DET FORLØB, der førte til besættelsesmagtens likvidering af Kaj Munk den 4. januar 1944, kan følges på første hånd gennem Munks prædikener om under krigen. Generelt er der primært tale om, at han mobiliserer en stadigt mere fuldtonende kristendom som udrustning for sig selv og menigheden stillet over for krigens vilkår.
Den 4. søndag efter helligtrekonger 1941 er det kristendommens profetiske rolle, der fremhæves: Nej, Pastor Trøstemand, nej, Højskoleforstander Bravo, det er ikke lige jer, vi har Brug for i Øjeblikket. Vi har Brug for Mænd, der kommer til os fra Herren med Krav. Profeter, der kan forlange af os, at i en kristen Stat bør de, der lyver sig fattige, sulte, og de, der i Sandhed er skubbet udenfor, har Ret til at faa Dørene aabnet. Forlange af os, at for de højeste Gaver, Gud har givet os, maa vi ogsaa være rede til de højeste Ofre. Det gælder Fædrelandets Gave. Det gælder Kærlighedens Gave.
Seksagesima søndag samme år lyder kaldet til de unge således i prædikenens afsluttende appel: Hører I det, I Landenes Ungdom! Her er en, der kalder paa jeres Kræfter. Lad det være jer Stolthed at sætte Livet ind for de kristne Idealer! Der er unge nok, der sætter Livet ind for meget ringere Ting. Kristus strør sit Ords Sæd i jeres Hjerter, og I svarer ham: Naar du viser os saadan en Tillid og Udvælgelse, saa er det ogsaa vor Ære for nær, om du skulde have taget fejl; nej, saa skal vi vise dig, at noget af det skal gro!.
I slutningen af 1943 lyder appellen utvetydig for og til enhver: Jeg kan ikke være med til at takke Gud for, at vi er holdt uden for Krigen. For det første er vi jo ikke udenfor. Vort Land er besat. Hvad det kan komme til at betyde for os af Blod og Brand ved Bombeangreb og Invasion, ved ingen. Og for det andet kan man ikke takke Gud for, at han hjalp En med at snyde i Hestehandel. Gud forlangte Kamp af os. Vi sveg hans Bud, og vi sveg vort eget Ord og Beslutning. Man skal ikke gøre Nar ad Gud ved at takke ham for, at Fanden hytter sine.
FOR KAJ MUNK FINDES DER ingen kristen sandhed, som ikke kan og skal gøres gældende i den her og nu foreliggende situation. Den grundlæggende opgave for enhver kristen er at vidne om Gud i det daglige, praktiske liv. I den nationalt afgørende situation og selv stillet over for truslen om, at han snart selv bliver myrdet tager Kaj Munk stilling til Besættelsen og modstandskampen i klar tale fra prædikestolen, akkurat som han tidligere har taget stilling til spiritusbevilling på hotellet, og hvordan man skal behandle sine tjenestefolk.
Kaj Munk satser på moral, etik og praktisk kristendom hele vejen igennem. Den sag har mange dimensioner. Derfor ligger det Kaj Munk fjernt kun at tale om krigen under Besættelsen. Hans prædikener handler om hele det kristne livs spektrum krigstid eller ej.
I alt findes der kun en håndfuld prædikener, nemlig de allersidste, hvor Kaj Munk entydigt og direkte sætter kristendommen ind i modstandskampens tjeneste i en klar krigspolitisk prædiken. Her gør han det til gengæld så kontant og umisforståeligt, at man umiddelbart tænker, at det må koste både ham og kristendommen livet. Det og meget andet af samme slags kom til at koste ham livet. Men kristendommen overlevede.
Kaj Munks kristendom er politisk, fordi hans verdensbillede er dualistisk med skarpe modsætninger, mellem lys og mørke, sandhed og løgn, Gud og Djævel. Vi vidner altid enten om Gud eller Djævel. Neutralitet er Luskeri, siger Kaj Munk. Vidnesbyrdets art afhænger af situationen, men naar Løgnen glammer over Jorden, hvem skulle saa raabe Nej, om ikke vi Mine Herrer Embedsbrødre, vor Gerning i dag er Uforsigtighed. (Præsteforeningens Blad den 19. september 1941).
Over for truslen om national og personlig udslettelse ophæves skellet mellem kristendom og politik: Der maa ikke tales Politik i Kirken, siger Djævelen. Han siger det med Kejserens Mæle, for Kejseren er interesseret i, at Præsterne tier stille til hans Uhumskheder. Og han siger det med de fromme Kristnes Mæle; for de fromme Kristne har bildt sig ind, at Kristendommen ikke har med andet at gøre end dem og Gud og uden for ligger Verden. (Helligåndskirken den 21. november 1943).
For Kaj Munk findes der to store legitime konger, kong Christian og kong Kristus. Størst af dem er kong Kristus. Det er bedre at skade Danmark i Forholdet til Tyskland end i Forholdet til den Herre Jesus Kristus, skriver Kaj Munk i sit brev til kirkeministeren 27. marts 1943 i anledning af forbuddet mod at tale om den norske kirkekamp i danske kirker.
At være kristen betyder for Kaj Munk at bekende og følge Kristus, mesteren med den tunge tornekrone, som han kaldes i Kaj Munks digt fra 1921: Hvo sit Liv vil bjerge, naar det ej! Hjælp mig da trods Præstegaard og Kone. Ja, selv drengene at følge dig.
To uger før sin død udgav Kaj Munk sin moderne gengivelse af Apostlenes Gerninger, hvor Paulus siger til de ældste i Efesos: jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus Kristus, at vidne om evangeliet om Guds nåde. (Apostlenes Gerninger 20, 24). Som Paulus, så Kaj Munk.
For Kaj Munk er idealet absolut. Ikke blot dø, men slå ihjel må man, hvis det er, hvad der kræves i situationen, siger han igen og igen. Kaj Munks eget våben er Ordets Sværd, som han bruger med al sin kraft. Næst efter Kristus er martyriets mulighed det vigtigste for en kristen. Det dyrebareste, det er Kristus selv; men det næstdyrebareste, det er Martyrsindet, de Kristnes Martyrsind ...Med dette Martyrsind overvandt vi engang Verden, og uden det vil verden overvinde os. (Prædiken i Københavns Domkirke den 5. december 1943).
Martyriet er altid en mulighed, hvor kristne holder sig til sandheden, den utilslørede tale, handlingen, bønnen og lidelsen.
Den dag kan komme, hvor du kan gøre mest for livet ved at dø. I døden er du ikke længere fristet af gerningsretfærdighed. Her er kun håbet til Gud tilbage, som det demonstreres i skuespillet Samson fra 1917! Det ved Kaj Munk fra Brorsons Den store hvide flok, om hvem det hedder, at du var her så tro især og slap så vel herfra (Salmebogen nr. 571, vers 3). Tro er man, hvor man ikke mister sit liv ved at ville bjerge det, men lader livet være i Guds hånd, også når livet kræves af én!
For Kaj Munk var der intet valg. Han havde som en konsekvens af sin kristendom og sin nationalisme opfordret til væbnet kamp. Det at undfly kampen, når den endelig bragede løs, kom derfor ikke på tale. Han måtte svare ligesom kromanden Marius Fiil i filmen om Hvidstengruppen: Jeg bliver.
Hvis man fastholder, at det at slippe så vel herfra kræver, at man holder sig til sandheden, den åbne tale, handlingen, bønnen og lidelsen som den kristnes vej, må Kaj Munk regnes til den store hvide flok. Det er ud fra denne tolkning, at han i dag betragtes som en kristen martyr i store dele af den protestantiske verden.
I dag jages kristne syrere i tusindvis på flugt, fordi de ikke vil afsværge deres kristne tro. Vil Europa solidarisere sig med disse kristne trosfæller? spørger Herbert Pundik i Politiken den 20. december 2013. Det forudsætter, at troens følger tages alvorligt.
