Judas Iskariot -- skurk eller helt i Jesu lidelseshistorie?

I den kristne tradition fremstilles Judas altid som den forræderiske skurk, der svigter Jesus. Men billedet er ikke nuanceret nok, og nye oplysninger fra Judasevangeliet peger på en helt anden Judas, som gjorde sit for at Guds frelsesplan kunne gennemføres

Assisi (Umbria, Italy), S.Francesco, upper church nave, 3rd bay, south wall.-"The Arrest of Christ".-Detail: kiss of Judas. Fresco, c.1290/95, by the Master of the Capture (Maestro della Cattura).
Assisi (Umbria, Italy), S.Francesco, upper church nave, 3rd bay, south wall.-"The Arrest of Christ".-Detail: kiss of Judas. Fresco, c.1290/95, by the Master of the Capture (Maestro della Cattura).

JUDAS OMTALES IKKE HOS PAULUS, men ellers især i de kanoniske evangelier, Apostlenes Gerninger og i det for få år siden offentliggjorte Judasevangelium. I de tre første evangelier omtales Judas ved fire lejligheder. Den første gang sker det i forbindelsen med Jesu udvælgelse af de 12 apostle. Her nævnes Judas som den sidste af de tolv: "? og Judas Iskariot, han som forrådte ham" (Matt. 10, 4, jf. Mark. 3, 19 og Luk. 6, 16).

Judas identificeres således fra begyndelsen ved sin rolle som forræder. Det er også i denne rolle, Judas optræder anden gang, han omtales (i Matt. 26, 14-16 jf. også Mark. 14, 10-11 og Luk. 22, 3-6). Her fortælles en hel lille historie om Judas: "Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne og sagde: "Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?" De talte tredive sølvpenge op til ham. Og fra da af søgte han en lejlighed til at forråde ham." Hertil føjer Lukas yderligere en sætning: "Men så fór Satan i Judas..." (Luk. 22, 3), og med en vis variation finder vi også denne sætning i Joh. 13, 2.

Tredje gang er Jesu forudsigelse af Judas? forræderi, som omtales i alle fire kanoniske evangelier (Matt. 26, 20-25; Mark. 14, 17-21; Luk. 22, 21-23 og Joh. 13, 18-30). Mens Jesus og de tolv spiste påskemåltidet, forudsagde Jesus, at én af dem ville forråde ham. Det er dog kun hos Matthæus (26, 24) og Markus (14, 21), at Jesus forbander Judas: "Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født."

Endelig er hele denne scene i Joh. 13, 18-30 udformet på en anden måde og med flere detaljer. I slutningen af teksten rækker Jesus brødet til Judas som et tegn på, at han er den kommende forræder (vers 26). Derpå følger bemærkningen om, at Satan farer i Judas, og Jesus siger: "Hvad du gør, gør det snart." (vers 27). Det betones, at ingen af disciplene forstod Jesu ord, og teksten slutter med følgende interessante oplysning: "Men da Judas stod for pengekassen, mente nogle, at Jesus havde sagt til ham: "Køb, hvad vi har brug for til festen", eller at han skulle give noget til de fattige. Da han (Judas) havde fået brødet, gik han straks ud. Det var nat." (Joh. 13, 28-30).

FJERDE GANG er selve historien om Judas' forræderi i Getsemane have: "Endnu mens han (Jesus) talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham! Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et "Rabbi!" og kyssede ham. Jesus sagde til ham: "Min ven, nu har du gjort dit". Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham" (Matt. 26, 47-50, jf. Mark. 14, 43-46; Luk. 22, 47-48 og Joh. 18, 3-5). Der er en del forskelle mellem disse fire tekster, for eksempel omtaler Johannes ikke, at Judas kysser Jesus, og Matthæus er ene om at nævne Jesu venlige ord til Judas.

Ved siden af dette fælles stof finder vi lidt "særstof" om Judas, især (i Joh. 12, 3-8) historien om, at Maria, engang i Betania salvede Jesu fødder med en kostbar olie. Denne handling protesterede Judas imod som en uhørt luksus. Han ville hellere have solgt olien for en høj pris og givet salgsbeløbet til de fattige (vers 5). Dette forslag bedømmer teksten kritisk: "Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til sig af det, der blev lagt i den." (vers 6). Historien slutter med, at Jesus tog kvindens handling i forsvar.

Endelig finder vi i Matt. 27, 3-10 og ApG. 1, 16-20 to tragiske beretninger om Judas' død. Hos Matthæus angrer Judas sin ugerning, vil levere de udbetalte penge tilbage til de jødiske ledere og hænger derefter sig selv. I Apostlenes Gerninger køber Judas selv en mark for de udbetalte penge, men omkommer derefter på grusomste vis.

I maj 2006 offentliggjorde tidsskriftet National Geographic et håndskrift, som blandt andet indeholder en koptisk oversættelse fra cirka år 340 efter vor tidsregning af det oprindelig på græsk skrevne Judasevangelium. Dette skrift omtales også hos Irenæus i hans værk mod de kristne kættere fra cirka 180 efter vor tidsregning. Det koptiske Judasevangelium er siden blevet udgivet og oversat til talrige sprog.

Offentliggørelsen af Judasevangeliet vakte betydelig interesse blandt forskere, fordi dets fremstilling af Judas adskiller sig fuldstændigt fra de ovenfor omtalte tekster. I Judasevangeliet er Judas Jesu nærmeste fortrolige og den eneste, som fuldt ud forstår ham og hans forestående død.

I slutningen af teksten siger Jesus blandt andet til Judas: "... Men du, du vil overgå dem alle (de øvrige disciple), thi du vil ofre den mand, som bærer mig til skue (altså som jeg er iklædt) ..." (John Frandsens oversættelse). Teksten slutter med Judas' "forræderi", som her tolkes positivt som Judas' hjælp til Jesus med at slippe frit af sin menneskelige krop.

TIL SLUT NOGLE OVERVEJELSER over Judas-figurens rolle i de kanoniske evangelier. Den negative tolkning står her fast: Jesus er begivenhedernes "helt", og Judas er "skurken", som da også til straf lider en uhyggelig død. Det stærkeste udtryk for den negative tolkning af Judas er Lukas' og Johannes' udsagn om, at Satan inden forræderiet fór i Judas og således tegnes som den egentlige drivkraft bag hans forræderi. Hertil kommer Joh. 12, 6 og 13, 9, hvor Judas beskyldes for at være en tyv, som stjal af Jesus-bevægelsens fælles pengekasse.

Samtidig er der i de kanoniske evangelier enkelte træk, som peger i modsat retning: Det gælder først og fremmest Jesu forudsigelse af forræderiet under påskemåltidet. Denne forudsigelse bør tolkes i sammenhæng med Jesu mange forudsigelser af sin egen lidelse, død og opstandelse i Jerusalem. Disse forudsigelser er nemlig udtryk for, at Jesu lidelse og død var villet af gud fader og af Jesus selv. Jesu død, som måske oprindelig kom som en tragisk overraskelse for den historiske Jesus og hans tilhængere, blev således snart efter Jesu død omtolket i positiv retning og forstået som et nødvendigt led i den guddommelige frelsesplan.

I samme retning peger Jesu ord til Judas (i Joh. 13, 27): "Hvad du gør, gør det snart." Denne opfordring er i alt fald ikke entydigt negativ, og den kan også tolkes som en positiv opfordring på linje med Jesu udsagn til Judas i Judasevangeliet. I samme retning peger endelig Jesu ord til Judas umiddelbart inden tilfangetagelsen: "Min ven, nu har du gjort dit." (Matt. 26,50).

Om det historiske forhold mellem Judas og Jesus kan vi aldrig opnå en sikker viden. Det er muligt, at der har eksisteret en historisk Judas, som – af den ene eller den anden grund – faktisk forrådte Jesus. Et sådant forræderi ville umiddelbart blive tolket negativt, hvilket da også er hovedtendensen i Det Nye Testamente og den senere kristne Judas-overlevering.

Men i takt med den positive kristne omtolkning af Jesu tilfangetagelse, lidelse og død kunne også Judas' forræderi omtolkes i samme retning. Derfor kan Judasevangeliets positive tolkning af Judas og de ovenfor anførte ansatser i de kanoniske evangelier i samme retning ses og tydes på baggrund af, at Jesu lidelse og død meget hurtigt blev tolket positivt som det frelseshistoriske højdepunkt i Jesu virksomhed.

Per Bilde er dr.theol. og professor emeritus