Engang var neger et neutralt ord for en efterkommer af slaverne. Martin Luther King brugte det i ”I have a dream”-talen under ”Marchen til Washington” i 1963.
Men omkring 1970 blev USA's negre sorte. I den transformation spiller De Olympiske Lege i Mexico City i 1968 en rolle. Da vandt to sorte amerikanere, Tommie Smith og John Carlos, henholdsvis guld og bronze i 200 meter løb. Under overrækkelsesceremonien og afsyngelsen af den amerikanske nationalsang rakte Smith en knyttet højre hånd i en sort handske og Carlos en ditto venstre i vejret.
Røde ungdomsoprørere og radikale sorte i USA blev allierede, da marxister solidariserede sig med undertrykte i Den Tredje Verden som in casu afrikanere, og USA's sorte er jo efterkommere af afrikanere.
Radikale sorte i USA havde nogle år før dannet det revolutionære, nationalistiske og socialistiske The Black Panther Party, som alverdens venstreorienterede nu omfavnede. I 1968 kom De Sorte Pantere i skudkamp med politiet. Andre grupper af sorte introducerede slagordet ”Black power”.
LÆS OGSÅ: Professors brug af "N-ordet" udløser strid i USA: "De studerende er blevet gjort fortræd"
Så fra omkring 1970 var betegnelsen sorte for negre blevet det nye sort. I 1980'erne afløstes det af afroamerikaner, men siden 1990'erne er afrikansk-amerikaner blevet den politisk korrekte betegnelse. Også i Danmark.
Hvilken betegnelse, sorte foretrækker, vides ikke. I det følgende undersøger jeg, hvilken betegnelse én konkret efterkommer af de afrikanske slaver foretrækker.
Det drejer sig om historikeren John Hope Franklin (1915-2009), der i 1941 fik en ph.d.-grad i historie fra Harvard Universitet.
Hvilken af de fire betegnelser bruger han i ”Race and Slavery. Selected Essays 1938-1988” (1989)? I 13 essays fra 1938 til 1988 bruger han langt overvejende ordet neger. I essays fra 1975 og 1979 bruges næsten kun sort. I 1988 bruger han både neger og sort. I tre essays (1981, 1985, 1986) bruger han neger og afro-amerikaner. Intetsteds benytter han termen afrikansk-amerikaner.
Før vi vender tilbage til hans valg af term i andre værker en smagsprøve på, hvad han i essayet ”The Dilemma of the American Negro Scholar” (1963) har at sige om det at være negerhistoriker i USA. I præsentationen af Franklin følger jeg hans praksis i essayet og skriver neger, selvom jeg kan føle det akavet.
Frem til slutningen af 1800-tallet var det svært at finde en amerikansk forsker, der mente, at negre kunne blive videnskabsmænd. Selv de, der kæmpede for negrenes politiske lighed, mente ikke, at negre evnede at tænke abstrakt.
En udtalelse fra 1895 af den senere præsident Theodore Roosevelts opsummerer tidens stemning i det hvide USA: ”En fuldkommen dum race kan aldrig hæve sig op på et temmelig højt niveau; negeren for eksempel har lige så meget været holdt nede af mangel på intellektuel udvikling som af andre årsager.” Agtværdige aviser mente, at negre kun kunne bestride manuelle job, da de var barnlige, uansvarlige og laverestående.
USA's negre var blevet så hjernevasket af påstande om hvides overlegenhed, at de selv troede på deres underlegenhed. Nogle negre blandt videnskabsfolk argumenterede dog på skrift for, at negeren intellektuelt var på højde med andre.
Visse negre følte sig så udfordret af påstande om negres lave intelligens, at de opgav deres videnskabelige forskningsfelt for at imødegå påstandene. Det gjaldt lægen C.V. Roman, der opgav sin medicinske forskning for at skrive ”The Negro in American Civilisation”. De lagde derved grunden til ”Negro Studies”, det vil sige ”Studier i negres forhold”.
Men når negre kun studerede negres historie, antropologi, sociologi, digte, romaner, noveller og så videre, var de blevet ofre for segregation i den videnskabelige verden, på samme måde som negre på andre områder var ofre for raceadskillelse: negerkirke, negerpresse, negervirksomheder, negeruddannelse og nu negervidenskab.
Hvide udlagde fremkomsten af ”Negro Studies” sådan, at negre havde særlige evner for at studere negre og deres problemer. Men dermed skød de et vigtigt videnskabeligt princip ned: Alle mennesker er i stand til at bedrive videnskab inden for et hvilket som helst forskningsfelt. Man behøver ikke være neger for at studere negrenes historie.
Nogle negervidenskabsfolk holdt fast i deres forskningsfelt. W.S. Scarborough med universitetseksamen i græsk og latin fra Oberlin, den første højere læreanstalt, der gav negre adgang, skrev ”Aristofanes' fugle: En teori om fortolkning”, oversatte bind 21. og 22. af Livius' ”Roms historie” og studerede sanskrit, gotisk og litauisk.
Men der var ikke plads til ham i USA's videnskabelige verden. Ikke engang på Howard Universitet, hvor der især gik negre. Dets hvide bestyrelse mente, at en lærestol i klassiske sprog kun kunne besættes af en hvid.
John Hope Franklin mødte selv hvide fordomme. Første gang han ville benytte sydstaten North Carolinas Afdeling for Arkiver og Historie, skabte hans opdukken i arkivet panik.
Arkivlederen meddelte Franklin, at han var den første neger, der havde bedt om adgang til arkiverne, og eftersom arkivbygningens arkitekt ikke havde taget højde for, at en neger ville benytte den, måtte Franklins brug af arkiver og andet materiale udskydes adskillige dage, indtil et udstillingsrum kunne indrettes som læsesal for Franklin.
John Hope Franklin har forfattet et væld af bøger om sorte amerikanere. I 1947 udgav han ”From Slavery to Freedom: A History of Negro Americans”, der er kommet i en halv snes udgaver siden. Til og med 6. udgave fra 1987 står der ”Negro” i undertitlen, men fra og med 7. udgave fra 1994 er undertitlens ”Negro” ændret til ”African”.
Sammenligner man indholdsfortegnelserne i 5. (1980) og 8. udgave (2000), er 5. udgaves ”Negro” i kapiteloverskrifterne konsekvent udskiftet med ”Black” eller ”African” i 8. udgave. Går man ind i værket, ses tilsvarende, skønt teksten mange steder er næsten ens i 5. og 8. udgaven, at ”Negro (American)” lige så konsekvent er udskiftet med ”African (American)”.
Et enkelt sted (side 487-488 i 5. udgave og side 553-554 i 8. udgave) kommenterer John Hope Franklin kort brugen af de forskellige betegnelser for efterkommere af de afrikanske slaver. Han bemærker, at nogle efterkommere af slaverne foretrak ”black” og ”Afro-American” frem for ”negro” med begrundelsen, at ”negro” brugtes nedsættende i slavetiden. Hertil indvender Franklin, at ”black” i slaveårene blev brugt mindst lige så nedsættende. Trods sin kritik af dem, der foretrækker betegnelserne ”black” og ”Afro-American” frem for ”negro”, har Franklin altså selv siden 8. udg. af ”From Slavery ...” valgt at skippe ”negro” til fordel for ”African American”.
Ville det i øvrigt gøre nogen forskel, om man på tegninger fra slavetiden, hvor der holdes auktion over slaver, udskiftede ordet ”negro” med ”African-American”? Nej, så ville ”African-American” også have fået en nedsættende klang. Så jeg kan ikke se, at ordet neger skulle være mere nedsættende end afrikansk-amerikaner.
Grundlæggende er der ingen forskel på betegnelserne neger, sort, afro-amerikaner, afrikansk-amerikaner. For hvad adskiller afrikansk-amerikanere fra andre bindestregs-amerikanere? Sproget? Nej, de taler amerikansk som de fleste andre i USA. Spisevaner? Nej, de spiser lige så usundt som andre amerikanere. Hudfarven? Ja, netop deres sorte hudfarve eller blege udgaver heraf adskiller dem fra andre amerikanere.
Når man - som John Hope Franklin - i en ny udgave af en bog fjerner en term, man har brugt i tidligere udgaver, minder det om den forvanskning af historien, der skete i Stalins Sovjetunionen, når gamle bolsjevikker som Trotskij blev bortretoucheret fra fotos, så Stalin kom til at stå alene med Lenin.
Jørgen Grimstrup er lektor, cand.mag.