Prøv avisen

Jyske Lov og Hedeby, Danmarks første bispedømme?

Den seneste tids heftige debat om, hvorvidt Jyske Lov nu også var hele Danmarks Lov, er ikke emnet for denne kronik. Det er til gengæld spørgsmålet om, hvorfor én af de otte bisper i 1241 tituleres "biskop Jens af Hedeby" og ikke af Slesvig, skriver Jørgen D. Siemonsen i dagens kronik. På billedet ses Jyske Lov. Foto: Liselotte Sabroe

Da Valdemar Sejr i 1241 gav Jyske Lov i Vordingborg, var Danmarks daværende otte bisper og rigets bedste mænd alle til stede. Kigger man nærmere på fortalen til loven, rejser der sig det kirkehistoriske spørgsmål, hvorfor én af de otte biskopper tituleres biskop Jens af Hedeby og ikke af Slesvig? Skal kirkens tidlige historie skrives om?

DA VALDEMAR SEJR (1202-1241) i marts 1241 gav Jyske Lov i Vordingborg, var det med samtykke af sine tre sønner og senere konger i denne rækkefølge: Erik Plovpenning, Abel og Christoffer I. Til stede var også Danmarks otte bisper og rigets bedste mænd. Dette fremgår af Fortale til Jyske Lov.

Den seneste tids heftige debat om, hvorvidt Jyske Lov nu også var hele Danmarks Lov, er ikke emnet for denne kronik. Det er til gengæld spørgsmålet om, hvorfor én af de otte bisper i 1241 tituleres biskop Jens af Hedeby og ikke af Slesvig.

LÆS OGSÅ: Tysk forargelse over biskops luksusbyggeri

Biskop Jens eller Johannes optræder ganske rigtigt i bisperækken for Slesvig fra 1240 til 1244. Overraskende er det derfor, at bispedømmet i Jyske Lovs fortale benævnes Hedeby. Hedeby blev nemlig ifølge pålidelige og samtidige kilder erobret og nedbrændt til grunden af norske vikinger allerede i cirka 1050 og flyttet over på Sliens nordbred under navnet Slesvig.

Men hvorfor Jens af Hedeby i 1241, når samme Valdemar Sejr for eksempel i sin Jordebog fra 1231 kalder byen for Slæswich? Dette spørgsmål vender vi tilbage til om lidt.

Slesvig Stadsret (cirka 1200) og Saxo (cirka 1185) handler eo ipso kun om Slesvig. Derimod nævner en af de fire runesten fra 900-tallet fundet i området Haithabu, Hedebys navn på olddansk og på moderne tysk i dag. Fremdeles anløber en norsk købmand Ottar æt Hæthum ((byen) ved Heden) i 900-tallet.

Lad os først se lidt nærmere på Hedebys tilblivelseshistorie: Hedeby ved Jyllands fod i bunden af Slien blev grundlagt 804 af kong Godfred, fortæller pålidelige frankiske annaler. Godfred havde året inden erobret og ødelagt den slaviske handelsplads Reric i Mecklenburg og tvangsforflyttet byens købmænd og håndværkere til Hedeby en ganske hårdhændet, men effektiv form for teknologi-overførsel, må man nok sige.

Hedeby blomstrede hurtigt op til at blive Nordens største handelsstad gennem 800- og 900-tallet ifølge den tyske kannik Adam af Bremens beskrivelse af Norden fra cirka 1070. De seneste årtiers arkæologiske udgravninger på Hedebys 24 hektar store areal har afsløret en velorganiseret bydannelse med træbelagte veje og broer samt systematisk matrikelopdeling beskyttet af op til 10 meter høje og 1,3 kilometer lange bymure i form af en halvkredsvold. Fremdeles et kæmpe bolværk i noret omkring en storhavn med pakhuse, store anløbsbroer og kajanlæg.

Dermed fik kongen som vogter af markedsfreden med ét slag adgang til enorme told- og skatteindtægter fra transithandelen på Østersøen til Nordsøen og vice versa. Hedebys placering var strategisk og logistisk optimal med små 40 kilometer inderst inde i Slien den såkaldte slesvigske landsnævring. Bare 15 kilometer vest herfor lå nordsøhavnen Hollingstedt ved Trenefloden, der løber ud i Ejderen og Nordsøen. Transporten foregik i oksekærre og måske pr. flodpram et stykke vej op ad Rheide-åen godt beskyttet af Dannevirkes mægtige voldanlæg.

I mange henseender fik Hedeby-tolden nærmest samme betydning for kongerigets finanser i vikingetiden, som øresundstolden gjorde det i middelalderen og helt frem til 1857. Her var det såmænd også transithandelen på Østersøen til Nordsøen og omvendt blot med den lange og farlige sejlrute norden om Skagen (Ummelandsfarten) .

Eksperter skønner, at Hedeby på sit højdepunkt kan have rummet op til flere tusinde fastboende indbyggere og besøgende og dermed betydeligt større end Danmarks første rigtige handelsby Ribe (grundlagt cirka 700) og Birka i Mälaren.

Og hvor mange mennesker såvel lokale hedninge som mange kristne tilrejsende købmænd og søfolk færdes i handel og vandel, er der penge og kunder i luften med gunstige forudsætninger og grobund for den kristne mission. I de store handelsbyer var der jo i forvejen et praktisk behov for at betjene tilrejsende kristne købmænd og søfolk præcis som i dag, hvor danske sømandskirker er etableret i mange af de større havnebyer rundt omkring på kloden.

Dette aspekt fik kejser Ludvig den Fromme (814-840), Karl den Stores søn, da også snart blik for. Følgelig sendte han i 826 den frankiske missionær Ansgar (801-865) til Hedeby.

Missionen blev langtfra fremgangsrig, men var dog en start med enkelte lyspunkter. En lille missionsskole blev det faktisk til, men ingen kirke. Ved sin hjemkomst blev Ansgar i 831 udnævnt til ærkebisp over det nyoprettede ærkebispesæde i Hamborg med ansvar for missionen i Danmark og Sverige.

Efter indbydelse fra kong Horik genoptog Ansgar i 849-850 missionen i Danmark. Kongen skænkende denne gang Ansgar en byggegrund med tilladelse til at opføre kirke og præstebolig og få år senere også et klokketårn. Ingen kender i dag beliggenheden af Danmarks således første (træ)kirke i eller tæt ved Hedeby: Arkæologer har i flere hundrede år ledt efter spor af Ansgars kirke, der ifølge efterfølgeren Rimberts beretning Vita Anscari (cirka 880) skal have været viet til Maria.

Inden for Hedebys mure er den (endnu) ikke fundet. Heller ikke den tæt nord herfor beliggende Haddeby Kirke viet til Andreas har tilsyneladende haft en trækirkeforgænger. Det samme gælder den lille og meget yngre Mariakirke på Holm sydøst for Slesvig.

Aktuelt påkalder en lokalitet lige øst for Hedeby ved indsejlingen til noret sig en vis interesse: Det drejer sig om en markant morænebakke, der på tyske kort i dag benævnes Karberg. På de gamle danske kort hedder stedet derimod Kirkebjerg (Kar er lig med Kirke).

Og nu tilbage til udgangspunktet anno 1241 i Vordingborg, hvor biskop Jens af Hedeby sammen med sine syv kolleger bivånede kong Valdemar den Stores udstedelse af Jyske Lov: Hvorfor Jens af Hedeby og ikke af Slesvig?

Fra bispedømmets oprettelse i 948 til Hedebys ødelæggelse i cirka 1050 nævnes i alt syv biskopper. Dersom disse første bisper residerede i Hedeby, må der efter sagens natur også have været en (omend beskeden) domkirke. I så fald velsagtens en efterfølger til Ansgars lilleputstavkirke.

En sådan første domkirke i Norden med nærliggende bispegård på kirkebjerget højt hævet over indsejlingen til metropolen Hedebys travle anløbsbroer må have været en fortrinlig reklamesøjle for den kristne mission, som har kunnet beskues i miles omkreds over hele Sli-regionen.

I noret mellem Hedeby og Karberg har marinarkæologer i øvrigt fundet en intakt kirkeklokke støbt i midten af 900-tallet med metal fra Rammelsberg i Harzen. Måske er klokken, der er Nordeuropas ældste kendte, ved et uheld faldet over bord, da den nystiftede bispestols prestigefulde domkirke skulle forsynes med de op til seks kirkeklokker, som et dekret fra synoden i Aachen i 817 havde normeret til domkirker. Og den i Hedeby var sågar den første af slagsen i hele Norden.

I så fald bunder titlen biskop af Hedeby så sent som i 1241 i en urgammel tradition: Kongemagten in casu Valdemar Sejr har ved en bevidst arkaisering af bispetitlen ønsket at agte og værne om, at Hedeby fra 948 var sæde for Nordens første bispestol og for den første kristne kirke på dansk grund (skænket af kongen) og indviet af Nordens apostel, Ansgar, omkring 850.

Jørgen D. Siemonsen er direktør og cand.polit.