Prøv avisen

Jul blandt børnene i sorggruppen

Børnene i sorggruppen skal være ambassadører for andre børn, der har mistet en forælder. De skal vise at livet stadig er værd at leve Foto: CLAUS BJØRN LARSEN

Sognepræst Trine Gjørtz har en sorggruppe for børn, der har mistet en forælder. De skal ud i verden og med deres historier vise, at man kan få et godt liv, selvom man mistede mor eller far på det mest sårbare tidspunkt i sit liv

Adventstiden er så underlig for mange af os. Glæde, samvær, lys og latter står i skærende kontrast til sorg, ensomhed og mørke.

For lige så givende adventstiden og julemåneden kan være for nogle, lige så smertefuld kan den være for andre.

Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Sådan skriver Paulus i Første Korintherbrev og hvor har han ret! For da vi var børn, levede vi i barndommens land, hvor bekymringer om morgendagen hørte morgendagen til. I barndommens land var julen altid hvid, ingen var stressede, og alt var såre godt.

Så blev vi voksne og aflagde os det barnlige. Vi opdagede, at livet har sine barske sider. Opdagede, at mennesker dør fra os, og vi opdagede, at glansbilledet af julen barndommens jul netop var et glansbillede. Et levn fra en ubekymret tid.

Som voksne kan vi leve med den erfaring. En dag må det slutte det er helt naturligt. Værre er det, når det unaturlige sker. Når far eller mor dør, inden man overhovedet er blevet voksen. Årligt mister cirka 4000 børn deres mor eller far.

Jeg kender nogle af dem ...

Jeg havde lovet dem, at jeg ville lave lasagne til dem. Jeg havde også bagt brød. Lysene var tændt, og det var i begyndelsen af december. Vi skulle mødes inden jul.

De kom væltende ind ad døren klokken 18. Uddelte kram og almindeligheder om, hvordan det gik, og kommentarer om de seneste opdateringer på Facebook: Nej, så du ikke billedet, jeg lagde ud i går?, eller Hvorfor var du ikke i skole i går?.

Helt almindelige er de, mine børn mine sorgbørn kalder jeg dem.

Jo, jo. Udefra set ser det ud, som om de er helt almindelige: De er mellem 16 og 19 år gamle. De går i skole. På gymnasium. De arbejder. De har kærester. De flytter hjemmefra. De går i byen og drikker sig fulde. De skriver opgaver og de pjækker. De går til håndbold. Én spiller trommer. De skændes med mor eller far. Men kun med en af dem. For de har kun én forælder.

Den anden er død.

Sorggruppen har nu eksisteret i to år. Vi forsøger at mødes hver tredje uge, for det er vi altså nødt til, siger Mads på 18 år.

For et par dage siden var vi sammen igen til aftensmad og julehygge. Og snak. For det er det vigtigste.

Runden, som vi kalder den, tager som regel et par timer. Forleden foreslog jeg, at vi kortede lidt ned på den. Vi skulle jo lege pakkeleg og spise juleslik.

Men nej sådan noget lader de sig ikke spise af med. For det her er vigtigt for dem. Så vigtigt, at vi hver gang glemmer tid og sted.

Runden foregår på den måde, at jeg spørger hver af dem: Hvordan går det?.

Et helt almindeligt spørgsmål, som alle mennesker stiller og svarer på hver eneste dag. Oftest tænker vi slet ikke over det, når vi svarer. Det er blevet en høflighedsfrase, nærmest en hilsen, som hører med til almindelig omgangstone. Et tegn, vi bruger til at fortælle hinanden, at alt er okay. At verden er okay.

Men her i sorggruppen har disse tre ord en helt, helt anden funktion. De tre ord får al snak til at forstumme. Alles opmærksomhed vender sig mod den, hvis tur det er. Nogle gange er det næsten, som om tiden stopper lige der ... Hvordan går det?

Og et ungt ansigt vender sig mod mig.

Jeg vil ikke sige, jeg har vænnet mig til smerten, der er mejslet i deres ansigt. Det tror jeg aldrig, jeg gør. Men jeg kan se, om der er små forandringer i deres øjne. Jeg kan se, om de har det godt, eller om noget går dem på.

Men næsten hver gang mærker jeg deres blik dvæle i mit. Jeg ser og hører dem trække vejret ind og ud de mærker efter, hvordan de har det.

Og så ser jeg, hvordan de går fra deres ene virkelighed over i deres anden virkelighed. For det er sådan, det er. De lever parallelle liv. I to verdener. Én, hvor de er helt almindelig unge, og en anden, hvor de har mistet mor eller far.

Det er så tomt, siger Heidi så. Jeg mærker virkelig, at mor mangler nu.

Det er deres virkelighed: at mor eller far mangler. Så når alle de andre kører hjem fra gymnasiet i december, så tager de hjem til et hus, som måske er blevet julepyntet af fars nye kæreste og det er også fint nok, men jeg plejede jo at pynte til jul sammen med mor ...

Jo, sagde en af dem forleden. Det går såmænd meget godt, men ...

Og der, i det lille men, ligger smerten. Og det kigger vi så på. De er vant til det. Vant til, at vi ser på dét, der gør ondt. De ved, det hjælper, og de går frejdigt ind i det.

Og så fortæller de. Om uoverlagte bemærkninger fra både kammerater og voksne, der bare ikke ved bedre. Vi smiler indforstået og overbærende over, at selv voksne mennesker kan være så ufølsomme og ubetænksomme. Men de ved, at det er sådan, det er.

At de er blevet voksne alt for tidligt, fordi de har mistet. At de gennem levet liv og smertelige erfaringer nu ved bedre end de fleste. Men derfor gør det stadig ondt på dem, når de møder uforstand i forhold til deres situation.

De fortæller om, hvor svært det er at være i verden i den parallelle verden, hvor livet fortsætter for alle andre også for dem, men alt er bare forandret.

De deler med hinanden, hvor svært det er, at far har fået en ny kæreste, men at det også er rart og at hun forresten er meget sød.

En ad gangen fortæller de. Og de andre nikker og samtykker. De ved, at de andre ved og det gør en kæmpe forskel for dem. For her lige her behøver de ikke undskylde eller lade som om. De andre ved, hvordan det er, og det gør hele forskellen. Her er de ikke alene. Her er de sammen. Om det, der gør ondt. Men også om det sjove.

For her må de gerne grine og være glade. Uden at nogen ser skævt til dem, fordi de også har det sjovt, selv om mor eller far er døde. Det er nemlig en anden fordom, de slås med.

Blandt alle de andre ...

Der er syv i gruppen. Og de luner sig ved de andres erfaringer og ved at mærke, at de i gruppen er kommet et sted hen, hvor de kan være med deres sorg. Hvor de bliver hørt og mødt med en forståelse, som ikke jeg, men kun de kan give hinanden.

Vi har et projekt i gruppen. De skal være sorgambassadører for andre. De skal ud i verden og med deres historier vise, at man kan komme igennem en stor, stor sorg.

At livet kan fortsætte ikke som før, men man kan godt få et godt liv, selvom man mistede mor eller far på det mest sårbare tidspunkt i sit liv.

De skal vise, at man skal bryde det store tabu, der stadig florerer, når børn og unge mister, ved at være åbne og tale om sorgen.

De skal vise, at de langsomt er ved at blive livsduelige igen. For det bliver de, og det er hele formålet med sorggruppen: at de bliver rustet til at leve livet trods et næsten ubærligt livsvilkår at mor eller far er døde.

Timerne med mine sorgbørn er nogle af de bedste, jeg har i mit arbejde. I går tog de af sted, som de kom, grinede og snakkede: Husk nu lige at tjekke den der opdatering, og Vi ses i skolen i morgen.

Mine sorgbørn drog ud i natten, og de snakkede og grinede og røg cigaretter og var bare unge og skønne, og jeg lukkede døren bag dem.

Helt almindelige er de og dog så helt anderledes. For mor eller far mangler for altid.

Trine Gjørtz er sognepræst