Kaj Munk kæmpede for et kristent og frit Danmark

Kaj Munk blev myrdet af nazisterne, fordi han nægtede at bøje nakken. Hans modstand var ikke en politisk kamp for demokrati. Kaj Munk fandt sin kraft i kristendommen, skriver Per Stig Møller i anledning af 120-året for Kaj Munks fødsel i dag

Per Stig Møller
Per Stig Møller. Foto: Steen Brogaard.

FOR 120 ÅR SIDEN blev Kaj Munk født. Lige før sin 46-årsfødselsdag blev han myrdet af nazisterne på grund af sin konstante tale mod besættelsen. Regeringen bad ham holde inde. Den frygtede at fremprovokere ”norske tilstande”, men dem foretrak Munk frem for den danske eftergivenhed.

Besættelsen var kun tre måneder gammel, da regeringens første censurindgreb mod hans avisprædikener og artikler fandt sted, og i 1942 blev hans ”Niels Ebbesen” beslaglagt. Det blev forbudt at udlåne hans bøger og opføre hans skuespil. I efteråret 1943 fik han forbud mod at prædike i København, men prædikede så uvarslet den 5. december 1943 i Vor Frue Kirke. ”Jeg må ikke prædike, altså prædiker jeg,” sagde han. Den prædiken satte ham på nazisternes liste over dem, det ved lejlighed kunne være formålstjenligt at myrde.

Foto: Ritzau/Scanpix

Derefter leverede han til Indenlandsk Sømandsmissions juleblad, Jul i Havn og paa Hav, det første digt til de danske krigssejlere. Da censuren forlangte de sidste fire strofer strøget, lod han det i stedet udsende illegalt med titlen ”Sømandsvise”. Heri hyldede han krigssejlerne for deres ulydighed mod den danske regering: ”Men se, da alt var daanet hen,/ stod end tilbage Søens Mænd/ i Dyst.”

Allerede på dybbøldagen den 18. april 1940 havde han i Sønderborg holdt en prædiken, som af tilhørere blev betegnet som ”en modstandsprædiken”. Ved det efterfølgende kaffebord læste han op af folkevisen om Niels Ebbesen, som han derefter drog land og rige rundt og fortalte om. Under inspiration af hans taler blev flere unge opildnet til aktiv modstand. En af dem var Christian Ulrik Hansen, der besøgte Kaj Munk i præstegården i december 1943. En anden var Martin A. Hansen, der blandt andet ved læsningen af ”Niels Ebbesen” og mordet på Kaj Munk blev inspireret til at tage del i modstandsarbejdet.

MORDET PÅ KAJ MUNK fik den britiske udenrigsminister Anthony Eden og et amerikansk kongresmedlem til at udtale, at nu vidste de da endelig, at Danmark kæmpede mod Tyskland.

Ved mordet blev Kaj Munk ligefrem helgenkåret af digteren Hakon Holm, der i sommeren 1945 udsendte digtet ”Kaj Munks sidste prædiken”. I dette fremstilles Kaj Munk som en Jesus-skikkelse, der ligesom frelseren udgød sit blod og viste vejen for os andre, der ”svor vi vilde/ gaa lydigt i hans Fodspor, vi forstod,/ vi skulde følge Danmarks store Søn/ forenet i et mægtigt Haab, en Bøn (…) ’Amen’, brød Menigheden ud i Kor (…)”.

Befrielsen var dog ikke mange måneder gammel, før mistænkeliggørelsen af Kaj Munk og hans motiver satte ind. Havde han ikke med sin tale i Ollerup den 28. juli 1940 i grunden forsvaret Hitler og retfærdiggjort Danmarks besættelse ved at sige: ”Sejren retfærdiggør alt,” hvilket først Hal Koch i august 1940 og senest Søren Mørch i ”Den sidste Danmarkshistorie” henviser til?

Denne sætning, gør Kaj Munk imidlertid selv i talen opmærksom på, står i hans skuespil ”Sejren”, der var et opgør med Mussolini på grund af Italiens overfald på Etiopien, og netop efter at have udtalt denne sejrsstolte sætning bliver Mussolini-figuren stukket ned af Guds værktøj, hans magtesløse kone Angelica. Thi i Bibelen siger Gud: ”I magtesløshed udfolder min kraft sig helt.” I talen slår Munk derefter fast med syvtommersøm: ”Sandhed bliver ved at være Sandhed, uanset Sejr eller Nederlag. Uret bliver ved at være Uret, og Vold bliver ved med at være Vold.”

DET VAR PÅ BIBELENS og Søren Kierkegaards eksistentielle kristendoms grund, Kaj Munk stod. Troen var et valg, og havde man valgt Kristus, måtte man tage konsekvensen. Ellers er det ikke et valg, men en grille. Hans modstand var ikke en politisk kamp for demokratiet, for hvilket system Danmark skulle have efter Besættelsen, forekom ham mindre vigtigt, eftersom landet historien igennem havde haft mange regeringssystemer. Det afgørende var, at Danmark var kristent og frit.

Politisk er han ubrugelig. Hans betydning ligger i det eksistentielle: valget og dets konsekvens. Det er da også dette, der fokuseres på både i den opera og i det skuespil om Kaj Munk, der blev opført i 2017.

Som Angelicas morddåd viser, handlede Gud gennem hende mod det onde. For Kaj Munk er historien en kamp mellem Gud og ”Guds fjende”, mellem det gode og det onde, mellem kærlighed og magt. I ungdomsskuespillet ”Operationen” er to brødre forelsket i den samme kvinde. Den, der vinder hende, bliver demokrat. Taberen ender som diktator. I stykket fra 1938 mod den tyske antisemitisme ”Han sidder ved Smeltediglen” ofrer den svage arkæolog, dr. Mensch, først sandheden, fordi Hitler siger, at han vil knuse sandheden, hvis den står i vejen for fædrelandet, men derefter står Mensch frem og erklærer sin kærlighed til sin jødiske sekretær, hvilket får Hitler til i raseri at forlade scenen. Kærligheden står jo over alt, for Gud er kærlighed.

NÅR KAJ MUNK EFTER FØRST at have beundret Mussolini vendte sig imod ham, skyldtes det, at Guds plan ifølge Apostlenes Gerninger var at give hvert folk sit sted på Jorden. Den oversatte Kaj Munk i 1943. Gud havde ikke givet Etiopien til Italien, som dermed havde trodset Guds plan, hvorved Mussolini var blevet Guds fjende. Da Hitler i marts 1939 invaderede Tjekkoslovakiet, indså Munk, at han havde taget fejl af Hitler, der viste sig at være Guds fjende, for det land havde Gud givet tjekkerne. Gud havde heller ikke givet Danmark til tyskerne, hvorfor danskerne måtte gøre modstand mod dem.

Allerede i skuespillet ”Cant” fra 1931 havde han vist, at det er lige så slemt at være passiv over for det onde som at tage aktiv del i det onde, for den passive lader det onde ske og fremmer dermed Guds fjendes sag. Følgelig kunne han ikke være passiv og eftergivende under besættelsen.

Den eneste af Kaj Munks salmer, der er med i den nye salmebog (nummer 634), er just salmen ”Du ved det nok, mit hjerte”:

Det, hjertet ved, er, at både Gud og Guds fjende er stor, hvorfor man må ”kæmpe/ og tro trods fald og brud,/ at stor er vel Guds fjende,/ men større er dog Gud.”

Når Kaj Munk foran bogudgaven af sit skuespil om Herodes ”En idealist” fra 1928 sætter Søren Kierkegaards sætning ”Hjertets renhed er at ville ét”, betyder det ikke, at den hensynsløse diktator Herodes’ hjerte er rent, fordi han kun vil det ene: at beholde magten, for i slutscenen besejrer de magtesløse, Maria og Jesus-barnet, Herodes, thi kun dét hjerte er rent, der vil det gode, og det gode kan kun være kærlighed, eftersom Gud er kærlighed, forklarer Kierkegaard, og lige netop mod kærligheden forsyndede Herodes sig, da han i magtbrynde og skinsyge dræbte sin hustru Mariamme.

Men hvad er al den kærlighed værd, hvis ikke den om nødvendigt forsvares med sværdet? Ikke tilfældigt hed hans prædikensamling fra 1942 ”Med ordets sværd”. Ord er bare ikke nok mod Guds fjende. Følgelig skrev han til Elsebet Kieler, der var aktiv i modstandskampen, men mente, at kristendommen forbød at slå ihjel: ”Så lær dog at slå ihjel i Jesu Navn.”

Kaj Munks kristendom var den kæmpende kristendom. Derfor slutter hans enakter ”Ewalds død” med fremsigelsen af dennes salme ”Udrust dig, helt fra Golgata”. Det blev opført på Det Kongelige Teater den 18. november 1943 i skuespilleren Holger Gabrielsens navn. Otte dage før mordet udkom det illegalt i privattryk, for Kaj Munk nægtede til det sidste at bøje nakken.

Med Poul Henningsens ord var hans død et signal om, ”at fjenden ikke lammer vores kraft”. Kaj Munk fandt sin kraft i kristendommen.