Prøv avisen

Kaj Munk og de røde lejesvende på de højere læreanstalter

Kaj Munk er muligvis på vej tilbage i en blomstringstid. Her er rosen med samme navn. Foto: .

De røde lejesvende dominerede ikke bare Danmarks Radio, men også landets gymnasier og universiteter. Det gik ud over borgerlige forfattere i almindelighed og Kaj Munk i særdeleshed, skriver dagens kronikør

Tidligere på efteråret har man på tv kunnet følge "Jagten på de røde lejesvende". Det har været en ganske underholdende forestilling, men det synes, som om der er noget, man har glemt.

Man har glemt, at de røde lejesvende ikke blot førte sig frem i Danmarks Radio. På samme tid havde de travlt både på de fleste gymnasier og på universiteterne. Med deres ideologikritik i hånden fremturede de ofte med bål og brand og kritiserede enhver forfatter, der ikke klart og tydeligt talte socialismens sag.

Der var endvidere en almindelig tendens til at gå i rette med "borgerlige" forfattere som for eksempel Anders Bodelsen, Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen. De var nemlig, efter deres mening, "ofre for falsk bevidsthed".

De havde ikke set lyset, som i sidste ende handlede om proletariatets diktatur og det klasseløse samfund. Deres bøger var derfor ganske ubrugelige, fordi de blot bekræftede læseren i hans borgerlige vrangforestillinger.

Man kan videre prøve at forestille sig, hvordan det så gik "fascisten", "nationalisten" og den "kristne diktatordyrker" Kaj Munk.

Selvom han meget hurtigt gjorde op med sine fejltagelser og kasserede både Hitler og nazismen, skulle han alligevel forvises fra den danske litteraturhistorie.

Selvom han allerede i 1938 helt seriøst blev foreslået til Nobelprisen i litteratur, var han nu pludselig en dårlig forfatter. Selvom den navnkundige Hakon Stangerup om hans format kunne sige: "Vi har det ikke større i dansk litteratur i dag", blev han alligevel af en samlet flok af universitetsmarxister bortdømt på det skammeligste. Højt at flyve, dybt at falde!

Hvordan kunne det så gå til, at han således landede på den litterære skrotdynge? Lad os tage et gedigent eksempel. I 1973 udkom bind ni i "Samlerens antologi af nordisk litteratur 1918-1940". Udgivelsen er på 12 bind, men her er 1930'ernes store dramatiker Kaj Munk repræsenteret med én tekst. Én tekst! Titlen er "Elifelet", og i realkommentaren får vi at vide, at det er en prædiken oprindelig holdt i 1920!

Vi skal huske, at der her er tale om en dramatiker, der i 1938 blev opført på ni forskellige scener i Danmark og Sverige. I dag tror man det næsten ikke muligt, at man som seriøs litteraturforsker kunne tillade sig at behandle en dansk dramatiker så skamløst. Men det kunne man altså, også selv om man var diktatordyrker, bare ikke af Hitler, men af Stalin og formand Mao.

Det er vel næsten overflødigt at nævne, at Kjeld Abell naturligvis er repræsenteret med et fyldigt uddrag af dramaet "Melodien, der blev væk". Men han var selvfølgelig også ganske anderledes venligtsindet over for den socialistiske idé.

Universitetsmarxisterne havde imidlertid travlt. I 1974 udgav de nemlig "Gyldendals litteraturleksikon". Her fik de for alvor taget livet af den suspekte Kaj Munk. Vi får nu at vide, at "Skuespillene er lidenskabelige (...), men savner egentlig dramatisk stringens og kompleks personskildring". Naturligvis var der mange andre fanatiske ideologikritikere, der var ude med kniven for at tage livet af Kaj Munk. Men lad det nu ligge.

Interessant nok var der imidlertid én venstreorienteret litteraturforsker, som tidligere havde gjort sig bemærket ved ikke at bortdømme Kaj Munk. Det var litteraturprofessor Sven Møller Kristensen, men han havde også helt andre lødige redskaber i sin litteraturteoretiske værktøjskasse. Han opererede med kunstneriske kvalitetetskriterier som enhed, intensitet og kompleksitet. Det er for eksempel sagt om Kaj Munks skuespil "Ordet", at stykket "faldt fra hinanden i to halvdele: To akter folkekomedie – med en kærlighedsintrige, som er fremkaldt af modsætningsforholdet mellem Indre Mission og grundtvigianisme – og to akter mirakelspil om en ung bondekone, der dør i barselsseng og opvækkes af en sindssyg svoger". Med andre ord: Stykket får ikke tilstrækkelig kunstnerisk styrke, fordi "enheden" og sammenhængen ikke rigtig er til stede.

Der er bare det problem, at selv en hurtig analyse af dramaet viser os, at de fire akter er bundet sammen på alle leder og kanter via en intens og løbende diskussion om miraklets mulighed her i tilværelsen. Det vil altså tværtimod sige, at "enheden" i høj grad er til stede her.

Der er de store mirakler, og der er de små mirakler. Naturligvis er det et stort mirakel, at den døde Inger Borgen bliver vakt til live af svogeren Johannes. Men det er også et stort mirakel, at gamle Mikkel Borgen ved stykkets slutning alligevel kan se sin store drøm gå i opfyldelse.
Kort fortalt er situationen den, at han ved skuespillets begyndelse går med planer om at sælge den grundtvigianske højborg Borgensgaard. Det gør han, fordi der ikke synes at være nogen til at føre den stolte tradition videre.

Ganske vist har han tre sønner, men den ene er lodret ateist og vil derfor ikke have noget med grundtvigianisme og kristendom at gøre. Den anden, Johannes, er sindssyg, og den tredje, Anders, er en svag person, der er ved at falde i kløerne på Indre Mission og dermed blive "omvendt".

Men det store mirakel består nu i, at sønnen Mikkel ved Ingers opstandelse bliver troende, Johannes bliver normal igen, og Anders får sin indremissionske Anne, der nu er gået over til grundtvigianerne. Grunden er den, at hendes far, Peter Skrædder, frembærer, hvad man så kunne kalde "det lille mirakel".

Efter at have nægtet at give sin datter bort går han i sig selv igen, fordi det er "syndigt", at han ikke har vendt den anden kind til under et slagsmål med gamle Mikkel Borgen. Med andre ord: Pludselig står der hele tre sønner, der alle er parat til at føre den stolte grundtvigianske Borgensgaard videre.

Men for bedre at forstå netop denne Kaj Munks raffinerede mirakeldiskussion og det medfølgende opstandelsestema kunne det være nyttigt at se lidt nærmere på hans menneskesyn. Tydeligst kan det måske illustreres ved en sammenligning med fotografen og hele hans metier. Det har sædvanligvis været sådan, at når man indleverede en film til fremkaldelse, fik man den tilbage med både negativerne og de fremkaldte billeder.

Men Kaj Munk tænker eksistentielt og siger, at det ikke er en film, der skal fremkaldes. Det er os selv! Vi er jo skabt i Guds billede, og det er netop dette billede, der skal fremkaldes. Det er simpelthen meningen med det hele!

Men menneskene vil altid fremstå som sådanne potentielle negativer og netop ikke fremkaldte billeder, fordi vi er spaltede og derfor evige tvivlere. Derfor ser vi også indledningsvis i "Ordet", at miraklet udebliver. Miraklet udebliver, fordi vi er for lidet troende og altså heller ikke evner at bede med alvor og med overbevisning.

Der er kun én skikkelse i verdenshistorien, der er fuldt og helt fremkaldt, og det er Jesus Kristus, Guds egen søn. Der er derfor en dyb logik i, at det netop er Johannes, der kan udløse miraklet. Han har jo selv oplevet at være fuldt og helt fremkaldt, da han i sin sindssyge troede, at han var Jesus Kristus. Ganske vist bliver han rask, men det er denne "fremkaldelses-oplevelse" fra før, som han slæber med sig ind i den såkaldt "normale" verden.

Altså: Da han nu ved og intenst har mærket på sin krop, hvad virkelig tro er og egentlig går ud på, så vil han også være netop den, der vil være i stand til at vække Inger op fra de døde!

Det kan godt være, at de røde lejesvende har gjort sig umage med at tage livet af Kaj Munk. Men som Inger i "Ordet" oplever han i dag en ny form for opstandelse. Den sker udelukkende via den kunstneriske styrke og dybden i hans store dramaer. Sådan som det eksempelvis kan opleves i "Ordet".

Og så kan de røde lejesvende i øvrigt godt gå hjem og skamme sig!

Sten Abrahams er tidligere seminarielektor