I MANGE ÅR var der tvivl om, hvor salmen ”Stille Nacht, heilige Nacht” stammer fra, og hvem der har skrevet tekst og melodi. Men vi ved, at nogle dage før julen 1850 gik fem fattige og forældreløse drenge fra Wajsenhuskostskolen i Berlin rundt i byen, og ganske smukt sang de både kendte og ukendte julesalmer for at tjene lidt penge. De listede sig også ind i gården ved kongeslottet Potsdam, og deres smukke sang lokkede selveste kong Frederik Wilhelm IV af Preussen (1840-1861) hen til vinduet, og herved kom han til at høre salmen.
Både tekst og melodi gjorde et stort indtryk på kongen, så han sendte en tjener ned i slotsgården for at hente drengene, så han kunne få at vide, hvor de kendte salmen fra. Så viste det sig, at vagten netop var ved at smide drengene i fangehullet, dels fordi de var kommet ind i slotsgården for at tigge, dels fordi de kunne være kommet for at spionere med henblik på et senere tyvetogt, men nu kom tjeneren og reddede dem.
Rystende af skræk blev de fem drenge ført frem for kongen. Men kongen ville blot vide, hvor de kendte den for ham ukendte, men meget smukke julesalme fra. Drengene kunne fortælle kongen, at de havde lært den af Waisenhusets gamle sang- og musiklærer Ferdinand Lukas, og så blev børnene ellers sendt bort med en pæn skilling på lommen, og deres sang- og musiklærer blev tilkaldt.
Han kunne fortælle kongen, at han havde lært salmen af en kusk i Berlin, og at denne havde fortalt, at han havde lært den af en kulhandler på en markedsplads i Leipzig, og muligvis var det en gammel folkesang fra Tyrol i Østrig.Denne meget usikre redegørelse var kongen ikke tilfreds med, og han satte den gamle musiklærer på en opgave, som det skulle tage ham to år at løse, nemlig at finde ud af salmens historiske oprindelse.
På grund af sygdom kom den 70-årige lærer Ferdinand Lukas først af sted ni måneder senere, i efteråret 1851, og for at hjælpe sig på rejsen havde han af kongen fået lov til på dennes regning at medtage sin 20-årige niece Eva. De to kom til den markedsplads i Leipzig, hvor kusken fra Berlin havde lært salmen at kende, og efter megen søgen og spørgen nåede de endelig frem til at høre melodien spillet på en spilledåse hos en klædehandler, og denne mente, at spilledåsen var lavet i Prag i Tjekkiet, og at det nok var en gammel bøhmisk folkemelodi. Prag blev det næste mål.
DET VAR LANGSOMT og besværligt at rejse dengang. Det foregik enten til fods eller som passager i en postdiligence. I foråret 1852 nåede de frem til Prag. Her besøgte de flere musikforlag, og det lykkedes dem at finde enkelte, der kendte både tekst og melodi, men som ikke anede, hvor salmen kom fra. Sidst i maj traf de en, der mente at have hørt, at den stammede fra Wien.
Men i juni var Ferdinand Lukas og Eva ved at være udgået for penge, og han sendte et brev til kongen i Berlin, hvori han noterede hovedpunkterne fra sin rejsedagbog og spurgte, om de skulle forsætte eftersøgningen, for i så fald måtte de have tilsendt flere penge. Pengene fra kongen kom sidst på sommeren, så magtpåliggende var det for ham, at de fik løst opgaven. De to begav sig så af sted mod sydøst til Wien. Her fulgte et efterår med en travl og ihærdig søgen. Dag efter dag gik de rundt og ledte på biblioteker og musikforlag. Endelig en dag kunne Wiens kejserlige rigsbibliotekar oplyse, at melodi og tekst syntes at stamme fra et kloster i Salzburg.
Midt i december 1852 nåede de frem til klostret. Her førte abbeden dem til klostrets musiklærer, der var sikker på, at salmen var kommet fra en orgelbygger i Zillertal i Tyrol, længere vestpå, og musiklæreren var af den formening, at det nok var en gammel tyrolsk folkesang.Musiklæreren ville så følge den gamle lærer-gæst og dennes niece ud til klostrets port, og her indtræffer højdepunktet i Ferdinand Lukas’ rejseskildring:
”Undervejs hen over klostergården kommer vi forbi et springvand, hvor en af drengene fra klosterkoret for sjov går og balancer på bassinkanten, mens han fløjter på netop melodien til ’Stille Nacht, heilige Nacht’. Musiklæreren kalder drengen hen til sig: ”Når du endelig vil fløjte den smukke melodi, så skal du gøre det ordentligt og ikke jappe den af så alt for hurtigt!”. ”Jamen, så hurtigt skal det være!”. ”Det skal du da ikke afgøre, det må jeg som din lærer da bedst vide!”. ”Nej, for min far siger, at den skal være så hurtig!”. ”Det skal din far da heller ikke bestemme!”, sagde læreren. ”Jo”, svarede drengen, ”for det er da ham, der har komponeret melodien, ved De ikke det?”. Det vidste klostrets musiklærer altså ikke. Drengen var 14 år og søn af læreren Franz Gruber i Hallein (organist fra 1833 til 1863).
Det var lige før jul, og den kvikke organistsøn foreslog Ferdinand Lukas og hans niece Eva, at de skulle følge med ham hjem og holde jul hos hans forældre i Hallein, omkring 18 kilometer syd for Salzburg. Juleaftensdag 1852 ankom de, og den nu 65-årige lærer og organist Franz Gruber fortalte, at 34 år før, i 1818, da han var organist ved Oberndorf Kirke, havde stedets 26-årige hjælpepræst, Josef Mohr, juleaftensdag siddet og ærgret sig over, at orglet var i stykker, og at nattens julemesse skulle holdes uden orgelmusik til salmesangen.
ET PAR ÅR FORINDEN havde Josef Mohr skrevet en julesalme. Selvom den unge præst var en god sanger, turde han dog ikke selv sætte melodi til, men gik hen på skolen til landsbyens lærer og organist, Franz Gruber, der juleaftensdag 1818 komponerede melodien til ”Stille Nacht, heilige Nacht”. Et par timer før midnatsgudstjenesten skulle begynde, blev teksten og melodien indøvet med kirkens kor. Præsten sang selv tenorstemme, og organisten, der var bassanger, akkompagnerede samtidig på guitar, da orgelet jo var i uorden.
En af dagene mellem jul og nytår kom der angiveligt en orgelbygger fra Zillertal i Tyrol og reparerede orglet. Det hedder sig, at det var mus, som havde gnavet huller i blæsebælgen. Denne orgelbygger så julesalmen forsynet med noder ligge fremme ved orglet, og han spillede den igennem, sang den og syntes, at den var vidunderlig, og han skrev både teksten og melodien af uden at vide, hvor ny salmen var, eller hvem der var digter og komponist, og den begejstrede orgelbygger spredte derefter salmen overalt, hvor han kom.
I 1852 ved besøget fra Berlin blev melodiens komponist, Franz Gruber, klar over, at der herskede stor usikkerhed om salmens tilblivelse, fordi det var orgelbyggeren fra Zillertal i Tyrol, der havde gjort den kendt. Derfor skrev han to år senere en artikel, hvori han fortalte om tekstens og melodiens tilblivelse.
I 1850 skrev B.S. Ingemann så til Franz Grubers melodi julesalmen ”Glade jul, dejlige jul”, der dog ikke kan kaldes en oversættelse af ”Stille Nacht, heilige Nacht”, men er en selvstændig og god julesalme, der fortæller om englene, der i julenatten sang om barnet i krybben og om, at han som vor frelser, ”har Himmerigs dør oplukt”.
Denne salme har bevirket, at man aldrig i vor salmebog har villet give plads til en egentlig oversættelse af ”Stille Nacht, heilige Nacht”, der for øvrigt også er elsket af millioner af mennesker i den engelske oversættelse ”Silent night, holy night”. Salmebogskommissionen kunne og skulle naturligvis ikke droppe, Ingemanns ”Glade jul” i den nye salmebog 2003, men blandt andre jeg havde foreslået, at vi ved siden af Ingemanns salme også havde fået den internationalt så velkendte julesalme ”Stille nat, hellige nat”, men det blev der desværre ikke afset plads til. Var man mon bange for, at den østrigske salme skulle udkonkurrere vores danske julesalme