JEG HEDDER OLE. I gamle dage her nærmere bestemt i 1947 var jeg 12 år og boede i en toværelses lejlighed på 3. sal i Fiskedamsgade nr. 26 på Østerbro i København sammen med min mor og far og min lillesøster Lene, som var fem år. I lejligheden lige under os boede min farmor, Hansigne, og min bedstefar, Lars Peter.
LÆS OGSÅ: Ingen jul uden marked
Min far havde en grøntforretning i Blidah Park i Charlottenlund, hvor min mor også arbejdede. Tidligt om morgenen cyklede min far ind til Københavns Grønttorv ved Nørreport og købte varer hos gartnerne til sin butik, og derefter cyklede han ud til sin forretning i Charlottenlund og arbejdede her hver dag fra klokken otte til cirka 18.30. Så cyklede han hjem igen til Fiskedamsgade til aftensmaden og hygge i familiens skød indtil den nye arbejdsdag, når vækkeuret ringede tidligt næste morgen.
Min bedstefar var kusk og kørte med en lang, åben ladvogn med to stærke nærmest bryggerheste foran, som trak det tunge læs, der som oftest bestod af kæmpestore avispapirruller, som blev transporteret fra skibe i Frihavnen til de store bladhuse i det indre København Politiken og Berlingske Tidende.
Klokken fem hver morgen begav Lars Peter sig af sted til fods til firmaet Anders Nielsen & Co., som også dengang lå i Københavns Frihavn. Her fodrede han sine to store heste og gjorde dem klar til dagens arbejde, inden han spændte dem for ladvognen og kørte ud til dagens dont. Om vinteren, når julen nærmede sig, og vejene ofte var isglatte og dækket af sne, skulle han også sørge for at hamre brodder under deres hove, så de kunne undgå at glide/falde i det glatte føre. Han har fortalt mig, at hans ugeløn var 56 kroner.
I Fiskedamsgade 26 var hoveddøren malet mørkegrøn og forsynet med to tykke, slebne glasvinduer. Det var en rummelig opgang med 14 trætrin op til første repos. Derpå fire trin op til mezzaninen. Sådan kaldte man 1. etage dengang. Derpå trappeafsnit med otte trin imellem helt op til 4. sal. På hver etage var der ophængt en glaslampe med blomstermønstre i det matte krystalglas. Når jeg trykkede på lyskontakten i stueetagen, kunne jeg i fuldt firspring nå op til afsatsen mellem 2. og 3. sal inden lyset gik ud. Så havde jeg otte trin i mørke. Det var lidt uhyggeligt. Efterhånden fandt jeg ud af at tage den lidt mere med ro og trykke på lyskontakten på hver etage. Sådan.
KØKKENTRAPPEN I DEN gamle ejendom gav mig større problemer. Herfra var der adgang til boligernes kælder- og loftsrum, men køkkentrappen var trang og uden elektrisk lys. Det værste, jeg vidste, var at blive sendt i kælderen efter koks til vores kakkelovn. Udstyret med en stor metalspand og en stump stearinlys samt en æske tændstikker måtte jeg ned ad den mørke, kolde køkkentrappe til den endnu mørkere og uhyggelige kælder.
På mezzaninen boede hr. Olsen, og ham var jeg bange for. Engang havde jeg ramt hans nypudsede vindue med min gummibold. Det indkasserede jeg en svidende lussing for, og siden den dag frygtede jeg for at møde ham. På nedturen listede jeg mig forbi hans dør, og på vejen op igen med den tunge koksspand på slæb var jeg meget omhyggelig med at undgå at træde på et knirketrin uden for hans køkkendør.
Kakkelovnen stod i et hjørne af spisestuen, der samtidig var dagligstue og desuden fungerede som soverum for mig, da jeg var blevet så stor, at jeg ikke længere havde godt af at opholde mig i mine forældres soveværelse, når det blev mørkt. Kakkelovnen skulle fodres med kul hver dag. Det var den, der sørgede for opvarmning af hele den lille lejlighed, hvor der kun var en køkkenvask og en enkelt vandhane med koldt vand. Hvis vi ville vaske os i varmt vand, måtte vi varme en kedel vand på det lille gaskomfur.
I Nordre Frihavnsgade var der placeret to sæt sporvognsskinner midt i vejen, og her kørte den elektrisk drevne sporvogn linje 3 med to vogne og en vognstyrer og en billetkontrollør i den første vogn samt en i bivognen. Jeg tror, det kostede 15 øre for en enkelt billet og 25 øre for en omstigning. I dag er jeg folkepensionist, og da jeg sidste gang blev klippet hos frisøren, betalte jeg 170 kroner. Da jeg var dreng og min mor sendte mig ned for at blive klippet hos Barberen, fik jeg 75 øre med. Så kunne jeg købe en lakridspibe til 10 øre på vejen hjem.
I december måned var der altid masser af sne at lege med. Det var en yndet leg at give vaskere til de andre børn. Man tog en stor håndfuld sne og tværede ud i ansigtet på en, man kunne klare.
På tavlen i klasseværelset havde vores lærer tegnet en flot granguirlande med 24 hvide lys på. Et lys for hver dag frem til den store med stigende spænding ventede 24. december juleaften. Så fik vi på skift lov til at tegne en gul flamme på det næste lys i rækken. Det så flot ud.
Lene og jeg boede ligesom de allerfleste børn dengang sammen med både vores mor og far hele året, så vi måtte nøjes med kun at holde juleaften med gaver og det hele én gang hvert år, nemlig den 24. december. Juleaften fik vi risengrød og flæskesteg eller gåsesteg.
I EN STOR JERNGRYDE med låg blev risene forkogt, hvorpå gryden blev taget af ilden og omhyggeligt pakket ind i et lag aviser. Derpå blev gryden anbragt i min mors seng og omhyggeligt pakket helt tæt ned under hendes dyne. Efter et par timer i sengen var risengrøden kogt færdig og klar til julemiddagen.
På en stor bradepande blev flæskestegen eller gåsen anbragt og derefter transporteret hen til den lokale bagerforretning til stegning i bagermesterens store ovn. Sent om eftermiddagen på juleaftensdag kunne man se fædre spadserende fra bageren og hjembærende den varme steg, medens et af de større børn ledsagede ham med en stor sovsekande i hånden med skyen fra stegen til den gode julesovs.
Så sad vi og spiste den gode julemad. Jeg husker ikke, hvad min mor og far drak til maden, men Lene og jeg fik hver en gul citronsodavand. Når vi hældte sodavanden op, brusede og boblede det i glasset, og det kildede slemt i næsen, hvis man drak alt for hurtigt. Dengang skulle man sige tak for mad, når man havde spist, og sætte sin stol på plads, når man rejste sig.
Næste spændende øjeblik var, når min far tændte stearinlysene på det lille juletræ, men der var ikke plads i stuen til at danse omkring det, så vi sad ved spisebordet og sang salmerne og julesangene, og så fik vi gaver. Lene fik et billedlotteri og en lille dukke, der kunne lukke øjnene og sove, når man lagde den ned på ryggen. Af mig fik hun en lille flot grøn hinkesten i solidt glas med en hane i relief ovenpå. Lene forærede mig en lille lommelygte, og fra mor og far vankede der et ludospil og den sidste nye Jan-bog, som jeg straks gik i gang med at læse. Vi har sikkert også fået noget praktisk tøj, skistøvler, undertøj, sokker og andet nødvendigt, men det har jeg glemt.
Næste store begivenhed var nytårsaften, som markerede afslutning på året. I dagene op hertil fik vi tiden til at gå med at lege med fyrværkeri. Det var spændende at gå rundt med en stor æske tændstikker i lommen. Og vi skrællede cykelstyr for celluloid og pakkede det ind i avispapir. Så havde man en kraftig røgbombe, der blot skulle antændes for at udvikle en kraftig ildelugtende røg. Hvis man tog et par tændstikker og viklede sølvpapir rundt om svovlet foran, havde man en let antændelig lille raket.
Og nu er det så pludselig 2011, og jeg tænker på, at jeg ofte på min daglige cykeltur møder de store, grønne lastbiler fra Anders Nielsen & Co. Når det lykkes mig at få øjenkontakt med chaufføren, som sidder højt til vejrs i førerhuset og skuer ud over vejene, smiler jeg til ham og vinker, så han forundret og tvivlende ser på mig.
Men han kan selvfølgelig heller ikke vide det der med min bedstefar og hans store, stærke heste.
God jul!
Ole Nielsen er pensionist