Kæmpehånden og kunsten

Udstillingen IKON 2000 i Kunstnernes Hus i Århus har til formål at få nutidsmenneskets eksistens og levevilkår belyst ud fra den tanke, at kunstens opgave er social og mental. En af udstillingens censorer fortæller om tanken bag

Kunstens formål er at oplade sindet for virkeligheden omkring os med henblik på at genskabe en ny samhu og et nyt fællesskab. Det er ikke ligetil. Vort store problem er, at vi næsten ikke ser virkeligheden og menneskene omkring os. Narcissismen har grebet om sig. Hvor er verden? Mange tror, at den kun er i os selv, og at det alene gælder om at udfolde sig selv ud fra gener, der ligger i os. Det skyldes, at bevidstheden eller den guddommelige fornuft, som man sagde i kulturens tid, er så godt som udraderet. For samfundet stiller større krav til os og vor ekspertise end nogensinde. Vi får ikke tid til at komme til os selv, se os selv som led i en større sammenhæng, endsige i hele menneskeslægtens historie. Skønt vi rejser jorden rundt som aldrig før, er resultatet blevet, at vor menneskelige horisont og forståelse aldrig har været så snæver. Derfor er vi kommet til at se ud, som en række kunstnere på udstillingen IKON 2000 virkelighedstro har skildret os. »Vi ved ikke, hvem vi er«, siger Marianne Knutz direkte i et maleri. Mennesket går lille og alene på en alt for stor trappe, som i Anette Knudsens univers, og det går nedad, endnu i solen, men hvor længe? Det føler sig ladt i stikken, hvis det ikke lige modsat føler, at det selv ejer hele verden, som Rudi Plehns laskefede »Olympia«, der hører englene synge foran sig, når grisen grynter under hende. Kunstnerne op gennem tiden har altid vidst, at de drager næring af det miljø og den opdragelse, den religion og politik, de sæder og skikke, som de lever i. På godt og ondt sætter tidsånden sit uudslettelige præg på deres værker. I den forbindelse viser udstillingen med al tydelighed, at der må være noget galt med tidsånden i dag. Hvordan kan man ellers stå der, som Hans Peter Larsens trodsige dreng Matias, nøgen, med manieret krop, i dybeste mistro til verden? Hvordan ellers posere og føre sig frem som Christian Kyhls menneskedyr, der stirrer tomme i blikket og voldeligt aggressivt på os. Vi ser dem alle hver dag, mange gange hver dag. Det er med til at få døden til at fylde os, ikke med nærvær, men fravær, som i Ole Lindqvists »Lørdag, apati«. Her ser én ud ad vinduet, men efter hvad? Og ellers sidder eller står menneskene helt håbsforladte oven på »Fredag nat, nedtagelse«, ikke af Kristus, men af et moderne menneske, der med sin hvide, neutrale skikkelse ikke synes at have været i stand til at give et budskab, værd at bringe videre. Guds eller traditionens kæmpehånd, hvor er den? Den store kunstner så sig, mens kulturen endnu var levende, indtil 1800-tallet, altid ført af kæmpehånden. Kunstneren så kunstens mening i, at han med håndens hjælp fik lov at indskrive en bemærkelsesværdig strofe eller linje i menneskeslægtens historie. Kæmpehånden koncentrerede sig altid om menneskeskikkelsen. Den fordrede, at kunstneren skabte skikkelsen så skøn som muligt, så den blev til glæde og nytte for beskueren. Bare jeg kunne måle mig med den afbildede, skulle beskueren tænke. Derfor koncentrerede kunstneren sig ofte om, ud fra den ufuldkomne person, der sad for ham, at skabe et billede af det højest stræbende eller smukke i ham. Kunstens mål var således menneskets højnelse. »es gibt kein Liebe!« Alligevel vil vi mennesker alle gerne være mere frie, mere os selv, mere optaget af verden og hinanden. Er kunstnerens opgave i den situation ikke at se den trang i alle, som han møder, uanset hvor rudimentært den kommer frem? Det er, hvad flere kunstnere på udstillingen forsøger, blandt andet Malene Woltman i et fint portræt af en ældre, kejtet velvillig kvinde i en rød kjole, hvis ene skulderstrop hænger. Og er det ikke, hvad Bo Emrek Pepke vil med af traditionen inspirerede figurer, der nok har problemer, men også har noget intakt i sig, måske fordi deres forlæg er skabt i kæmpehåndens periode. »her ser alle folk ud som kæmper«. Se lige på ham der. Se, nu slår én tanke ned i ham, nu en anden. Se, hvor ligetil han står. Se, hvor han glæder sig over den kvinde, han lige nu taler med. Der må virkelig være noget i hende. Hvorfor så jeg det ikke, da jeg selv snakkede med hende for lidt siden. Men også selvom vi har kendskab til denne opløftende tankegang, får vi problemer i dag. For hvad nu, hvis den moderne kvinde ligner Peder Pedersens »Luderen«, en moderne total korrupt Leda, som svanen nede i hjørnet får svært ved at opnå andet andet end en syg grøn cash-kontakt med? På den anden side, hvad nu, hvis kvinden i dag bærer den smukke kvinde fra Jorge Nigros »Kretas fisk« som godt gemt ideal i sig? Er det så ikke det billede, der vil få os i bedre humør, give glæde. Er det derfor ikke vigtigt for den moderne kunstner at have den pige i sindet til at påvirke skabelsesprocessen? Den store kunstners værker er ikke prangende. De er ikke udstyret med fine perler og guldsmykker, med overraskende forbindelser mellem mærkelige farver og ukendte former. Han overlader originalitetsjaget, det mystisk-sublime, det tilsyneladende eventyrlige til nybegyndere og dem nederst i fjerde division. I stedet trænger han ind til det almenmenneskelige, optages af det simple og sande, suger næring af det folkelige univers, som man kender fra de jævne du-og-jeg samtaler i en stue eller på et værtshus. Kigger man på Michelangelo, Rembrandt eller Picasso, glemmer man pludselig, at man står på et af de fine museer i Firenze, Amsterdam eller Paris. Så sidder man i tanken pludselig hjemme i Århus eller Horsens og taler med dem, som man kender. Og så opdager man med ét, at man ikke kender de mennesker alligevel, eller i hvert fald ikke kender dem godt nok. Hvad vil de egentlig med deres liv? Hvordan får de afløb for deres trang til kærlighed? Hvad er det, de gang på gang har villet betro mig, men ikke har fået sagt, fordi mit væsen var for tillukket og for selvoptaget. Jeg må hjem, tænker man så, ind på livet af dem. Som menneske er man jo kun de bånd, man knytter. Michelangelo, Rembrandt og Picasso vækker hjemfølelsen og optagetheden af menneskene i én. Og er det ikke netop, hvad man må forlange af kunstværker, at de skal gøre? De skal ikke blænde os, være for maleriske, eksplodere i form og farve. De skal gå til hjertet, være enkle, ligefremme, tale sandt om livet, være en bekendelse om vor etiske væren, om den sanselighed og lidenskab, der vokser, hvis den kombineres med åbenhed, håb og kærlighed. Jeg glemmer aldrig, da jeg første gang så Michelangelos skulptur »St. Matthæus« fra 1506. Han stod struttende af indestængt energi, men rådvild på en trappe mellem himmel og jord. Han skulle vælge mellem sin egen berømmelse i pavens Rom og den vigtige gerning for republik og frihed i Firenze, som han allerede var i fuld gang med. Han stod sidelæns, helt manieret, kunne hverken komme op eller ned. Der var flygt og uro i øjnene på ham. Det var ikke til at vælge. Men så valgte han, gæt hvad? Berømmelsen. føren sig frem, berømmelse, magt, ære frem for frihed og medmenneskelighed. Derfor kniber det for den moderne kunst. Kilderne til lidenskab og skønhed er næsten udtørret i et barsk samfund, der kræver, at vi tjener Mammon og opgiver Gud. Mange af os føler hele tiden, at vi ikke slår til menneskeligt, at vi mentalt set er stoddere i en verden af forarmelse, uden værdighed, uden menneskelig højhed. Og kunsten er lige så fattig og lav. Vi savner en kunst, hvor mesteren som på Akropolis eller i renæssancen var beruset af en lidenskab for formen, der udsprang af en åndelig lidenskab for de mennesker, som han færdedes blandt. I stedet har vi fået en kunst, hvor kunstneren er optaget af at demonstrere sit talent og skabe et afsides tilflugtssted væk fra livets onder og besvær. Hvad publikum angår, er de ikke særlig tilfredse med den figur, de gør i deres egne forestillinger. De søger derfor trøst og fornøjelse i en kunst, der viser billeder af billeder adskilt fra virkeligheden, en kunst, der fjerner det skønne fra det nyttige. Derved glemmer man, at det tillader kæmpehånden og naturen i os ikke. Så snart skønheden søges, ikke af samhu, dvs. af religiøs følelse og kærlighed, men for nydelsens skyld, nedværdiger og udsletter kunsten det tilbageblevne af det søgende menneske i os. Så udformes kunsten, som ofte i dag, som en formdomineret, på én gang hektisk, blødagtig og sygelig skønhed, der kun tiltaler de patienter på psykiatriske hospitaler, som vi alle er ved at udvikle os til. Problemet i den situation er, at kunstnerens hånd ikke kan udføre noget, der ikke ligger i hans egen karakter. Hvis man depressivt eller højrumpet afskriver mennesker som smagløse, sløve og umulige at ryste og omvende, trøster man sig i stedet med vældige farvelader og abstrakte marmorblokke. Så forkaster man livet og skaber en død kunst, som man kalder poetisk og sublim. Skønheden må derfor vende tilbage til kulturens alliance med de nyttige kunster, så det nok så spinkelt ædle og gode i mennesket kan få grobund igen. Kun hvis kunsten laves med kærligheden og fællesskabet for øje, kan den fungere som kæmpehåndens eller traditionens medhjælp. Det er meningen med kunsten som med al vor menneskelige virksomhed. De kunstnere, der udstiller i IKON 2000, kender det barske og håbløse i verden. I hvor høj grad de også tillader håbet og kærligheden en mere eller mindre beskeden plads, må de selv overveje. Det bør vi som beskuere også, når vi ser på deres billeder og på moderne kunst i det hele taget. Vi må prøve at lede efter det håb, når vi går på udstillinger. Måske vi opdager det i nogele af billederne, nok ikke mindst de barske, og så også i os selv. I så fald har besøget ikke været forgæves. I IKON 2000 er håbet spinkelt, men det er der. At udfolde håbet og kærligheden er udfordringen for moderne kunst i fremtiden. Hvis ikke det sker, dør kunsten, og så tager det menneskelige i os ubodelig skade. kunsthistoriker, dr.phil.