Københavns Stift i tænkeboks

Eksperimenter med en så stor mastodont som et hovedstadsstift er langtfra omkostningsfrit. Alt må overvejes grundigt, før man begynder at pille ved detaljerne i strukturen

ph.d., menighedsrådsformand i Emdrup Kirke teol.dr., lektor i Gammel Testamente Efter tænketank og stiftsmøde må vi i tænkeboks og grunde over kirkens overlevelse i Københavns Stift. Vi skal tænke os godt om, og ikke blot overveje øget demokratisering, men også kirkelig nytænkning. For et par århundreder siden lå lord Nelson derude på Øresund før angrebet på København. Han satte kikkerten for det blinde øje og skabte en løsning. Det kostede mangen almindelig københavner livet. I denne tid er kirkelivet i København under lup. Før der foretages et dybtgående operativt indgreb på hovedstadens kirkelige strukturer er det vigtigt, at kikkerten holdes for det rette øje. Eksperimenter med en så stor mastodont som et hovedstadsstift er langtfra omkostningsfrit. Alt må overvejes grundigt, før man begynder at pille ved detaljerne i strukturen. Vandene er ellers ved at være pisket godt op efter en række interessante tiltag. Det hele er sat effektivt på skinner med biskop Erik Norman Svendsens initiativer til brainstorming. Efter to ture igennem tænketank har der nyligt været et konstruktivt stiftsamråd for at skabe en bredere debat om en bedre demokratisk repræsentation i fremtiden. Projektet er endnu i idegenereringsfasen, men nedtællingen er begyndt, og snart vil det være for sent at bremse op. Det er da også pinagtig nødvendigt med et radikalt indgreb i stiftet, fordi storbyen ikke fortsat kan financiere de mange gabende tomme kirker uden stille og roligt at gå konkurs. Med denne tikkende bombe under hovedstadens kirkeliv vil det kun være en stakket frist at lukke øjnene i håb om, at problemet så er væk. Der skal læg-ges handlingsplaner for de tomme ufinancierede kirkebygninger. Ellers sluger de midlerne fra de kirker, hvor der er perspektiv i nye investeringer. Vi kunne selvfølgelig bare lade vor biskop selv bestemme, men det er kun naturligt, at han på stiftssamrådet 3.-4. december efterlyste en bred demokratisk repræsentation, der kan lægge ryg til de nødvendige forandringer i stiftet. Han kan selvfølgelig ikke være interesseret i at sidde med sorteper og bagefter få tæskene fra de utilfredse. Tankerne om moderne management er næppe stiftets nye mirakelkur. Vi har ganske vist endnu ikke set det nye forslag til det direktør-styrede A/S Hovedstadsstiftet, men kan dog næppe forestille os, at rigspolitiet eller statsjernbanen duer til den kristelige efterfølgelse. Tænk bare hvis vi skulle til at skifte vor biskoppelige direktør ud, hver gang vi tabte et par tusinde sjæle i ydersognene. Eller tænk hvis firmaet blev opkøbt af en udenlandsk investor med bopæl i Rom, eller noget i den stil, og hvad nu hvis det var en selskabstømmer, ikke? Det nye er, at Københavns biskop nu foreslår en udvidelse af demokratiet med en ny rådgivende forsamling. Egentlig skulle man jo være et skarn, hvis man ikke ønskede mest mulig medindfyldelse. Når de københavnske menighedsråd ikke bare uden videre rejser sig i langvarigt og taktfast bifald, er det naturligvis, fordi man kan få prakket et demokrati på halsen, som kan kvæle mindretallene. Og alle kirkeligt interesserede er under alle omstændigheder nationalt i mindretal. Vi skal først vide, hvilken form for demokrati vi vil få tilbudt. At det ikke er ligegyldigt, hvad der menes med demokratiet kan københavnerne snart ved selvsyn erfare på den anden side af sundet. Når den svenske kirke i år frigøres fra staten som fri og demokratisk, så bindes den til et politisk partivælde med legitimitet fra omkring hver 10. svensker. De biskoppelige tjenestemænd har fået frataget deres læreembede. Præsterne er ansat under et lokalt politisk råd. Den form for demokrati har forhåbentlig ikke en chance i de københavnske stiftscirkler. Midt i en helt naturlig diskussion om fordele og ulemper ved demokrati er det dog i virkeligheden et helt andet spørgsmål, der er afgørende. Det er grunden til, at stiftet efter en spændende periode i tænketanken nu må sætte sig stille og roligt en tid i tænkeboksen. Stiftet skal nu besvare det ene store spørgsmål i kvit eller dobbelt: er det virkelig blot nye strukturer der er redningen? Den virkelige udfordring til stiftet er, at vi har medansvar for byens grundige afkristning. Byen blev grundlagt af en biskop Absalon tidligt i sidste årtusinde. Vi københavnere har i løbet af de sidste par generationer fortrængt byens kristne identitet så grundigt, at det blot er en procent eller så af dens befolkning, der bruger kirken regelmæssigt. Dagens københavner har draget konsekvensen af, at moderne teologi ofte har fremstillet kirkens lære som løgn og latin, og tilpasset sig modernismen i livsstil og praksis. Han er ofte godt tilfreds med de historiske bygningsværker og føler en kulturel stolthed over at være døbt som alle andre gode danskere. Men han drømmer ofte ikke om at spilde en søndag formiddag på at gå i kirke. Den almindelige københavner ved ikke, at han i en tænketanksrapport er udnævnt til passivt medlem af en »fjern menighed«. Selv opfatter han sig som søgende, agnostiker, ateist eller noget i den stil, og vil tages alvorligt som sådan. Vore kære passive folkekirkemedlemmer udgør endda et selvforstærkende problem. Jo flere udmeldinger, fraflytninger og indvandrere stiftet får, desto færre ligningskroner er der i kassen til at vedligeholde de af kirkerne, der står tomme. Oven i købet kan det sagtens blive for dyrt for den almindelige københavner at betale for sit besøg i kirken hvert 15. år til dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Det værste scenario er naturligvis, at der går mode i at spare på kontoen for kirkelige ceremonier. Man behøver kun tænke på de to procent aktive brugere af systemet som de eneste betalende stiftsmedlemmer for at mærke gyset! På den baggrund ligger styreformen for så vidt i petitesseafdelingen. Kirken har ganske vist en ejendomsværdi, men den har egentlig ikke andre aktiver, end dens forvaltning af et budskab og et fællesskab. Alt står og falder med det lokale engagement. Lutherske menighedsråd har såmænd blot brug for en god leder, der kan administrere vore egne lokale beslutninger og sikre fælles anliggender, så alle får retfærdigt i henhold til rettigheder og behov i stiftet. En god biskop, der gerne vil løse vore lokale problemer og har midlerne til det, er i hvert fald langt at foretrække for et handlingslammet (skin)demokrati! Det mest epokegørende på det seneste stiftssamråd var derfor også, at flere ærede talere plæderede for, at der skal kommunikeres med det moderne menneske, der skal bygges menighed, og der må missioneres. Fikse analyser og nye ideer er stort set ligegyldige, hvis der ikke vindes nye aktive medlemmer. Uden det vil Københavns Stift stille og roligt sygne hen og dø ud. Så må stiftet ligge i hi, indtil der opvækkes et livskraftigt kirkeligt slægtled med lyst, kræfter og evner til at opbygge menigheder med ydre og indre evangelisk identitet. Midt i den megen snak om aktivitet skal man ikke glemme, at det i bund og grund er spørgsmål om teologisk bevidsthed. Vi kan ikke undgå at røre ved det egentlige centrale spørgsmål om identitet i kirkens budskab. Jo mere husene tømmes, desto større er behovet for besindelse på varen i butikken. Den teologiske bevidsthed kan ingen i stiftet naturligvis tage patent på. Det kan ikke være en enkelt retnings enemærker. Netop derfor må man også skaffe de bedst tænkelige vilkår for den teologi, der rent statistisk plejer at samle de fleste trofaste kirkegængere. Pointen kan illustreres med et godt lokalt eksempel. Fredens og Nazaret sogne i Ryesgade skulle for år tilbage slåes sammen, fordi kirkegangen var vigende. Så fik sognene halvanden præst med en teologisk baggrund i det Dansk Bibel-Institut, som nogen menighedsrådmedlemmer frygter som pesten. I dag mønstrer en normalgudstjeneste 2-300 hovedsageligt unge mennesker i et blomstrende fællesskab med massevis af aktiviteter og god kontakt i kvarteret. Selvfølgelig skal stiftet diskutere strukturforandring, men der skal også slagtes køer. Hvad med om biskoppen gav den mindst velbesøgte tredjedel af kirkerne det gule kort, så præst og menighedsråd fik en frist til at vende tilbagegangen med ekspertbistand fra stiftet. Hvis en sådan kirke så forblev gabende tom, kunne man måske for en tid udleje den til kunstudstillinger, grundtvigske foredragsaktivitetet eller frie lutherske evangeliserende menigheder. Det ville give kroner til at financiere stiftets bæredygtige huse. I hvert fald er redningen, at der også ansættes Kristus-entusiastiske forkyndere, som kan udfordre den moderne københavner på troen. Vi er godt klar over, at de missionerende præstekandidater mange gange bliver siet fra på grund af deres omgang med Bibelen og bekendelsen. Men hvis disse menighedsplantere nu ikke kan se fidusen i, at de skal gifte folk igen og igen? Hvorfor ikke bare bruge dem til evangelisering, som de er gode til? Stiftets missionerende præster og menighedsråd kunne sørge for at samle mennesker gennem en konfronterende kommunikation, oplæring og sjælesorg i teamwork med aktive medlemmer af menigheden. Andre kunne så passe de store tomme historiske kirkebygninger og stå for ceremonielle funktioner for de københavnere, som har fravalgt menighedsliv og tro og kun skal bruge en rituel serviceinstitution. Den slags provokerende nytænkning vil møde modstand. Men stiftet overlever kun på en missionerende nytænkning. Dybets set skal stiftets strukturdrøftelser blot sikre opsøgende og Kristus-satsende menigheder. Det handler om gode lokale vækstmuligheder i et postkristent hovedstadsliv. Om det sikres bedst ved et biskoppeligt enevælde, et sognedemokrati eller stiftsparlamentarisme er i for sig underordnet, hvis bare målet står klart. Det er den teologiske bevidsthed, der skal redde kirken. Københavns Stift må derfor blive siddende lidt længere og svede i tænkeboksen, indtil det er sikret. Alle gode kræfter skal satses på at skabe nye vækstvilkår for hovedstadens kirkeliv i det nye årtusinde. n