I min barndoms Sønderjylland i 1950’erne og 1960’erne var kærligheden til hjemstavnen essentiel. Den var alvorsfuld, men også fyldt med melankoli og glæde. Vi blev opdraget til at elske den sønderjyske historie, kultur og natur. Den var præsent hos mine forældre og bedsteforældre. Jeg kom i skole i 1961. Det var en landsbyskole, hvor vi talte sønderjysk. Atmosfæren var som i 1920’erne og 1930’erne på landet.
Læsebogen, som vi benyttede, var ikke den abstrakte og pædagogiske ”Søren og Mette”, som det var almindeligt i 1960’erne. Det var derimod Claus Eskildsens konkrete og nationale læsebog ”Oles ABC”, hvor Storm Petersens vidunderlige tegninger illustrerede fortællingerne. Min mor havde haft samme læsebog.
Min lærer i Sommersted ved Haderslev var Marie Fink. En nationalsindet, mild sønderjyde. Hun var født i 1903 og var en kulturperson, som deltog i alle familiens begivenheder. Hun havde en levende kærlighed til vores historie og kultur. Hun var en gudsbenådet fortæller. Sagn og patriarkhistorier vekslede med danmarkshistorie med høj intensitet i skoletimerne. Skoleudflugten var en dannelsesrejse.
I første klasse gik udflugten til Skamlinge små 30 kilometer borte. Sønderjyllands højeste punkt. Et mytisk sted, som vores forældre og bedsteforældre talte om med alvor. Her var alle koryfæerne i nationalkampen mindet og æret med buste og mindeplader.
Kærligheden til hjemstavnen og danskheden blev understøttet af skolen, kirken og idrætsforeningerne. Fik man adgang til gymnasiet og universitetet var det en stiltiende aftale i slægten, at man naturligvis vendte hjem fra København og Kiel og fik sin gerning i landsdelen. I Sønderjylland havde det været sædvanen, efter at tusinder og atter tusinder var udvandret i de første årtier af fremmedherredømmet (1864-1920) til kongeriget. Udvandringen svækkede styrkeforholdet mellem dansk og tysk.
Derfor deltog 30.000 dansksindede sønderjyder på tysk side i Første Verdenskrig. Det var en pligt og et ansvar, man havde over for hjemstavnen og sine kammerater. Der faldt 6000 sønderjyder i Første Verdenskrig.
Den unge højtbegavede sønderjyde Mikael Steffensen, som opholdt sig i udlandet ved krigsudbruddet i august 1914, og som faldt i 1916, udtrykker pligten og kærligheden til Sønderjylland med ordene: ”For Tusinde af mine unge Kammerater er der intet valg. Dem vil jeg ikke svigte, og lige saa lidt vil jeg udsætte mig for den Mulighed at staa skilt fra Hjemstavn og Kald, naar Krigen er endt. Her i Sønderjylland er jeg født og vokset op, her bor de Mennesker, jeg holder af, og her har jeg tænkt at skulle have min Virksomhed, og det vil jeg sætte Livet ind for.”
Højskolemanden og sønderjyden Jørgen Carlsen har skrevet et essay om kærlighed og hjemstavn, hvor Carlsen gør gældende, at kærligheden er konkret og historisk. Vi kan ikke nære kærlighed til noget, vi ikke kender.
Carlsen noterer, at Johannes V. Jensen havde et kærlighedsforhold til sit barndoms Himmerland. Komponisten Carl Nielsen til Fyn. Nielsens erindringer hedder således ikke abstrakt ”Min Barndom”, men konkret ”Min fynske Barndom”. Kærligheden til barndomslandets natur og folk skulle bestemmes.
Det konkrete er altid fyldt med mange bestemmelser. Lidt forenklet kan vi sige, at det konkrete indeholder mange adjektiver og beskrivelser. Derfor var det ikke ligegyldigt for Nielsen, at Fyn var central for erindringerne.
Det er vigtigt for kronikkens budskab at forstå begrebsparret abstrakt og konkret. Abstrakt betyder at trække fra. Trække bestemmelserne fra. Det abstrakte er det enkle, det simple og overskuelige. Det abstrakte taler til det moderne, individuelle menneske uden historie. Det moderne menneske har som tendens ikke det konkrete blik. Derfor er Søren Kierkegaard mere forståelig for det nye menneske end Hegel og Grundtvig.
Det moderne menneskes afsæt er abstrakt individualisme. Det nye moderne menneske forsøger blandt andet med stor iver at tilpasse kristendommen de sekulære, ahistoriske tilbøjeligheder. Konflikten mellem Tidehverv, klassisk kristendom og Marie Høgh kan blandt andet ses i dette lys.
Den tysk-slesvigske sociolog Ferdinand Tönnies (1855-1936), som har klassikerstatus på linje med Max Weber inden for sociologien, har beskrevet den moderne udvikling ved hjælp af begrebsparret: Gemeinschaft (fællesskab, konkret) og Gesellschaft (selskab, abstrakt).
Gesellschaft er den ydre økonomiske verden, der underlægger sig kulturen og fælleskabet. Det er en ordningslogik uden bindinger til fællesskabet og traditionerne. Gemeinschaft er fællesskaber, som er uberørt af en ydre samfundsinstans. Tönnies beskriver relationerne mellem de to begreber således:
”Al fortrolig, hjemmevant, eksklusiv sameksistens bliver forstået som et liv i fællesskab. Selskab, det er offentligheden, det er verden. I fællesskab med sine egne befinder man sig fra fødslen af forbundet gennem alskens ve og vel. I selskab går man ind i et fremmed land. Ynglingen bliver advaret mod dårligt selskab, mens udtrykket dårligt fællesskab ville skurre i øret.”
Hos den tyske filosof og marxist Theodor W. Adorno (1903-1969) har familiefiguren en afgørende betydning for civilisationskritikken. Her etableres vores samvittighed og dømmekraft. Her udgår civilisationen fra.
Adorno ser den borgerlige familie som et værn mod den økonomiske abstrakte orden og dens følgesvend – nihilismen. Når familien mister Gemeinschaft som kultur, skabes betingelserne for, at individet centrerer sig om ”præstationer i apparatets tjeneste”, som det hedder hos Adorno. Samvittigheden svækkes og erstattes af en ydre økonomisk formålsrettighed.
For Adorno er opløsningen af familiens autonomi en af de centrale forudsætninger for et autoritært og totalitært samfunds komme. Det svækker sindelagsetikken.
De klassiske familieværdier bliver ofte forbundet med småborgerskabet. At være opvokset og rundet af småborgerskabet giver et tilbageskuende blik.
Den amerikanske samfundsteoretiker R.H. Tawneys (1880-1962) vemodige refleksioner om småborgerskabet (de små selvstændige) udtrykkes i disse sætninger:
”Hvad fremtiden end måtte rumme, har der ikke i fortiden været en bedre samfundsorden end den, hvorunder folkets masse ejede den jord, de dyrkede, og det værktøj, de arbejdede med, og kunne ranke sig og sige: Det giver ro i sindet at leve på egen jord og vide, hvem der skal overtage den efter en.”
Spørgsmålet er så, om en moderne fremtidig middelstand, som ikke er lønmodtagere, men iværksættere (småborgere), kan fungere økonomisk uden stærke familieværdier.
Thue Kjærhus er forstander, Rønshoved Højskole