DER VAR ENGANG, hvor Kaj Munk blev betragtet som en af Danmark største digtere. Litteraturhistorier hed Fra Saxo til Kaj Munk. Den kendte danske litteraturprofessor Hans Brix udtalte i midten af 1950erne, at dansk litteratur var på vej ned, men der var tre, der ville overleve: præsten, proletaren og prinsessen: Kaj Munk, Nis Petersen og Karen Blixen.
20 år senere var Petersen helt væk, og Munk tog enhver litteraturhistorie rituelt afstand fra. Litteraturen har som penge en børs. Forfattere kan falde i værdi, og de kan stige igen. For tiden er Kaj Munk igen på toppen. Han er den danske forfatter, om hvem der er skrevet flest bøger inden for de seneste 10-15 år, hvis vi ser bort fra Kierkegaard. Rehabiliteringen skete med tidligere udenrigsminister Per Stig Møllers (K) biografi om Munk.
Man har netop markeret 70-året for mordet på ham. Den slags kan ikke ske, uden at det skal nævnes, at han beundrede Hitler og Mussolini, eller at han ikke var demokrat. Det er sandt, at han var en totalitær tænker, men det er ikke så underligt. Kaj Munk var nemlig modernist. Det er det, som jeg skal vise her. Det er en opfattelse af Munk, som Kaj Munk-dyrkerne vil tage afstand fra. De vil fastholde ham som mod-moderne og usamtidig.
Og når jeg siger, at det er ikke så underligt med hans fascination af Hitler, da er det, fordi denne fascination delte han med de fleste modernister.
LÆS OGSÅ: Kaj Munk, sandhed og politik
Man skal og kan ikke lægge skjul på Kaj Munks, Hans Kirks, Knut Hamsuns eller mange andre samtidige forfatteres beundring for store mænd, fascisme og nazisme. Der var en tæt forbindelse mellem modernisme og fascisme. Vi kender det fra utallige: den amerikanske Ezra Pound, den finlandssvenske Edith Södergran, norske Rolf Jacobsen og så videre. Nu viser det sig, at også den amerikansk-jødiske Gertrude Stein støttede den tyske besættelse af Frankrig. Den store tyske filosof Martin Heidegger var nazismens filosof. De fleste modernister var racister.
Man kan sige, at modernismen realiseredes som totalitarisme, det vil sige enten som kommunisme eller fascisme. Digterne var enige om, at det liberale demokrati ingen fremtid havde. Disse modernister var fascineret af den forandringspotentiale, der lå i totalitarismen. En diktator kunne gøre, at man nåede sine mål. I dag er vi alle ekspressionister, sagde Joseph Goebbels. Jeg bygger blandt andet på den svenske litteraturforsker Peter Luthersson. Andre taler om the birth of fascism from modernism (fascismens fødsel ud af moderismen).
Kaj Munk er blevet fejllæst, forstået på den måde, at man ikke har betragtet ham som modernist. Gør man først det, bliver hans fascisme forklarlig og naturlig. Hvorfor betragtes han så ikke som modernist? Her kommer en overraskende påstand: Fordi han først og fremmest skrev drama.
MEN HVAD NU, hvis han var modernist, på samme måde som Henrik Ibsen er blevet det med Toril Mois bog Ibsens modernisme. Det ville ændre dansk litteraturhistorie og forklare Munks fascination af fascismen. Man forbinder som bekendt Ibsen med det moderne, men ikke med modernisme, og grunden til det er, at han skrev realistisk drama: kukkassedrama, illusionsdrama. Han forsvinder ud af modernismen, og jeg finder her en parallel til Kaj Munk. Fordi han skrev drama, forsvandt han også. James Joyce var stærkt påvirket af Ibsen. Joyce så ingen modsætning mellem modernisme og Ibsen.
Nu kan jeg ikke her udfolde hele argumentationen i Mois bog. Den bygger på kunsthistorikeren og lyrikeren Michael Frieds epokegørende artikel helt tilbage fra 1967, Art and Objecthood. Den var Frieds opgør med minimalismen, men det skal heller ikke beskæftige os her, det skal derimod den diskussion, han påbegyndte om fænomenet theatricality det teatralske.
Der er noget ved Kaj Munks skuespil, som jeg vil mene, mange har svært ved at acceptere eller forholde sig til. De er teatralske, eller det er for meget teater. Vi har svært ved at tage dem alvorligt. Det viser modernismeideologiens tag i os. Det samme skete med T.S. Eliots senere dramatiske værker. Eliot var den store modernist, men så begyndte han at skrive skuespil, og dermed røg han ud af modernismen. Eliot var antisemit.
Toril Mois pointe er, at Ibsen røg ud af den modernistiske kanon på grund af, hvad hun kalder modernismeideologien. Toril Mois hovedargument er, at modernismeideologien var og er teaterfjendsk. Den begynder altid, siger hun, med Baudelaire, Manet og Flaubert. Altså uden dramaet. Jeg kommer så med nogle udsagn fra Toril Moi om modernismeideologiens foragt for det teatralske. Teatret tilfredsstiller ikke modernismeideologerne, fordi teatret kræver et publikum. Det gør lyrik ikke.
DERNÆST SIGER HUN, at modernismeideologerne afskyr realisme og melodrama. Modernismeideologien er dypest sett teaterfiendtlig. Med dette mener jeg, at den er mot teater som kunstform og som institusjon. Hun nævner så, at Artaud og Brecht brugte Ibsen som syndebuk. For å frelse teatret ville jeg gå så langt som til å tilintetgjøre Ibsen, skriver Artaud. Hvis Toril Moi har ret, så har vi her en forklaring på kritikken af Munk. Den er et udtryk for modernismeideologiens teaterfjendtlighed. Prøv at tænke på, hvor mange danske dramatikere der er glemt af samme grund. Soya, Borberg for eksempel.
LÆS OGSÅ: Den nazistiske likvidering af Kaj Munk
Toril Moi laver en ny modernismekonstruktion, der gør Ibsen til modernismens fader. Hun slår realisme, naturalisme og modernisme sammen, fordi de alle er rettede mod idealismen som æstetisk praksis. Man kan nævne, at Ibsen og Strindberg er de første forfattere, der blev betragtet som universelle verdenslitterære. Det forklarer også Munks klare verdenslitterære appel. Uden for Danmark virker han ganske enkelt ikke særlig dansk.
Har Toril Moi ret, da er Ibsen og Munk modernister. Og Munk fremtræder som den mindst nationale af datidens forfattere. Det nationale hos ham var i hans frihedskamp. Var han også, som Ibsen, anti-idealist? Måske ikke helt, som det forstås hos Toril Moi, men nok i teologisk forstand; det ser vi vel i En Idealist.
Idealismen var et yndet emne. Det var idealismen, som K.E. Løgstrup skrev en disputats imod, og det var idealister, som hans klassekammerat Hans Scherfig skrev en satirisk roman om. I Francis Bulls bog Landet og litteraturen fra 1949 er sidste del om Kaj Munk. Han sammenligner ham med to andre store dramatikere fra tiden 1920-1930: Nor-dahl Grieg og Pär Lagerkvist.
Bull beskriver Munk med, at han i sammenligning med de to andre har mest tilknytning til litteraturens og teatrets beste tradisjoner fra eldre tider. Det var alltid virkelig teater i hans dramatikk han gik ikke av veien for publikumseffekter. Bull har jo her også fat i det teatralske, men han fremhæver det af en anden grund end Toril Moi for at vise Munks traditionsbundethed.
Det teatralske det virkelige teater, som Bull kalder det viser sig dels i det melodramatiske, men også i, hvad der kaldes metateater; altså teater, der gør opmærksom på sig selv som teater. Vi er hos Munk aldrig i tvivl om, at det er teater. Modernismeideologien råder ikke mere, og det gør, at Munk kan indsættes på sin rette plads som modernist.