SNART ER TIMEN KOMMET: Næsten alle 24 kalenderlåger er åbnet, adventskransens fire lys er tændt, et barn fødes meget snart i Betlehem.
Som en kollega sagde til mig forleden, da jeg spurgte, hvordan hun fandt julefreden her i det hektiske december: ”Jo, den plejer såmænd at indfinde sig ved første salme i kirken!”. Og sådan er det heldigvis: Vi skal ikke opfinde julen eller gøre os fortjent til den, den kommer ganske enkelt til os.
Og hvad betyder den så? Da jeg stillede det spørgsmål til et ungt menneske her i december, svarede hun så herligt, at julen betyder, at vi ikke skal gå og være bange for, om vi kan overholde en hel masse regler og love, men at Jesus er kommet for at vise os, at Gud er kærlighed, og at vi derfor aldrig er alene, heller ikke i mørket!
Det var lige præcis dét, profeten (Es. 9, 1) skriver om: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.”
Vi kan sige det på mange måder, og i Knebel Kirke hørte jeg to børn diskutere, hvad stigen på Bjørn Nørgaards alterudsmykning betød. Den ene sagde: ”Det er for at mennesker kan kravle op til Gud.” ”Nej,” svarede den anden pige: ”Det er lige omvendt - for at Gud kan stige ned til mennesker!”. Og hun har virkelig fattet den teologiske pointe, som vi netop synger om i disse dage: ”Det kimer nu til julefest, det kimer for den høje gæst, som steg til lave hytter ned med nytårsgaver: fryd og fred!”.
Den fred, som juleevangeliet forkynder, er ikke glansbilledidyl, men en fred til at kæmpe med frimodighed og håb under alle forhold. Juleevangeliet handler ikke om det smukke og tilpassede. Det vil ikke fortælle om Gud som den, hvis magt og ære var tydelig og uimodståelig. Det vil derimod fortælle den sande historie om den lille familie, som der ikke var plads til nogen steder - og om nogle forhutlede hyrder, som ingen regnede med. Juleevangeliet fortæller ikke i første omgang om lys og glæde, men om mørke og fortvivlelse, om at være jaget og overset som den hellige familie.
Men midt i den sorg fødes Gud. Og ingen kan se eller føle, at det er ham. Men nogle hyrder får et syn af en himmelsk hærskare og bryder op og finder deres herberg i stalden og fortæller det hele til Maria og Josef, og Maria gemmer det alt sammen i sit hjerte.
Disse ord har altid stået for mig som det egentlige julebudskab og den egent-lige juleglæde. Ikke det ydre, ikke det påviseligt festlige. Tværtimod midt i fattigdom og elendighed, så hører hun noget, pigen fra Nazaret, som hun ikke kan gøre andet med end gemme i sit hjerte.
Det, vi gemmer i vore hjerter, det er det, det kommer an på: kærligheden til hinanden. Og så den tro, der igen og igen fortæller os, at selvom vi for en stund glemmer Gud, så slipper han aldrig os.
STORM P'S VAGABOND har ikke glemt Vorherre. Det er et af de bedste julebilleder, jeg kender: ”Juleaften”. Med sin hund er han ude i den kolde og mørke vinternat. Han er på vandring med sin stav. Forhutlet ser han ud med sine lasede og lappede klæder, næsen er helt rød af kulde.
Men lyset skinner i mørket. Der er håb midt i elendigheden. For vagabonden besidder en barnlig glæde og tager ærbødigt hatten af for den lysende stjerne. Han er ikke afhængig af gods eller guld, han modtager Guds gode gaver - som markens liljer og himlens fugle.
Vagabonden står på den sociale bundlinje, men har øje for livets gaver - og er ikke for fin til at vise taknemmelighed. Ja, man kan spørge sig selv, om man simpelthen skal ud på Herrens mark for at se Herren? Om man i modgang og mørke har særligt øje for Gud? Søren Kierkegaard konstaterer det på den måde: ”Troen ser bedst i mørke!”.
De fleste af os danskere har gode kår, men glemmer vi at se stjernen? Har vi så travlt, at vi ikke når ind under gavepapirerne til julens egentlige budskab? Er vi så bekymrede, at vi ikke lægger mærke til livets stjernestunder, at vi glemmer at leve i nuet?
BETLEHEMSSTJERNEN, som den hænger mellem mælkeveje og planeter, er for dén, der kan læse evangeliet på himlen, et symbol på Guds ord, Et ord, der sætter os i bevægelse, helt fysisk ved at gå til kirkens gudstjenester for at møde Kristus, ligesom vi er mange, der gør juleaften.
”Og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.” (Matt. 2, 9 b). Stjernen kan også være vores ledestjerne og vise vej for os.
Da Jesus blev voksen, sagde han om sig selv: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (Joh. 8, 12). De mennesker, Jesus talte til, kunne mærke det lys blive tændt i hjertet. De mennesker, Jesus gjorde raske, kunne mærke det. Og når vi holder gudstjeneste, så beder vi om, at Gud vil oplyse vore hjerter og holde mørket på afstand.
Det er et par tusind år, siden Lukas skrev sit evangelium. Men lige siden er mennesker gået ud i verden og ind i kirken for at søge og tilbede den nyfødte frelser. Han, som bragte Guds Rige så nær, at vi nogle gange kan se det og høre det og smage det. ”Vi har og en ledestjerne” - stjernen sidder højest på juletræet og drager blikket opad.
Forhåbentlig kan Storm P's billede igennem det kommende år 2015 hjælpe os til at se opad og huske at sige Gud tak for de gaver, vi modtager ganske gratis i livet. Først og sidst må vores sind være fyldt af taknemmelighed over, at Han sendte Jesus til os, så vi nu kan finde vejen.
Det er dét, digteren Johannes Jørgensen formulerer i sin salme ”Julestjernen” (1907). Storm P. havde fundet salmen i et avisudklip og klistret det fast på vagabondbilledets bagklædning:
Imellem nattens stjerner
Der står en stjerne klar
Som aldrig før en stjerne
På jordens himmel var.
Og går du ud at finde
Hvorover stjernen står
Måske du først må vandre
I mange, lange år.
Måske du først må træde
Så mangt et mødigt fjed
Før du kan finde stedet
Hvor stjernen stråler ned.
Og venner må du slippe -
De går en anden vej
Og miste navn og ære
Hold ud og opgiv ej!
Hold ud, du stjernepilgrim
På vej til Bethlehem -
Du er på vej til lykken
Du er på vejen hjem!
Elisabeth Lidell er pilgrimspræst i Aarhus Stift