Julen handler ikke kun om glæden. Den handler også om sorgen. Eller rettere sagt: Den handler om sorgen, der er vendt til glæde. Sorgen og glæden hører sammen. Men sorgen er ikke en statisk sjælstilstand. Sorgen er en sorg, der er i bevægelse mod glæden. ”Sorg er til glæde vendt!”, digter Grundtvig. ”Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad, ryst af din tunge smerte!”, digter H.C. Andersen. Således taler digterne ved juletid om sorgen på en helt særlig måde. Men hvad er sorg egentlig?
Det må man spørge sig selv om, når man læser Svend Brinkmanns nyeste bog, ”Det sørgende dyr”, som udkom i efteråret. Bogen har fået rosende anmeldelser. En anmelder har ligefrem kaldt bogen for en af de vigtigste udgivelser i år. Brinkmann går fænomenologisk til værks. Mens man læser bogen, bliver det dog mere og mere påfaldende, at der er et bestemt ord, der mangler. Det er ordet ”glæde”.
Hvor digterne lader sorgen og glæden danne par, er glæden derimod fraværende hos Brinkmann. I det hele taget er der meget, der er påfaldende i hans beskrivelse af sorgens fænomenologi. Grundlæggende definerer han sorgen som en fundamental følelse, ”der placerer selvet i et unikt forhold til de eksistentielle temaer døden og kærligheden”. Men en egentlig definition af døden eller kærligheden må man søge forgæves efter.
Spørgsmålet er, om man kan beskrive sorgen uden samtidig at beskrive kærligheden? Er kærligheden ikke netop det, der gør, at sorgen og glæden danner par?
Svend Brinkmann er på den ene side ude i et berettiget opgør med Sundhedsstyrelsen, der vil gøre kompliceret sorg til en behandlingskrævende sygdom. Således bliver ”vedvarende sorglidelse” en diagnose, som de sørgende kan blive påhæftet. Brinkmann har ret i, at sorgen ikke er en sygdom. Sorg har derimod med kærlighed at gøre, og vil man behandle sorgen væk, skal man også behandle kærligheden væk.
På den anden side vil Brinkmann give en sekulær beskrivelse af, hvad sorg er. Han har her ret i, at sorgen udtrykker en forbindelse til en anden end en selv. Det behøver man ikke at være sekulær for at sige. Vandene skilles imidlertid, når han beskriver, hvad det betyder at være et selv.
Brinkmann henviser flere gange til Søren Kierkegaard, hvor denne beskriver selvet som et forhold: ”Selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv, men er sat af noget andet,” siger Kierkegaard i ”Sygdommen til døden”. Men hvor ”dette andet” for Kierkegaard er det samme som Gud, tager Brinkmann Gud ud af forholdet og erstatter ham med ”de andre inden for et fællesskab”.
Men hvad dette fællesskab nærmere består i, og hvad det konkret kommer til at betyde for forståelsen af sorgen, får vi ikke noget at vide om. Det kan vi kun gætte os til samtidig med, at vi må se Kierkegaard stå underligt sekulariseret tilbage. For Brinkmann har fjernet det væsentligste for Kierkegaard, som er at beskrive, hvordan menneskets forhold til sig selv hænger sammen med dets forhold til Gud. Forholdet til os selv og forholdet til Gud hænger uløseligt sammen. Hvis vi ikke har et forhold til Gud, betyder det noget for vores forhold til os selv.
I stedet for Gud lader Brinkmann vores selvforhold hænge sammen med det samfundsmæssige fællesskab. Således bliver det samfundet, der definerer forholdet til os selv. Samfundet kunne her være diagnosesamfundet. I det tilfælde ville samfundet kunne give os en diagnose, som er behandlingskrævende. Brinkmann slipper således ikke ud af diagnosesamfundet. Således er det altså ikke ligegyldigt, hvad der bestemmer menneskets forhold til sig selv. Og dette kommer til at betyde noget for, hvordan vi forholder os til kærligheden og dermed også til sorgen.
I værket ”Kærlighedens gerninger” er Kierkegaard meget direkte, når han taler om Gud som ophav for al kærlighed. Gud har således nedlagt kærligheden i ethvert menneske. Et sted bruger han billedet af Guds kærlighed som et skjult kildevæld i os. Vi kan ikke se dets udspring. Vi kan heller ikke gennemskue det. Dermed får Kierkegaard sagt, at kærligheden ikke er noget, vi selv er herre over. Og samtidig får han sagt, at vi erfarer kærligheden som et liv, der strømmer igennem os, når vi elsker. Når kærligheden strømmer fra kilden, er den derfor ikke en statisk sjælstilstand i os, men en bevægelse, som vi kan forholde os til på forskellige måder.
Kort sagt: Guds kærlighed er en kilde i os, der manifesterer sig, når vi elsker et andet menneske. Hvordan vi forholder os til denne manifestation af Guds kærlighed, afslører sig ikke kun, når vi elsker, men også når vi sørger.
Ligesom kærligheden er sorgen ikke en statisk tilstand i sjælen. Sorgen er der, fordi kærligheden har været der, før den elskede gik bort. Sorgen er den kærlighed, som stadig bevæger sig, men som ikke kan finde den elskede. Sorgen er med andre ord den kærlighed, som stadig er der. Derfor skal du sørge, siger Kierkegaard. Og her er der ingen renere kærlighed end den at erindre en afdød.
For når vi i sorgen erindrer en afdød, ved vi, at vi ikke får noget tilbage. For den døde kan ikke gengælde vores kærlighed. Sorgen er derfor ren kærlighed, når den uden forventning om gengæld erindrer den døde. Kierkegaard ville ikke være Kierkegaard, hvis han ikke vidste, at det lige præcis er her, problemet ligger. For sorgen er altid i fare for at slå om i fortvivlelse. ”Jeg skal ikke have Lov til at forhærde mig mod Livets Smerte thi jeg skal sørge; og dog skal jeg heller ikke have Lov til at fortvivle, thi jeg skal sørge,” skriver han.
I modsætning til sorgen er fortvivlelsen et forhold til den døde, der viser sig at indeholde et misforhold i mit eget selv. Fortvivlelsen er, at jeg ikke vil være mig selv som sørgende. Kærligheden bevæger sig ikke i mig længere, og derfor gør sorgen det heller ikke. I fortvivlelsen vil jeg nemlig ikke lade kærligheden være den bevægelse i mig, som får mig til at leve i erindring om den døde. For i fortvivlelsen vil jeg slet ikke leve uden den døde. Fortvivlelsen kan derfor blive invaliderende. Sorgens modsætning er fortvivlelse, og forskellen ligger i kærligheden. Derfor er kærligheden en pligt: Jeg skal sørge, for jeg må ikke fortvivle. Sorgen får os til at kæmpe mod fortvivlelsen.
Brinkmann har ret i, at sorgen er en nøgle, der kan åbne for en forståelse af menneskets selv. Men længere kommer han desværre ikke. Kierkegaard ved, at når det kommer til menneskets selv, er der mange måder at være et selv på. Derfor må han længere end Brinkmann, når han skal beskrive sorgen. Han bliver nødt til også at beskrive kærligheden. For han kan ikke tale om det ene uden også at tale om det andet.
Kærligheden kommer fra Gud, hvilket viser sig ved, at kærligheden er en stadig bevægelse i mennesket, som også er der i sorgen.
Brinkmann har skrevet en bog, der hedder ”Stå fast”. Men Kierkegaard siger ikke, at vi skal stå fast, men at vi skal springe ud på de 70.000 favne og lade os føre med af kærlighedens bevægelse, også når vi sørger. Den bevægelse mangler hos Brinkmann.
Julenat viser kærligheden sit ansigt ved, at Gud bevæger sig mod os og lader sig føde i stalden i Betlehem. Denne kærlighed er glæde. ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde,” siger englen julenat. I denne kærlighed bevæger den sørgende sig. Kærligheden vil vende sorgen til glæde. Men sorgen kan ikke vendes til glæde, hvis mennesket ikke er bestemt af gudsforholdet. Derfor mangler glæden hos Svend Brinkmann.