Det 19. århundredes nationalromantik styrkede interessen for modersmålet, skandinavismen øgede interessen for det nordiske grundsprog, og de politiske og militære stridigheder med Preussen afstedkom en øget modvilje mod tyskheder i sproget.
Men det danske samfund har siden middelalderen været påvirket af sin sydlige storebror, og navnlig har det nedertyske sprog – blandt andet i kraft af en lydlig lighed med dansk – haft en gennemgribende indflydelse. Det er naturligt, at denne påvirkning blev mistænkeliggjort efter krigene i midten af 1800-tallet. Sprogrensere søgte at retablere ældre ord eller danne nye til erstatning af mere eller mindre udbredte germanismer. Det kan derfor ikke undre, at det gamle ord fødselsdag blev genindført som erstatning for ”geburtsdag”, men i andre tilfælde har de indlånte ord haft så stor borgerret i sproget, at de ikke har kunnet udvises. Berygtet er forsøget på at indføre formen ”skjoldpadde” for skildpadde.
Det er på denne baggrund, man skal se Otto Kalkars ”Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700)”, der udkom i perioden 1881-1918, og som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab netop har lagt på nettet på adressen kalkarsordbog.dk. Selvom ordbogen er cirka 100 år gammel, er den stadig det bedste hjælpemiddel til forståelse af tekster fra perioden. Enhver, der i dag læser tekster fra middelalderen, reformationstiden eller barokken, det være sig digte eller brugstekster, vil kunne finde hjælp i Kalkars ordbog.
Digitaliseringen har tilmed gjort det lettere at benytte Kalkar, der er berygtet for sin særprægede struktur, hvor for eksempel ”Ærvegods” ikke skal findes under Æ, men A, fordi ordet er beslægtet med arv. På hjemmesiden sørger fritekstsøgninger for, at alle ord findes. Når jeg mener, at Kalkars ordbog skal vurderes i forhold til hans samtidige puristiske sprogmænd, er det fordi Kalkars indsats nemt kunne spændes for samme vogn som disse. I sin ordbog over forældede ord havde Chr. Molbech i 1853 for eksempel begrædt, at det tyske svangerskab havde fortrængt ”barnbyrd” og frugtsommelighed.
Men hos Kalkar bliver det ved en nøgtern registrering af de faktisk forekommende ord, herunder også tyske låneord som svanger og tydelige germanismer som ”geburtsbrev” (fødselsattest), gevalt (magt), ”gevant” (øvet), ”gevorben” (hvervet), gevækst (plante, urt). Kalkar var nationalt sindet og meldte sig frivilligt i 1864, men hans forskeriver har været større end hans puristiske trang. Og det kan vi kun være taknemmelige for i dag, for det har gjort hans ordbog desto mere anvendelig. Mens Molbechs glossarium og datidens døgnaktuelle forsøg på at genoplive forældede ord som ”Hans Dahls Dansk Hjælpeordbog” (1875) i dag er ”slået i glemmebogen”, bliver Kalkar flittigt brugt af sprogforskere, litterater, historikere og slægtsforskere.
Det er uklart, præcis hvad der fik Kalkar til at indsamle forældede ord, men det hænger formentlig sammen med en interesse for sprog, han har haft fra barnsben. Angiveligt var det en uvilje mod at undervise børn, der fik ham til at fravælge et filologisk studie og i stedet kaste sig over teologien. Det blev imidlertid til en virksom lærergerning ved seminarier i hele landet, før han i 1886 blev præst i Himmelev.
En af hans elever har fremhævet, hvordan Kalkar beredvilligt lagde de gamle skrifter fra sig og fokuserede på den enkelte elevs behov og problemer. Ordbogsarbejdet har været hans fritidssyssel, som han først efter pensioneringen har kunnet kaste sig over på fuld tid. En af hans forgængere, Matthias Moth (1649-1719), Christian V’s topembedsmand, for hvem leksikografien også var en hobby ved siden af krævende embedspligter, har tegnet et billede af sig selv i studerekammeret, som Kalkar sikkert har kunnet nikke genkendende til. Det begynder: ”Her i dette lille Kammer/ Er ieg fri for larm og Klammer,/ Her betænkes, hvad ieg er,/ Hvad ieg veed, det prøves her.”
Den stille lærde er en passende karakteristik af Kalkar. Man må forestille sig, at hans bibliotek har været velforsynet med udgaver af den ældre danske litteratur og af ordbøger og leksika. Alligevel har det ikke været nogen enkel opgave for Kalkar, langt fra Københavns samlinger og fagmiljø, at tilvejebringe sin ordbog. Da han tog fat på arbejdet i 1869, befandt han sig således ved Grenaa. På denne måde indskriver Kalkar sig i historien om det, man kunne kalde det danske landbosamfunds ”universitet”.
I præstegårde over hele landet har præster gennem århundreder bedrevet forskning, og ofte har de i deres samtid været blandt de ledende inden for deres felt. En livlig, videnskabelig korrespondance har muliggjort, at disse forskere har kunnet sidde relativt isoleret fra andre videnskabsmænd og alligevel været aktive i det, der er blevet kaldt den lærde republik. Kalkar har også stået i brevforbindelse med en række danske sprogvidenskabsmænd, men det er påfaldende, at han ikke har haft en større korrespondance med sin kollega i Lund Knut Frederik Söderwall, der på samme tid udarbejdede en ordbog over det svenske middelaldersprog. De to har naturligvis kendt til hinandens arbejder, men de har øjensynligt ikke haft brug for eller lyst til at brevveksle om problemstillinger eller principper.
Sproget udvikler sig, og i perioden 1300-1700 gennemgår dansk en række forandringer, der gør det vanskeligt for en moderne læser at forstå teksterne. Det handler blandt andet om, at tidens skrivemåder adskiller sig fra vores – og ikke følger én fast norm. Ordet fra optræder for eksempel i former som ”fran”, ”fraa” og ”fræ”, og et ord som vej kan staves ”veg”, ”vei”, ”vey”, ”wegh” og på en lang række andre måder. Det kræver altså en vis tilvænning (og afvænning af indmejslede ortografiske normer) at læse ældre tekster. Men selv når man kan genkende ordene i deres ældre form, er det ikke altid, deres betydning bliver klar. Nogle ord er selvfølgelig forsvundet ud af sproget, det gælder for eksempel ”byrje” og ”ulvelle”, der betyder begynde og kamel.
Andre ord har skiftet betydning. Når Birgitte Thott således i 1658 skriver: ”Den samme dag leegte hand balon for al folckits forsamling,” betyder ”balon” ikke ballon, men bold, og i folkeviserne og andre steder betyder ”bur” ikke bur, men kammer eller lille hus. Navnlig mange adjektiver undergår omfattende betydningsændringer over tiden. Det hænger nok sammen med, at de tager farve af de substantiver, de lægger sig til, og mens de konkrete substantiver som regel har en vis konstant betydning, kan adjektiverne tolkes forskelligt. Når køn i dag betyder smuk, er det udtryk for en betydningsforskydning fra den middelalderlige betydning tapper: ”Jøderne wore dristige oc kiøne,” hedder det for eksempel i en tekst fra 1539.
Påfaldende nok har dejlig gennemgået en lignende udvikling; i ”Keyseren haffuer her mist mange deylige mend” er det jo ikke de dræbte krigeres udseende, men deres tapperhed, der menes. Det positive grundelement er bevaret i disse ord. Anderledes forholder det sig med fræk, hvis grundbetydning, dristig, i dag har fået en nedsættende medbetydning. Også lemfældig er eksempel på, at ord kommer til at betyde noget radikalt anderledes. Når Jesper Brochmand i sin postil skriver: ”her lader Christus Jesus see sin limfeldighed”, betyder det, at Jesus viser sin mildhed, for den gamle betydning af lemfældig er mild eller omhyggelig, altså det stik modsatte af, hvad ordet betyder i dag. Man hører ofte beklagelser af, at ordene skifter betydning, og at yngre generationer misbruger ord som bjørnetjeneste og godt. På kalkarsordbog.dk kan man nu forsikre sig om, at betydningsforandringer er et grundvilkår i et levende sprog.
Simon Skovgaard Boeck er redaktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab