Julen 1943 var en af mine julegaver Kaj Munks versificerede danmarkshistorie for børn. Jeg mener, at jeg gående i anden klasse kunne læse den selv. Men det kan være, at jeg overvurderer mine evner. Det er sket nogle gange. Min mor læste den i hvert fald højt for mig. De tyske håndlangeres mord på Kaj Munk i disse dage for 70 år siden gjorde derfor et meget stærkt indtryk på mig.
Mange år senere gav jeg mig til at læse mindre bevægende tekster af Munk. Anledningen var, at jeg i 1980erne gennemførte en række videosamtaler med forhenværende redaktør Holger Eriksen på avisen Demokraten i Aarhus. Han fortalte mig om sit liv født 1894 i Østbirk vest for Horsens som søn af en af landets mange fattige landarbejdere. Det var dengang den største gruppe i folket, men de historikere, som var ansvarlige for dansk historieskrivning frem til 1960erne, har skjult denne store gruppe i bondestanden, altså blandt gårdejerne.
Klogt nok, for hvis de nemlig havde erkendt det skarpe skel mellem landarbejderne og husmændene på den ene side og gårdejerne på den anden, kunne de jo være blevet tvunget til at tage stilling i denne klassekamp. Og eftersom kendskabet til en sådan kamp næppe fandtes i disse historikeres bevidsthed, ville det jo have været fatalt.
Holger Eriksens far landarbejderen i Østbirk var analfabet. Det eneste, han kunne skrive, var hans eget navn. Værd at huske i dette 200-år for undervisningspligtens indførelse i Danmark, som nu skal fejres med en omfattende bogudgivelse med videre. Fint nok. Men hvorfor fejrede man ikke i 1999 200-året for den københavnske Fattigplan af 1799 og provinsplanen af 1803 frugter af den i 1787 nedsatte Store Fattigkommission med en formålsparagraf, der næsten er på højde med 1970ernes socialreform, ifølge socialhistorikeren Viggo Jonasen.
Holger Eriksen fik en realeksamen på friplads, uddannede sig som journalist og fik som sådan ansættelse ved den socialdemokratiske presse, hvor han som nævnt drev det til at blive redaktør af Demokraten i Aarhus, dengang byens største avis. Fra Stauning eller Kaos-valget i 1935 til Venstresocialisternes fjernelse af det første S- og SF-flertal i december 1967 sad han i Folketinget som en fremragende venstreorienteret socialdemokrat.
Da vi med hensyn til videosamtalerne nåede frem til besættelsestiden, var jeg tilbøjelig til at ville gå lidt hurtigt igennem denne periode. Men Holger Eriksen lånte mig et par bind med hjem af de mange, som Den Parlamentariske Kommission udsendte i årene 1945-1955 med ham selv som formand i noget af tiden.
Siden har jeg brugt megen tid på at læse om det, der kun er stedmoderligt beskrevet fra denne ellers så velbeskrevne periode, de fem mørke år. For eksempel Venstres brug af Besættelsen til at gennemføre ting, som partiet ikke havde haft flertal til at gennemføre, efter at SR havde vundet flertallet over VK også i Landstinget i 1936 men først da. Venstre fik blandt andet rullet 1933-socialreformen tilbage i et tidsafsnit, der ellers af mange mindes for det store folkelige sammenhold.
Endvidere har jeg brugt tid på at læse om Højgaard- og Haustrup-kredsene, der i sommeren 1940 pønsede på at tage magten i Danmark i ly af de tyske bajonetter i utilfredshed både med den demokratiske samfundsform og den velfærdsstatsudvikling, som Socialdemokratiet havde taget de første skridt til trods 1930ernes alvorlige økonomiske krise.
I 1990 var Gyldendal så venlig at udsende mit skrift Rigets bedste mænd om de to nævnte kredse. I forbindelse med udgivelsen af denne bog gav jeg mig også til at læse nogle af de artikler, som Kaj Munk skrev i 1930erne, hvor han var fast skribent ved Morgenavisen Jyllands-Posten. Det var ikke rar læsning.
I min bog kritiserer jeg blandt andet hans positive holdning til Mussolinis fascisme og Hitlers nazisme. Det overraskede min partifælle Frode Jakobsen, forhenværende medlem af Folketinget og Frihedsrådets grundlægger: Under Besættelsen viste Kaj Munk jo, at han var en god dansk mand, belærte han mig.
Men ikke ét sted i min bog betvivler jeg Munks nationale for ikke at sige nationalistiske sindelag. Det, jeg betvivler eller kritiserer, er hans manglende demokratiske sindelag. Og det var ret alvorligt, fordi det danske folkestyre var truet både fra højre og venstre det vil sige af kommunisterne og af de nazistisk orienterede, som var mange andre borgerlige steder end i Konservativ Ungdom for eksempel også blandt de voksne Konservative eller i den store alternative landboorganisation Landbrugernes Sammenslutning (LS) og dens repræsentation i Folketinget: Det frie Folkeparti/Bondepartiet, der var en højreafskalning af Venstre eller på mange borgerlige avisredaktioner, i visse kirkelige kredse og på visse højskoler som Rønshoved, Askov og Ollerup. Eftersom Munk var landets ledende kulturist i 1930erne, fik han mange i tale.
Efter Hitlers magtovertagelse sendte Morgenavisen Jyllands-Posten i foråret 1934 Kaj Munk til såvel Hitlers Tyskland som til Mussolinis Italien, for at han kunne fortælle læserne om sine indtryk fra de to af ham så beundrede despoters lande.
I et af de første rejsebreve fra Tyskland stillede Munk spørgsmålet: Hvem er da denne Mand? (Hitler) Han er Idealist siger de alle til mig hernede. Også den halvdel, der ikke havde stemt på der Führer? Også den million af socialdemokrater og andre anti-nazister, som alene i magtovertagelsesåret blev sendt i kz-lejre, hvis der da ikke skete dem værre ting de socialdemokrater, som havde kæmpet både mod nazisterne og kommunisterne i et forsøg på at bevare demokratiet i den Weimar-republik, som var blevet stiftet på deres (SPDs) initiativ?
Socialdemokraterne værdigede Kaj Munk på linje med andre borgerlige imidlertid ingen interesse. For mange borgerlige var kommunisme og socialdemokratisme ét rødt fedt. De skelnede ikke mellem Stalin og Stauning. I øvrigt mente kommunisterne, at socialdemokraterne var socialfascister og derfor hovedfjenden, mens de ved visse lejligheder gik sammen med nazisterne mod SPD, indtil de i årene 1939-1941 gik sammen med Sovjet i Hitler-Stalin-pagten.
Der er Enhed og Orden skrev Munk videre i rejsebrevet fra Nazityskland men der er ogsaa Koncentrationslejre og Folk i Landflygtighed og Afskedigelser og Arrestationer. Nuvel, sligt maa der til. Det er dog alt sammen bedre end ... det evig golde, besmudsede Kævleri.
Det var det i 1930erne stærkt truede parlamentariske demokrati, som måtte finde sig i denne karakteristik. Per Stig Møller (K) er så hensynsfuld, at han i sin biografi om Kaj Munk (2000) undlader at anføre den sidste sætning.
Hans biografi blev særdeles vel modtaget ikke kun af den borgerlige presses anmeldere. Den nåede ud i hele seks oplag, ligesom den sikrede sin forfatter Danmarks Radios Rosenkjærprisen. Af biografien fremgår det blandt andet, at Vedersø-præstens Hitler-beundring kulminerer fra sommeren 1934 til pinsen 1935, hvor han gør op med den praktiserede nazisme.
Men den 26. september 1936 skrev Kaj Munk: Ingen dansk kan ære Hitlers Daad mere end jeg. Den 13. marts 1938 fandt han det umuligt andet end at prise det Hitlerske Styre for Klogskab over Klogskab. Den 29. janauar 1939 postulerede han, at Hitler var så nær ved at være en Gud, som det er muligt, naar han dog blot er et Menneske. Den 5. november 1939 mente Munk, at Hitler er den Tysker, der blev vor Tidsalders Verdensnavn, medens han kæmpede (på grundlag af) sin egen Korsfarertanke om Blut und Boden i Fredens vældige Navn.
Det er skrevet to måneder efter, at Hitler angreb Polen og dermed indledte Anden Verdenskrig. Jeg har lidt svært ved at få øje på Munks opgør med nazismen.