Prøv avisen

Kaj Munk, sandhed og politik

Præsten og digteren Kaj Munk på jagt i Vedersø. Foto: A E Andersen/ Denmark

Kaj Munk var ingen helgen, men han skilte sig provokerende ud fra andre ved at have en så stærk tro på Gud, at han var parat til at dø for den. Man siger også, at Kaj Munk var politisk naiv, og det var han, for han kunne ikke lyve. Hans kamp for sandheden var kompromisløs, og det måtte føre til sammenstød med landets officielle pragmatiske linje

DEN 26. AUGUST 1936 skrev Kaj Munk i Morgenavisen Jyllands-Posten: Giv, Herre, vort land igen mænd og kvinder, der lever det for os, at kristendom er handling. Kaj Munk var ingen helgen, men han skilte sig provokerende ud fra andre ved at have en så stærk tro på Gud, at han var parat til at dø for den.

Man siger, Kaj Munk var politisk naiv, og det var han, for han kunne ikke lyve. Hans kamp for sandheden var kompromisløs. Han sagde: Aldrig, aldrig, aldrig spørge, om det nytter, bare, om det er sandt. Sandheden er ikke rolig og værdig og ophøjet, den bider og river og slår. Det bliver ikke bedre her i Danmark, før det danske folk lærer af Kristi mod. Hvis der skal sættes blot ét ord over mit forfatterskab, skal det være: Kristus.

Kristus var sandheden, og denne sandhed betød mere for ham end hans eget liv. En så stærk idealisme forudsætter martyrsind. Både et sådant og en slags synskhed røbede han allerede som stud.theol., 23 år og ugift i et digt:

Mester med den tunge tornekrone:

Hvo sit liv vil bjerge, når det ej!.

Hjælp mig da trods præstegård og kone, ja, selv drengene at følge dig!.

I hans skuespil En idealist er jødekongen Herodes altafgørende ideal at beholde kongekronen på hovedet. Da kejser Octavian truer ham med halshugning, definerer Herodes indirekte martyrsind: Det betyder mindre, om hovedet sidder på kroppen, blot kronen sidder på hovedet!.

Kaj Munk sagde, hvad der passede ham, når det passede ham. Han overvejede ikke konsekvenserne. Sandheden skulle frem i lyset uanset prisen, det kunne kræve.

I sin prædiken i Københavns Domkirke den 5. december 1943 sagde Munk blandt andet: Kirken har mistet sit næstdyrebareste klenodie. Det dyrebareste, det er Kristus selv, men det næstdyrebareste det er martyrsindet, de kristnes martyrsind ikke at de ville være helte og var bidt af den ærgerrighed, ikke at de var sjælesyge og fandt fornøjelse i selvpinsel, men at de elskede Kristus så højt, at intet offer til ham var dem for stort. Med dette martyrsind overvandt vi engang verden, og uden det vil verden overvinde os.

I 1930erne var Kaj Munk træt af Snakkeklubben, som han kaldte Folkeforbundet i Genève. Han ønskede handling. Mussolinis og Hitlers mange, fine programformuleringer imponerede i første omgang mange. Men allerede i 1936 kritiserede Munk skarpt de tyske jødeforfølgelser.

Gennem sin biskop fik han af den danske regering påbud om at holde mund. I sit svarbrev til biskoppen skrev Munk blandt andet: Af en vis tømrer Gud tilgive ham, han var kun jøde har jeg lært den asfaltoptræden, at når man kæmper for ånd, gælder det i mangfoldige tilfælde om at optræde uforsigtigt, udæskende, sårende, så man kan misforstås, både af dem, hvem Gud har tillukket begribelsen, og af dem, hvem Fanden har udstyret med god vilje til at misforstå. I denne lærdom agter jeg at fremture, inden for hans kirke og siden uden for, når det en dag har behaget de dertil indrettede at smide mig ud.

Kaj Munk hadede hverken tyskerne eller Stauning, men han ville bekæmpe regeringens samarbejde med Tyskland. Han mente, regeringen havde solgt Danmarks sjæl for ussel mammon. Stauning var en elastisk pragmatiker, og Kaj Munk var kompromisløs idealist. Deres holdninger måtte uundgåeligt føre til konfrontationer.

Egentlig gjorde tyskerne den danske regering en tjeneste ved at fjerne dens skarpeste kritiker. Efter krigen blev morderne idømt dødsstraf, som hurtigt ændredes til en snes års fængsel. Efter få år blev de benådet og sendt hjem: Tak for besøget!.

Efter krigen var Danmark i klemme. Både Stauning, hans efterfølger Buhl, Scavenius, LS og KU havde til det sidste satset på Hitlers sejr. Det lykkedes dog den danske ambassadør i Washington, Henrik Kauffmann, og den norske udenrigsminister, Trygve Lie, at overbevise de allierede om, at Danmark trods alt havde været på deres side. Landesorgen over Kaj Munks død blev en del af bevismaterialet.

Senere tilstræbte samarbejdspolitikerne at blive populære. Derfor læssede de deres egen fascination af Hitler over på den døde Kaj Munk. Man skabte nazimyter om ham og skrev dem ind i historiebøger. Siden har de klæbet sig til Munks navn. Hitlers propagandaminister, dr. Goebbels, sagde: Gentag løgnen tilstrækkelig mange gange, så tror folk, det er sandhed!.

Rundt om i verden mindes Kaj Munk som martyr. For eksempel er hans navn skrevet ind i martyrbogen i domkirkerne i Lund og i Utrecht.

I Hoofddorp i Holland findes skolen Kaj Munk College. I martyrkapellet i Strängnäs Domkirke er hans navn på en plade. I en kirke i Buffalo i staten New York er han afbildet i en glasmosaikrude sammen med tre andre martyrer: Stefanus, Savonarola og Jan Hus.

Har vi danskere forstået, hvorfor Kaj Munk døde? Hans betydning for modstandsbevægelsen fremhæves, men er det nok? Kan vi overhovedet begribe den idealisme, som var grundlaget for hans kompromisløse kamp? Skyldes tavsheden om hans kristentro og martyrium blufærdighed og angst for at påpege, at han også på det religiøse plan var politisk ukorrekt ved åbent at prædike, at han troede fuldt og fast på Gud og ville følge Jesu spor?

Kaj Munks modstandskamp var fra først til sidst af åndelig art. Han kunne under ingen omstændigheder acceptere, at æren og sandheden blev ofret på den pragmatiske og bekvemme politiks alter. Det materialistiske livssyn, hvori man med løgn søgte at erstatte det, der for ham var ufravigelig sandhed, var hans dødsfjende. Han mente, det kun ville føre til fordærv.

Munk sagde: Vi stikker til halsen i materialisme. Vi tror ikke en døjt på Kristi ord, at sjælen er mere end legemet. Den er så nem at slutte et møde med, den lille korte: Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder. Vi synger den gerne, men mene noget med den, efterleve den Vorherre bevare os og nok engang: Vorherre bevare os!!.

Han satte lighedstegn mellem mammon og Fanden. Og som han troede fuldt og fast på Guds eksistens, troede han også på Djævelens. Ja, han udtrykte det engang sådan: Det største kup, Fanden nogen sinde har gjort, var, da han afskaffede troen på sig selv. I dag ville Munk nok have sagt, at nu er Fanden i fuld gang med også at kuppe troen på Gud væk.

Den blå anemone blev skrevet den 1. marts 1943. Kaj Munk anede, at det blev hans sidste forår. Sangen beskriver hans sjælelandskab. Vinteren er hård og kold, og døden føles nær. I Kaj Munk kæmper dødstanken med troen og håbet og kærligheden.

Da viser anemonen sig som en lille engel fra Kaj Munks barndomsland. Den knytter hans livslange tro på opstandelsen sammen med troen på en ny og ren fremtid for Danmark. Foråret havde ladet vente på sig, men anemonens nikken blev for Munk det forløsende bevis på dets komme.

Kristus sagde: Jeg er vejen, sandheden og livet. Ogselv om Munk på mange måder var såre menneskelig, havde han både tro, mod og styrke til at følge Kristus.

Sønnen Arne Munk sluttede sin prædiken den 8. januar 1994 i Maribo Domkirke sådan: Hvis korset er alt, hvad der bliver tilbage, når tæppet er faldet, lysene slukket, teatersalen affolket, ville den døde præst, digter, sprudlende familiefar, kongetro fædrelandsven, naturelsker og livsdyrker om en hals betegne sit liv som i alleregentligste forstand fuldbyrdet.

Jens Kristian Lings er forfatter samt stifter af og tidligere formand for Kaj Munk Selskabet