Empati og omsorg bør kendetegne vores behandling af dyr

Dyreværnsloven og de videnskabelige parametre, den bygger på, har i den grad spillet fallit. Dyr mishandles i både landbruget og pelsindustrien, og det er hverken sentimentalt eller romantiserende, når man tydeligt tager afstand fra overgreb mod dyr

Empati og omsorg bør kendetegne vores behandling af dyr

Under overskriften ”Dyreetik: Om loven, hykleriet, følelserne og forbrugernes ansvar” gennemgår medlem af Det Etiske Råd og dyrlæge Lene Kattrup den 28. september i Kristeligt Dagblad en række sager vedrørende dyreetik for, som hun kalder det, at rydde op i pærevællingen, altså sammenblandingen af førstnævnte faktorer, når det handler om at tage stilling til måden, vores art behandler vore medskabninger på.

Eksperter og fagfolk mener, at følelsesladede holdninger, som de har vist sig i sagerne omkring giraffen Marius og senest løven Cecil, er udtryk for at særligt storbymennesker fjernt fra naturen falder for nuttethedsfaktorer og begår antropomorfisme, det vil sige tillægger dyr kvaliteter, som ifølge eksperter er rent menneskelige.

Her roder Lene Kattrup dog selv gevaldigt rundt i pærevællingen, for det bliver ikke afklaret, hvilke ”rent menneskelige kvaliteter” denne påståede antropomorfisering dækker over. Men disse faktorer skulle ifølge eksperterne bevirke, at storbymennesket har fået et unaturligt og romantiseret forhold til dyr og som følge heraf laver en ulogisk forskelsbehandling af dyr.

Men måske er det i virkeligheden Lene Kattrup og ”eksperterne”, der har byttet om på begreberne. Kort sagt: har gjort det naturlige til det unaturlige og det unaturlige til det naturlige. At postulere at det, som foregår på landet, er naturligt, er i den grad et fejltrin. Intet sted er mennesket/landmanden fjernere fra en relation med dyrene. Det er ikke uvæsentligt, at dyr netop her ikke har navne, og de påtvungne øremærker handler kun om fremmedgørelse og registrering.

Måske bør det netop være disse ”storbymennesker”, der skal lyttes til i sagerne. Mennesker, som gennem nære relationer ved, og dermed har erkendt, hvilke egentlige kvaliteter, dyr har, og at vi som væsener deler fuldstændig den samme følelsesmæssige palet af glæder og sorger, smerter og savn. Derfor lader vi os ikke snyde af troen på, at den evidensbaserede videnskab skal ligge til grund for dyreetik og lovgivning omkring dyr. For lige så anvendelig evidensbaseret videnskab er, når det gælder om at bygge storebæltsbroer, lige så afstumpet, foruroligende og ikke mindst dehumaniserende er videnskaben, når det handler om at udtale sig om subjekter og subjektive forhold.

Dyreværnsloven og de videnskabelige parametre, den bygger på, har i den grad spillet fallit. Måden, dyr i dag mishandles på i landbruget og i pelsindustrien, beviser, at noget er gået gruelig galt.

Det er derfor hverken sentimentalt eller romantiserende, når man tydeligt tager afstand fra dyrs lidelser og overgreb mod dem, men udtryk for lige dele empati og fornuft. Egenskaber, som loven desværre ikke længere bygger på.

Lene Kattrup afviser dog ikke fuldstændigt relevansen af emotionelt baserede holdninger og erkender da også, at loven ikke yder god nok beskyttelse for vores landbrugsdyr, men i samme åndedrag går hun over til at rode mere rundt i vællingen og drager forbrugeren ind som ansvarlig part.

Det er stadig dybt beklageligt og, som Lene Kattrup påpeger, også hyklerisk, når Fido med den ene hånd klappes kærligt, mens den anden hånd prisbevidst griber efter lørdagskyllingen eller lidelseskoteletten, men det er måske ikke så ulogisk en forskelsbehandling endda. Det er nemlig ikke håndører, der bruges på at få fru Hansen til at glemme sammenhængen mellem Fido og den navnløse gris, når der skal bedrives storpolitik ved køledisken.

Lene Kattrup lader altså den politiske forbruger bære det ansvar, som rettelig ligger hos de folkevalgte. Her havde det i stedet været på sin plads, at hun som medlem af Det Etiske Råd - det råd, som i 1987 blev oprettet til netop at rådgive Folketinget og offentlige myndigheder - havde appelleret til selvsamme Folketing om at sørge for en langt bedre lovgivning for dyrene.

At hendes egen faggruppe, dyrlægerne, som rent faktisk som nogle af de eneste har haft adgang til de ellers hermetisk lukkede stalde, ikke har råbt vagt i gevær noget tidligere, men i stedet rundhåndet har forsynet en syg industri med antibiotika en masse, vidner om noget af en fejlslagen kurs inden for dyreetik. Ros til min lokale dyrlæge for at have frasagt sig at assistere svinebaronerne med deres foretagende.

Men tilbage til myten om den politiske forbruger. Ved at fastholde myten medvirkes der til at holde millioner af dyr i ufattelige lidelser, som ingen af os kan være bekendt. Naturligvis hverken kan, skal eller bør man tale om ”forbrugerens frihed”, hvis konsekvensen af den enes frihed er den andens lidelse. Intet kan retfærdiggøre overgreb og mishandling og udnyttelse, mindst af alt ”forbrugerens frihed”.

Men det er et smart stunt, som gør, at både industri og politikere kan læne sig tilbage og vaske deres hænder. Forlanger man, at en forbruger skal træffe et kvalificeret valg, kræves det som minimum, at forbrugeren har adgang til samtlige informationer og forhold vedrørende ”produktet”, og ikke, som tilfældet er, bliver bombarderet med misvisende og propaganderende reklame.

Men hvorfor er det lige, at vi, som i dag lever i et ellers gennemreguleret samfund med love og regler for alt, lige netop har ”glemt” at inkludere de allersvageste, de, som har allermest brug for beskyttelse uden for lovens ellers lange arm?

Sammenlignet med vores øvrige lovkomplekser synes dyreværnsloven, som skulle tage sig af de milliarder af uskyldige og i menneskehænder aldeles magtesløse individer, at være både virknings- og substansløs. At dyreværnsloven tilmed blot er en rammelov, gør den ikke mindre tandløs.

Vi skal ud af vor tids overtro, ud af den blinde tro på videnskab og tro på, at videnskaben alene kan løse vores problemer. Videnskab og fakta skal ikke underkendes, men de skal tjene som støtte til, at vi tager empatiske, omsorgsfulde og barmhjertige afgørelser, ikke mindst når det handler om at beskytte de allersvageste.

Derfor skulle Marius, et sundt og raskt individ, for det første aldrig have været født i en zoologisk have og dernæst aldrig have været aflivet. Derfor kan det aldrig, hvilket Lene Kattrup desværre bakker op om, retfærdiggøres, at rige, vestlige jægere tager på ”jagt” og blot for sjov dræber sagesløse dyr, og derfor skal vi sørge for, at alle dyr får jord under klovene, kløerne og hovene.

Vores teknologiske frembringelser kræver om noget ét af os: at vi udvikler vores emotionelle intelligens og lærer at sætte teknologi og videnskab i hjertets tjeneste. Ikke mindst set i lyset af, at vi som art på under 40 år har udryddet ikke blot halvdelen af alt dyre- og planteliv på jorden, men også halvdelen af alt liv i havene.

Derfor skal følelser, vel at mærke ikke afstumpetheden og ligegyldigheden, men barmhjertigheden, omsorgen, kærligheden og respekten, styre både lovgivning og etik.

Nina Bjarup Vetter er teologistuderende