Prøv avisen

Kaj Munk og den danske fascisme

Kaj Munks mindesten ved Funder bakker, som markerer stedet hvor han blev skudt af Tyskerne under 2. Verdenskrig Foto: Ritzau Scanpix/NF

Det kritisable ved Kaj Munk var hans foragt for demokratiet, skriver Henning Tjørnehøj

I fredags kunne man i tv-nyhederne bivåne indvielsen af Kaj Munks renoverede præstegård i Vedersø. Den kommende daglige leder viste rundt med en forhåbning om, at vi må få gjort Kaj Munk mere kendt igen i Danmark. Det fortjener Danmark.

Ofte får jeg, når jeg foredrager om Kaj Munk og hans positive indstilling til dele af nazismen, stillet spørgsmålet, hvorfor han så blev myrdet af nazisterne? Det gjorde han, fordi han i lighed med mange danske nazister også var meget national.

Jeg sendte i sin tid min partifælle Frode Jakobsen, Frihedsrådets grundlægger, min bog Rigets bedste mænd (1990) om Højgaard- og Haustrup-kredsene, som søgte at tilrane sig den politiske magt i det første besættelsesår. I bogen bruger jeg en del sider på at kritisere Kaj Munk. Frode Jakobsen læste den med stor interesse. Men han beklagede min Munk-kritik: Han viste dog i løbet af besættelsesårene, at han var en god dansk mand. Selv Frode Jakobsen havde altså ikke blik for, at det kritisable ved Munk ikke var hans danskhed eller manglen på samme. Det meget kritisable var hans intense foragt for demokratiet.

Ved årsskiftet 1933-1934 blev Kaj Munk som en af Morgenavisen Jyllands-Postens faste kommentatorer sendt til Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien, for at han i rejsebreve kunne fortælle, hvordan det stod til i de to lande. I et af hans første breve kunne man læse, at der er enhed og orden, men der er også koncentrationslejre og folk i landflygtighed og afskedigelser og arrestationer. Nuvel, sligt må der til. Det er dog alt sammen bedre end (...) det evig golde, besmudsede kævleri.

Rejsebrevene blev i 1934 udsendt som bog. Den blev årets bestseller. I dens afsluttende kapitel skriver Munk: I begyndelsen var ordet, men så kom parlamentarismen med vrøvlet som bærende princip. Året efter karakteriserede han demokratiet som tjenligt til bisættelse på møddingen. Ja, det kom så vidt, at han omtalte demokratiet som en forbryderisk statsform.

Det er en hovedpåstand i Per Stig Møllers (K) biografi om Kaj Munk (2000), at han med årene tog afstand fra sine anti-parlamentariske holdninger. Men Møller bringer ikke ét eksempel herpå. Noget tyder på, at Munk fastholdt sin foragt for demokratiet helt til sin død.

Per Stig Møller hævder, at Munks beundring af Hitler indskrænkede sig til perioden 1934-1935. Hvis Møller havde læst sin biografi lidt grundigere, ville han have kunnet konstatere, at Munk den 26. september 1936 skrev: Ingen dansk kan ære Hitlers dåd mere end jeg. Den 13. marts 1938 fandt han det umuligt andet end at prise det Hitlerske styre for klogskab over klogskab. Den 29. januar 1939 mente Munk, at Hitler var så nær ved at være en gud, som det er muligt, når han dog blot er et menneske. Og den 5. november messede han, at Hitler er den tysker, der blev vor tidsalders verdensnavn, medens han kæmpede (på grundlag af) sin egen korsfarertanke om Blut und Boden i fredens vældige navn. Det er skrevet et par måneder efter, at Hitler angreb Polen og dermed foranledigede Anden Verdenskrig.

MEN MUNK VAR IKKE alene om at beundre fascismen og nazismen. Beundringen for fascismen eller nazismen havde et større omfang her i landet, end mange historiebøger lader ane. De unge konservative har uretmæssigt måttet bære hovedbyrden af kritikken for deres Mussolini- og Hitler-beundring, skønt mange voksne fra Det Konservative Folkeparti gjorde fælles sag med dem. I 1932 stillede Gyldendal sig minsandten til disposition for den senere konservative udenrigsminister i VK-regeringen 1950-1953, Ole Bjørn Krafts, bekendelser i skriftet Fascisme Historie, Lære, Lov , hvor han mener, at fascismen kunne inspirere endogså gamle demokratiske, folkestyrede samfund til nyttige og tidssvarende reformer. Og formanden for De Konservative frem til 1929, generalauditør Victor Pürschel, dannede sit eget naziorienterede parti.

Mange Venstre-folk tilsluttede sig Landbrugernes Sammenslutning, der ifølge egne noget overdrevne oplysninger organiserede halvdelen af de danske landbrugere, og hvis ledelse var klart nazi-orienteret. Landbrugernes Sammenslutning blev i Folketinget repræsenteret af Det frie Folkeparti/Bondepartiet et udbryderparti fra Venstre, som gik i direkte samarbejde med det danske naziparti DNSAP.

Flere borgerlige aviser nærede åbenlys sympati for dele af nazismen. Det kan man få et indtryk af ved at læse Rasmus Kreths bog Pilestræde under pres (1998) om de berlingske aviser 1935-1945 og Gerhardt Eriksens bog om Jyllands-Posten Sider af avisens historie (1990). Ved nytårsskiftet 1933-1934 kunne man i Jyllands-Postens leder læse, at diktaturet i Italien og Tyskland ikke var kommet, fordi en Mussolini eller en Hitler har lyst til at regere enevældigt, men simpelthen, fordi tidens vanskeligheder krævede et håndfast og målbevidst styre.

Efter Krystalnattens forfølgelser af jøderne opfordrede Munk i Jyllands-Posten Mussolini til at overtyde Hitler om, at nu må det være nok (...) for menneskehedens skyld. Men Jyllands-Posten viste forståelse. Selv herhjemme (...) har man i de senere år bemærket jødernes uheldigere egenskaber. Derfor ville avisen indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine jøder () på anstændig vis, således at Tyskland ikke taber noget af den respekt, som det har vundet i alle lande og i alle kredse.

I RØNSHOVED HØJSKOLES årsskrift for 1933 skrev forstanderen, Aage Møller, at når man sidder med hjertet fuldt af liv og håb, men ingen vegne kan komme på grund af tidsåndens (det vil sige socialismens og humanismens) modvind, er der så noget mærkeligt i, at man spejder mod andre verdenshjørner, om der ikke () skulle komme et vejr farende, der kunne vende den stride hjemlige modvind? (...). Blæsten hedder nazisme.

I sin indbydelse til efterårsmøderne i 1933 på højskoleflagskibet Askov fastslog forstander J.Th. Arnfred, at man burde erkende, at nazismen havde vist en folkerejsende kraft i det tyske folk.

Ved et af møderne holdt en af højskolens lærere, Hans Haarder, foredrag om Hitlers stat på basis af indtryk, som han havde dannet sig efter en studierejse til Nazi-Tyskland. Ifølge Haarder var der ikke skygge af tvivl om, at folkets (det tyske folks) store flertal glæder sig over den indtrufne forandring, det vil sige nazi-diktaturet.

Haarder glædede sig som mange andre borgerlige over, at socialdemokraterne i SPD og fagbevægelsen nu ikke mere kunne sætte det ulykkebringende skel i folket. Hitler havde tilintetgjort begge bevægelser. Men var det da ulykkebringende, at SPD havde søgt at sikre hele folket bedre bolig- , uddannelses-, arbejds-, sundheds- og ældreforhold? Haarder lagde mere vægt på de folkelige værdier, som diktaturet dernede søger at beskytte gennem magten fra oven. De er også umistelige for os. (Askov-tidsskriftet Dansk Udsyn, 1933). I 1941 efterfulgte Haarder Aage Møller som forstander i Rønshoved.

I forbindelse med finansloven for 2005 blev der på foranledning af Dansk Folkepartis to prælater Søren Krarup og Jesper Langballe ydet syv millioner kroner til etablering af et Kaj Munk-forskningscenter ved Aalborg Universitet. Renoveringen af Kaj Munks præstegård i Vedersø har kostet 10 millioner.

Formålet med Kaj Munk-forskningscentret i Aalborg skulle være, at gennemføre en forskning vedrørende Munk-inspirerede problemstillinger med moderne relevans. Hvori denne relevans skulle bestå, forlød der imidlertid intet om.

Hvornår mon millionerne begynder at rulle med henblik på en grundig undersøgelse af den fascistoide fristelse for mange danske borgerlige i mellemkrigstiden?

Henning Tjørnehøj er historiker og forfatter