relationer mellem mennesker såvel som at lade kroppen arbejde i bevægelse, i naturen eller i kunsten.

Artiklen fortsætter under annoncen

For mig har de samtaler, der lettest er kommet videre, været dem, hvor folk har turdet sætte lidt fysik på. Ikke for meget, for det har jeg faktisk også lidt svært ved at rumme, men modet til at se mig i øjnene, lægge en hånd på min arm, give et knus, hvis du kender mig (eller lige spørger først). Nogle er kommet til mig med en lille pose sødt eller små digte, eller – allerbedst – har inviteret mig med ud at gøre noget. Når man går, mens man taler, er det bare anderledes. Alt det, som er svært at få sagt over for hinanden med et bord imellem, kan få luft på en god gåtur.

Vi er så vant til at bruge kroppen rationelt, men når tomrummet efter min datter gjorde mig rastløs, så gik jeg. Uden mål og mening, men ofte med en god ven. Bare ud og gå. Ned til fjorden, op til graven, ud og mærke vind og vejr, regn og sol. Ud og samle kastanjer under gamle træer eller kunstfærdige sten i vandkanten. Deres tyngde i mine lommer og arbejdet med at vaske dem og lægge dem fint til rette gav mig naturens kraft og saft i hænder, næse og øje til at kunne sige farvel og stadig fornemme livet i og omkring mig. Ligesom når mit hjerte var for tungt og mine hænder for tomme, kunne kun tegneblokken og mit klavers tangenter fylde dem og give min hjemløse kærlighed et udtryk.

I en moderne verden har vi en tendens til at putte det hele op i hovedet. Men hovedet kan ikke altid rumme hele verden og livets kompleksitet. Min opfordring er, at vi ikke ignorerer resten af vores stærke og talentfulde krop. Lever vi ikke også i og gennem den? Når jeg lod kroppen, handlinger, bevægelse, naturen og kunsten hjælpe til, fik jeg løst op, og tårerne strømmede frit, fra tid til anden endda akkompagneret af smil. For sorg er også kærlighed. Og kærlighed trænger ind de mest uigennemtrængelige steder med glæde, smil og varme. Den ændrer alt, intet går som planlagt, og intet bliver som før. Vi tilbringer så utrolig meget tid med at tale om og lægge planer for at undgå livets værste sider, men måske, hvis vi i hverdagen huskede, hvad der hjælper os til at håndtere de værste sider af livet, så var døden måske knap så skræmmende at møde.

Vi moderne mennesker bryder os ikke rigtig om at blive mindet om hele vores krop, i hvert fald ikke på dens egen eller naturens præmisser. Måske fordi kroppen, uanset hvor mange maratonløb og plastickirurgiske indgreb den udsættes for, altid vil minde os om, at vi også en gang vil forgå. ”At sige verden ret farvel i livets gry og livets kvæld er lige tungt,” skrev Grundtvig. Jeg vil tillade mig den tørre tilføjelse, at det dog er endnu tungere at finde ud af, hvordan man siger endegyldigt farvel til sit barn.

Er jeg så færdig nu og helt helet og sådan? På nogle måder ja. Efter en lille måneds skånsom opstart i ly fra det fulde arbejdspres, hvor jeg har læst op på, hvad der er sket på mit arbejde, ser jeg frem til at komme i gang med hverdagen. Jeg har imidlertid udviklet en allergi over for formuleringer som ”at komme videre”. For mig indebærer det at komme videre også at komme videre fra mødet med min datter. Det kommer jeg lige så lidt videre fra som alle andre forældre. At miste et barn. At lægge sit eget kød og blod i en kiste. At lukke låget. At sende rustvognen afsted. At sænke urnen i jorden. De konkrete handlinger slutter rent tidsmæssigt, men jeg har elsket min datter. Jeg har født Sarah, og hun vil altid være en del af mig. Men når jeg er ved hendes grav, slutter jeg altid af med at kigge op, for det var det, hun lærte mig betydningen af. Når biskoppen talte om at kigge op, også når man stod ved en grav, forstod jeg det ikke. Man kommer jo til graven for at kigge ned og huske. Troede jeg. Men de to ting hænger sammen, det forstår jeg nu. Jeg ville ikke have en Sarah at mindes, og det håb hun nærede mig med, hvis ikke jeg havde turdet kigge op. Og lige så meget som hendes død rev min verden i stykker, så åbenbarede den også en ny kærlighed og en ny taknemmelighed.

Så hvis du møder en i julen, hvor du ikke ved, hvad du skal sige, så vil min opfordring være bare at turde være der. Som Dronningen opfordrede til i forrige års nytårstale: Husk værdien af at lave noget unyttigt, og min tilføjelse er ”sammen”. Også når det er allermest sort, så kan vi være hinandens lys bare ved at være der. Med en hånd på en arm eller at følges med ud i verden igen.

Kun sammen og i det, som forener os på tværs af alt andet; naturen, bevægelsen og kunsten, kun der kan vi for alvor fornemme storheden i det mirakel, det er bare at få lov at leve. Derfor glæder jeg mig til at vende tilbage som netop kultur- og kirkeminister. Det gør nemlig ikke noget, at vi ikke altid ved, hvad vi skal sige.

Intet, nogen af os kan sige, kan gøre det grufulde ved menneskelivet mindre eller mere grufuldt. Men heller intet, nogen af os kan sige, kan gøre kærligheden mindre eller større. Men vi kan hjælpe hinanden ved at møde hinanden i både sorg og glæde. Vi kan prøve gennem vores handlinger at lade vores meningsløse, men alligevel mirakuløse, liv og død få betydning for andre. Så er jeg sikker på, at nytåret vil give os alle noget at tro på, håbe på og elske.