Prøv avisen

Justins dialog med jøden Tryfon

Det viser sig, at Justin har opsøgt adskillige filosofskoler - pythagoræerne, platonikerne, aristotelikerne, stoiker-ne - men er hver gang blevet skuffet i sine forventninger, skriver dagens kronikør.

Justin var en af de første kirkefædre, hans betydning som bibelteolog var meget stor, og han ydede en stor indsats som udlægger og fortolker af Bibelen. I dag udkommer for første gang i dansk oversættelse Justins dialog med jøden Tryfon, skriver dagens kronikør, som er tidligere professor i Det Nye Testamente

I dag udkommer en dansk oversættelse af Justins dialog med jøden Tryfon. Den har aldrig været oversat til dansk før nu, om end andre dele af Justins forfatterskab i mange år har været tilgængelige på dansk: men altså ikke dialogen med Tryfon. Og det er i grunden mærkeligt. For Justin var en af de første kirkefædre, hans betydning som bibelteolog var meget stor, og hans indsats netop som udlægger og fortolker af Bibelen kommer klart frem i hans dialog med Tryfon.

LÆS OGSÅ: Paulus-fan i hele sit liv

Rammefortællingen er den, at Tryfon på flugt fra den jødisk-romerske krig i Palæstina år 132-135 under kejser Hadrian (117-138) nu befinder sig i Korinth i Grækenland eller i Efesos i den vestlige del af Lilleasien. Dér møder han en filosof, det er selvfølgelig Justin selv klædt i filosofkappe, og begiver sig i samtale med ham.

Det viser sig, at Justin har opsøgt adskillige filosofskoler pythagoræerne, platonikerne, aristotelikerne, stoiker-ne men er hver gang blevet skuffet i sine forventninger. Omsider træffer Justin så en ærværdig vismand, der henviser ham til de bibelske profeter, der igen henviser til Kristus det er med andre ord ikke den jødiske bibel som sådan, vismanden peger på, men Bibelen og dens profeter i kristen fortolkning. Dér finder Justin så selve urfilosofien, som alle de græske filosofskoler skal være udsprunget fra, men undervejs har fordrejet, så de er endt med at blive et mangehovedet uhyre til forskel fra urfilosofien selv, som er bevaret uforfalsket i de profetiske skrifter.

Det drejer sig her om et tema, som tysk filologi og teologi for længst har kaldt Diebstahl der Hellenen, grækernes tyveri de græske filosoffer havde efter denne forståelse ligefrem stjålet den visdom, de var i besiddelse af, fra Moses og de bibelske profeter, som jo også gjaldt for at være langt de ældste.

Det er således ingen tilfældighed, at Justin her har skrevet lige akkurat en dialog filosofiens foretrukne litterære genre. Det måtte få enhver læser til straks at tænke på Sokrates og Platon, hvis dialoger i disse år udkommer i en pragtfuld ny oversættelse til dansk. Ifølge Justin er kristendommen den sande, ægte filosofi, bevidnet og bekræftet af den jødiske bibel, og den er som urfilosofi selvfølgelig de græske filosofiske retninger overlegen.

Hvad handler Justins dialog med jøden Tryfon så i øvrigt om? Den handler, for at sige det kort, om jødedom og kristendom.

Også her er der et moment af det ægte og sande over for det uægte og falske: Kristendommen er sand og uforfalsket jødedom til forskel fra den antikke jødedom selv, som var for jøder alene, mens alle andre de, der kaldes hedninger, det vil sige ikke-jøder måtte blive udenfor, hvis de da ikke overgik til jødedommen og underkastede sig Moselovens bestemmelser om blandt andet omskærelse.

Netop i dialogen med jøden Tryfon skriver Justin adskillige gange om Tryfons ledsagere. De optræder også nogle gange med navn og har replikker i samtalen med Justin. Hvem var de? Det viser sig, at de er grækere på vej til at overgå til jødedommen, på vej til at blive proselytter. Men endnu har de ikke foretaget det afgørende skridt: at lade sig omskære og forpligte sig til at overholde Moseloven med dens øvrige bestemmelser om sabbatten, de jødiske fester og så videre.

Just her sætter Justin ind med dialogens hovedindhold: at påvise, hvordan den jødiske bibel som de kristne kalder Det Gamle Testamente ret forstået handler om det sande Israel, altså om Kristus-troen, til forskel fra de forhærdede, bogstavtro jøder, som i grunden intet har forstået af deres hellige skrifter og nu oven i købet forfølger de kristne og forbander dem i deres synagoger.

Det er ifølge Justin derfor også med fuld ret, at jøderne i den netop pågåede krig med romerne lider nederlag og fordrives fra deres land. Det sidste er selvfølgelig hård og urimelig tale, som enhver med blot en smule historisk forståelse må tage afstand fra. Kristendommen skal ikke afløse jødedommen, men leve i fredelig sameksistens og kritisk dialog også med nutidens jøder og staten Israel.

Også Paulus har forestillingen (om end ikke selve udtrykket) om det sande Israel det ses i Filipperbrevet kapitel 3; i Galaterbrevet kapitel 4 om Hagar og Sara; og i Romerbrevet kapitel 9 om Isak og om Jakob og Esau. I de seneste årtier har der i teologien været megen tale om den såkaldte nye Paulus-forståelse: at kristendom i grunden er jødedom. Det burde jo være indlysende! Jesus var jøde, Paulus var jøde, apostlene var alle jøder. Men det er vanskeligt at se bort fra modsætningen, som først og fremmest kommer frem dér, hvor der fokuseres på korsfæstelsen af Jesus. For hvem var det, der henrettede Jesus? Var det romerne, eller var det når alt kommer til alt egentlig jøderne selv?

Paulus breve er skrevet i 50erne i det første århundrede. Fra tiden derefter stammer blandt andet Lukasskrifter-ne: Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger. De gjaldt tidligere for at være skrevet af lægen Lukas, Paulus rejsefælle (se Kolosserbrevet 4, 14), endnu før Paulus død omkring år 60 i Rom. Men Lukasskrifterne har af de fleste fortolkere fået en senere datering, til omkring år 80. For især Apostlenes Gerningers fuldstændige tavshed om Paulus breve må vække forundring også hos dem, der anser skriftet for at stamme fra Lukas selv og skriftet handler jo i vidt omfang om apostlen Paulus. Så måtte Lukasskrifterne altså være endnu senere? Ja, det fremgår også af den nyeste fortolkning, som anbringer dem et godt stykke inde i det 2. århundrede, måske så sent som omkring år 140 det er ganske tæt ved Justin og bekræftes af Justins og Lukasskrifternes ligeartede bibelteologiske holdning og af deres med hinanden beslægtede fortolkning af Det Gamle Testamente.

Den sene datering har også noget med gnosticismens fremkomst at gøre gnostikerne havde misbrugt Paulus breve (se Andet Petersbrev 3, 16; Første Timotheusbrev 6, 20-21) og derved bragt dem i miskredit. Den fremtrædende gnostiker Markion optrådte netop i Rom omkring år 140. Han havde misbrugt Paulus breve, og hans virksomhed var kendt af Justin.

Et par steder i dialogens forløb forglemmer Justin sig selv og den fiktive rammefortælling, han har sat samtalen med Tryfon ind i. Som sagt er rammen den jødisk-romerske krig år 132-135 under kejser Hadrian. Det er ren fiktion. For så skriver Justin pludselig, at han havde forfattet et skrift til forsvar for de kristne og indgivet det til kejseren men dette forsvarsskrift var ikke stilet til Hadrian selv, men til hans efterfølger, Antoninus Pius (138-161)! Gennem denne litterære forglemmelse véd vi til gengæld, hvornår og hvor både det nævnte forsvarsskrift og lidt senere dialogen med Tryfon var blevet skrevet: i Rom i 150erne. Dér led Justin sammen med en række fæller også martyrdøden ved halshugning omkring år 165.

I dag udkommer Justins dialog med jøden Tryfon. Oversat med indledning og noter ved Jørgen Ledet Christiansen, Niels Hyldahl og Mogens Müller. På Forlaget Anis