Pia Kjærsgård: Kampen for Danmark fortsætter i Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti fylder i dag 25 år. Der er nu nogen, som taler om, at Dansk Folkeparti har færdiggjort vores opgave. Til dem er der bare at konstatere, at sådan er det ikke! Vi har nået meget på de 25 år, men vi er endnu ikke i mål, skriver Pia Kjærsgaard (DF)

"Vi har været i gang i 25 år, men vi er endnu ikke i mål," skriver Pia Kjærsgaard.
"Vi har været i gang i 25 år, men vi er endnu ikke i mål," skriver Pia Kjærsgaard.

I dag er det 25 år siden, at Dansk Folkeparti så dagens lys. Efter mange års kiv og strid i Fremskridtspartiet stiftede Poul Nødgaard, Ole Donner, Kristian Thulesen Dahl og jeg partiet med den ambition at skabe et ægte folkeparti, der skulle være partiet for helt almindelige danskere og tage deres bekymringer alvorligt.

I 1995 var mange danskere nemlig bekymrede. Særligt bekymrede var mange for den stigende indvandring, som ingen partier på Christiansborg tog alvorligt. Der var ingen, der lyttede til danskerne. Mange politikere negligerede danskernes bekymringer over den muslimske indvandring. Socialdemokratiet mente rent ud sagt, at danskerne var for dumme til at forstå, at den ikke-vestlige indvandring var en gave til den danske befolkning, og at integrationen nok skulle blive en succes, hvis blot de ville åbne deres hjerter og hjem op for de nytilkomne.

Som daværende indenrigsminister Birte Weiss (S) sagde fra Folketingets talerstol tilbage i april 1997 om de indvandringsskeptiske danskere: ”De bliver vrede, når man gør opmærksom på, at alt det væsentligste tankegods, som det danske velfærdssamfund er bygget af, simpelthen er kommet til os udefra.”

Dansk Folkeparti blev til som en folkelig reaktion mod socialdemokraternes og resten af venstrefløjens arrogance og nedladende attitude over for den danske befolkning. Det var en kamp, som krævede store personlige ofre fra os, som tog kampen op. Poul Nyrup Rasmussen og resten af den socialdemokratiske top udskammede os fra Folketingets talerstol og i medierne og gjorde det i et så aggressivt sprog, at det nok var medvirkende til, at ekstreme venstrefløjsgrupper anså det for legitimt at anvende politisk vold imod Dansk Folkepartis medlemmer og politikere. Selv mærkede jeg på egen krop venstrefløjens had og intolerance i marts 1998 under et besøg på Nørrebro, hvor de efterhånden berømte tv-billeder viser de autonomes angreb mig på mig og min flugt ind i en bankfilial.

Artiklen fortsætter under annoncen

Trods venstrefløjens vrede fortsatte vi vores kamp imod indvandring og islamisering af vores samfund. Den bar tidligt frugt efter systemskiftet i 2001. Det lykkedes os via et stort antal stramninger af reglerne for blandt andet familiesammenføring, tildeling af permanent ophold og statsborgerskab at mindske antallet af indvandrere og flygtninge, sammenlignet med de forfærdelige år i 1990’erne, hvor der fra 1992 til 1994 blev registreret 34.882 asylansøgere. Det antal blev nedbragt til lidt over 1000 årligt i midten af 2000’erne.

Vi fik bremset den skadelige udvikling for Danmark, men vi fik ikke i 2000’erne ligefrem vendt den. Det lykkedes os at komme et stort skridt videre i 2019, da vi tog første skridt mod en ændring, en egentlig hjemsendelsespolitik af uønskede migranter og indvandrere fra muslimske lande. Danmark skulle ikke længere kunne gøres til deres hjemland, og udlændinge bosiddende i Danmark skulle i videst muligt omfang repatrieres. Den nye socialdemokratisk regering har dog desværre valgt siden at rulle hjemsendelsespolitikken tilbage, inden den kunne nå at komme i gang.

Vi har i Dansk Folkeparti fejret sejre på så mange forskellige områder. I 2000 lykkedes det os at overbevise danskerne om at stemme nej til indførelsen af euroen i Danmark og dermed bevare kronen. Ved afstemningen om retsforbeholdet i 2015 anbefalede vi at stemme nej, og det lyttede en stor del af danskerne til på trods af, at et stort flertal i Folketinget anbefalede et ja. 53,1 procent af vælgerne stemte nej. Vi har været garant for at få sat hegnspæle ned over for EU.

Det har altid været en mærkesag for os at sikre en værdig og ordentlig tilværelse for vores ældre. Det har ført til markante forbedringer af vilkårene for dem, der gennem et langt liv har slidt og slæbt for fællesskabet. Den største sejr kom med indførelsen af ældrechecken ved finansloven for 2003, som vi har forbedret løbende gennem årene. Derudover er jeg særligt stolt af, at det var os, der som de første fik sat tanken om hospicer på den politiske dagsorden.

På retsområdet har vi fået indført et stort antal stramninger til gavn for retsfølelsen og helt almindelige menneskers retfærdighedssans. Indførelsen af grænsekontrollen i 2016 efter pres fra os blev en milepæl og et vigtigt skridt henimod den permanente grænsekontrol, som vi fortsat arbejder for. Derudover har vi benhårdt kæmpet for at sætte dyrenes rettigheder på dagsordenen og lykke des med at komme igennem med DF-mærkesager om at få oprettet dyrepoliti og kriminaliseret seksuel omgang med dyr.

Finanslov efter finanslov har vi knoklet for at styrke indsatsen for den danske kulturarv – bevarelse af fregatten ”Jylland”, penge til H.C. Andersen Centeret, udredningen om den kolde krig, merbevilling til Den Gamle By, restaurering af Hammershus og Kalø Slotsruin er bare nogen af de aftryk, vi har fået afsat gennem årene.

Dansk Folkeparti har været bannerfører for aftalerne om at udflytte næsten 8000 statslige arbejdspladser til provinsen og dermed komme et skridt nærmere et Danmark i geografisk balance. Allerede i perioden 2001-2011 kæmpede vi for statslige udflytninger – blandt andet ved etableringen af det store nationale skattecenter i Ringkøbing, Veterancenteret i Ringsted og etableringen af nye fængsler på Nordfalster til erstatning for fængsler i hovedstadsområdet. Også de små øer har haft partiets særlige opmærksomhed, for eksempel da vi fik afsat 60 millioner kroner til udskiftning af færgerne til de små øer, og da vi fik nedsat taksten for at benytte færgerne.

Vi har nået meget i løbet af vores første 25 år. De første 24 år var endda med nærmest konstant fremgang og en stadigt stigende opbakning fra danskerne. Sådan har det ikke været det seneste halvandet år. Vi fik to forfærdelige valg i 2019 og har været nede at bide i græsset. Det har bestemt ikke været sjovt. Det kan jeg skrive under på. Men jeg kan også skrive under på, at det går op og ned i politik, og at vi nok skal rejse os igen. Nogen taler nu om, at vi i Dansk Folkeparti har færdiggjort vores opgave. Til dem er der bare at konstatere, at sådan er det ikke! Vi mangler fortsat et asylstop, at kriminelle indvandrere udvises efter første domfældelse, en egentlig hjemrejsepolitik, der er iværksat og fungerer, at islamiske ekstremister ikke længere findes i Danmark, at muslimske parallelsamfund er forsvundet, og at de tilbageværende indvandrere og deres efterkommere abonnerer fuldt og helt på danske værdier.

Kampen mod de kriminelle og banderne skal fortsætte med den konsekvente linje, som vi repræsenterer i retspolitikken. Derudover skal kampen mod EU og alle de andre, som vil ødelægge vores nationalstat og underminere vores selvstændighed, fortsætte.

Venstrefløjen vil mase sin arrogante og anmassende identitetspolitik ned over hovedet på danskerne. Pludselig er det politisk ukorrekt at sige ”eskimo”, landsholdet knæler for Black Lives Matter, ”Halløj på badehotellet” bliver forsynet med indholdsadvarsler, og påklædningsfester er pludselig et minefelt, hvor man kan komme til at krænke andre kulturer. Vi ser den form for galskab vinde større og større indpas i Danmark. Den udvikling bekæmper vi i Dansk Folkeparti. Alle disse kampe er der behov for, at vi fortsat udkæmper, og der er stadig brug for, at de ældre og udsatte har en stærk stemme på Christiansborg, og for et parti, der står vagt om og vil styrke Danmarks kristne fundament.

Der er ikke andre partier end Dansk Folkeparti, der kan klare den store opgave. Nu har vi været i gang i 25 år, men vi er endnu ikke i mål. Kampen for Danmark fortsætter.