Forfatter og tidligere præst om Mindelundens modstandsfolk: Kæmp for alt, hvad du har kært

Med rette mindes vi i dag dem, der kæmpede for friheden under Besættelsen. Men hvornår rejses der et mindesmærke for ”den usynlige hær”? For modstandsfolkenes børn. Deres frihedskamp var mod deres vingeskudte, psykisk nedbrudte forældres dæmoner

"Kæmp for alt, hvad du har kært! Her ligger de. Men der var mange af Besættelsens tapre, hvis kamp ikke sluttede den 4. maj. Godt nok overlevede de fysisk. Men ikke psykisk.," skriver kronikør, Niels Johansen.
"Kæmp for alt, hvad du har kært! Her ligger de. Men der var mange af Besættelsens tapre, hvis kamp ikke sluttede den 4. maj. Godt nok overlevede de fysisk. Men ikke psykisk.," skriver kronikør, Niels Johansen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix og privatfoto.

Det er forår, alting klippes ned, synger jeg med Benny Andersen på vej ind i Mindelunden. Ja, i den skarpe formiddagssol med mere end højt til himlen er det virkelig, som om alle ens smålige lommeuldsbebrejdelser af dit og dat bliver beskåret, klippet ned og placeret, hvor de hører hjemme. I livets småtingsafdeling.

Hver gang, jeg besøger Mindelunden, føler jeg, at jeg er på hellig grund. Her kom jeg med mine forældre, siden den blev indviet. Og historierne om de tapre døde fik jeg fortalt, så jeg ikke glemmer dem. Og nu står jeg så igen ved det helligste sted i Mindelunden.

På plænen foran de tre henrettelsespæle ligger der blomster. Og på en plade i græsset står Kaj Munks digt: ”Drenge! I drenge, som døde/ I tændte for Danmark i dybeste mulm en lysende morgenrøde.”

Det er ikke svært at se fangerne for sig.

De første, der blev henrettet, var de seje jyder fra Hvidsten og siden kom så alle de andre, der ligger begravet i den store plæne. Her stod de deres sidste morgen, før byen vågnede, og sang deres modige morgensang: ”Kæmp for alt, hvad du har kært,/ dø, om så det gælder!/ Da er livet ej så svært,/ døden ikke heller.”

Så faldt skuddene. Og derefter evighedens stilhed, mens de døde blev båret bort.

Jeg forstår godt Jørgen Kieler, der i bogen ”Før jeg siger farvel”, skriver:

”Siden krigen er Mindelunden stedet, jeg søger hen, hvis jeg er ked af det eller skal træffe en beslutning, der er forbundet med risici. Så går jeg herud … Nogle finder det sentimentalt, men at gå ind i sit lønkammer er fornuftigt, når man har brug for at tænke sig om. Troende gør det i en kirke eller i en moské, andre søger i naturen. Vi har alle et privat sted med stort P. Mit er hér.”

Kæmp for alt, hvad du har kært! Her ligger de. Men der var mange af Besættelsens tapre, hvis kamp ikke sluttede den 4. maj. Godt nok overlevede de fysisk. Men ikke psykisk. Så brændemærket var de af deres oplevelser på sjæl og sind. Fik de tilbudt krisehjælp? Hvem kendte det ord dengang? De måtte selv prøve at blive mennesker igen. Lykkedes det?

Mindst en tredjedel af Holger Danskes medlemmer fik efter krigen konstateret psykiske lidelser, skriver Peter Birkelund. Og ikke så få opgav deres personlige krig og tog deres eget liv. Nok blev mørklægningsgardinerne brændt i de fleste hjem på den lyse majaften. Men mørket og angsten med stort sad i tapetet i de mange hjem.

Og nu kommer jeg til mit anliggende med denne kronik. Der er mange mindesteder og stærke mindesmærker i Danmark. Og her i Mindelunden føjes der stadig flere til. De mange søfolk, der valgte at sejle i allieredes tjeneste, fik Mindeankeret i Nyhavn.

Og nu har de også fået en meget smuk skulptur skabt af Per Arnoldi i Mindelunden. Og de danske soldater, der mistede livet, har også fået en smuk søjle af Bjørn Nørgaard. Men hvornår rejses der et mindesmærke for ”den usynlige hær”? Titlen har jeg lånt fra Knud Sønderbys roman af samme navn. Men som ham tænker jeg ikke på modstandsbevægelsen, men på de alt, alt for mange af mine jævnaldrende og i flere tilfælde mine legekammerater, der efter Befrielsen måtte fortsætte kampen på hjemmefronten. Deres frihedskamp var mod deres torturerede, vingeskudte, psykisk nedbrudte forældres dæmoner. Sidste år viste DR nogle stærke udsendelser om disse børn.

Lad mig blot nævne dramadokumentaren ”Min fars krig”. Så er det ikke snart på tide, at børnenes usynlige hær får deres eget mindesmærke? Intet er tykkere og mere rødt end børns hjerteblod for deres forældre.

Lad mig fortælle om tvillingerne Dan og Simon. Deres forældre, Ulrik og Petra, var meget aktive i Holger Danske. Til deres store sorg var de barnløse. Men umiddelbart inden Befrielsen reddede de en gravid såkaldt tyskertøs fra at springe i vandet. (Hendes synd var, at hun havde forelsket sig i en ung tysk soldat). Som praktiserende læge og sygeplejerske tog de sig af hende. Skaffede hende i sikkerhed i et hjem i Jylland og adopterede hendes tvillinger Dan og Simon, der blev Ulrik og Petras største frihedsgave.

I sin dagbog skrev Petra: ”Montgomery befriede Danmark. Dan og Simon vandt freden for os. Desværre blev det kun en meget midlertidig fred. For godt nok overlevede Ulrik. Men han blev aldrig et helt og levende menneske mere. Og slet ikke den far, han havde glædet sig til at blive og af hjertet håbede at blive. Jeg må igen nævne fredens bitre tømmermænd. Jo længere afstand jeg er kommet på fredens lyse nætter og sommeren 45, jo tungere er det at skrive ærligt om dem. Ulrik og jeg fik sammen med et par af vore kammerater til opgave at køre rundt i lastbil og hente nazister, tyskvenlige, værnemagere og feltmadrasser. Der blev ikke sparet på kræfterne til at vise vore landsmænd, hvad vi syntes om deres handlinger. At kaste med rådne tomater og æg mod fangerne, der stod på ladet på de åbne lastvogne, var ikke det værste. Hvad Ulrik oplevede under og årene efter, hvor han var med i retsopgøret, kom han sig aldrig over.”

Ulrik måtte fortsætte kampen mod sine dæmoner. Sine natlige mareridt og sin skyldfølelse. Med en fortid i garden og et meget roligt temperament havde han påtaget sig gruppens tungeste opgave: stikkerlikvideringer.

Dan og Simon voksede op – set udefra i et solidt lægehjem i et villakvarter nær Svanemøllen. Men skønt deres mor kæmpede en heroisk kamp for at holde sammen på familien, krævede det mere end, hvad Petra, en af de stærkeste kvinder i Holger Danske, kunne præstere. Hun kæmpede på to fronter. For sin syge mand. Og for sine raske sunde ønskebørn.

Hun skriver i sin dagbog: ”Ulrik orker ikke at se nogen. Hans lunte liver kortere og kortere. Og så er der alkoholen. Ulrik har mistet flere af sine gamle patienter, der ikke er tilfredse med hans glemsomhed, og som givet også har bemærket, at han ikke altid er helt ædru. Hvad skal jeg gøre?” Ulrik græd utrøsteligt og fortalte, at alt ville blive bedre, hvis han ikke var der mere. De kunne begynde et helt nyt liv uden ham. Der var bare problemet med hans livsforsikring. Den ville hun ikke få udbetalt, hvis han tog sit eget liv. Petra hørte på ham og fortalte ham igen og igen, hvor meget hun elskede ham.

Og som de havde kæmpet sammen under krigen, sådan skulle de nu også kæmpe sammen. For hinanden. For børnene. Ulrik lovede også at begynde på antabus. Og det holdt også i en måned, men så vendte de natlige mareridt tilbage, og han orkede ikke at stå op.

Hvordan reagerede Dan og Simon? Det er svært at gætte. For man gætter næsten altid forkert. Hvad var det, deres far fejlede? Var det deres skyld? Gjorde de ikke alt, hvad de kunne, for at han havde det godt? Lod de ikke være med at have forstyrrende kammerater med hjem? Men så en dag greb de til våben. De påtog sig det ultimative forsvar for deres far og tog hans stålhjelm, hans armbind og hans pistol med hen i klassen. Og det må man ikke i 3. klasse!

Stor opstandelse. Deres mor kaldes til inspektøren, hvor drengene allerede sidder. Var de flove? Følte de sig skyldige? Nej. De var stolte. De havde kæmpet for ham, som de havde kær. Deres far var en helt. Og det var deres mor også!

Var det blot en drengestreg? Nej, det var deres frihedskamp. I min roman ”Hjerter taler samme sprog” har jeg som mange andre forsøgt at fortælle om ”den usynlige hær”. Men hvornår får de deres eget mindesmærke? Mens de endnu lever?