FORAN ET HALVT SAMMENFALDET mudderhytte i Malawi i det sydlige Afrika sidder en gammel mand på 77 år. Han ser dystert frem for sig, helt fortabt i sine egne tanker. Lige nu ved han ikke, hvornår og hvorfra hans næste måltid skal komme.
77-årige Edwin Bernard bor alene, og tidligere har han klaret sig selv trods sin høje alder. Men det seneste par års mange skift mellem voldsomme tørkeperioder og oversvømmelser har ramt hans område hårdt.
LÆS OGSÅ: Frygt for fødevarekrise
I år troede han, han ville få en god høst, men den blev ødelagt af oversvømmelser. Den lille køkkenhave, som sikrede hans overlevelse, består nu kun af lange stilke, hvor kålen er skåret fra.
Bernard håber på, at regeringen vil hjælpe ham og titusinder af andre malawiere med fødevareuddeling. Det forfærdelige er, at det kan blive rigtig svært, også selvom for eksempel Verdensfødevareprogrammet WFP og Folkekirkens Nødhjælp vil prøve at skaffe nødhjælp.
Vi ser nemlig fødevarepriserne stige voldsomt igen! På kun fire år har vi dermed haft hele tre globale fødevarekriser. Sommerens voldsomme prisstigninger på basale fødevarer har endnu en gang fået spekulanterne i sving, og priserne på verdensmarkedet er i hastig himmelflugt.
Kigger vi på fødevarepriserne over de sidste fem år fra 2007, sådan som FAO, FNs fødevare- og landbrugsorganisation, har registreret dem, ser vi først den dramatiske stigning i priserne fra maj 2007 til november 2008.
Under denne krise kom der 100 millioner flere mennesker i de sultendes rækker, men derefter faldt priserne til ro dog ikke særlig længe og på et lidt højere niveau. Siden da har de nået nye højder. I juni 2010 tager kurverne igen et voldsomt sving opad og kun lidt nedad igen. Hver gang falder priserne til ro igen på et stadig højere niveau, også i mellemperioden.
Det betyder, at vi får stadig mindre korn for pengene, når vi køber ind til nødhjælp. Stadig mindre mad til at mætte de sultende.
Derfor mener vi i Folkekirkens Nødhjælp, at det er på tide at tage skeen i den anden hånd. Trods vores navn er vi helt på det rene med, at permanent nødhjælp grundlæggende er en dårlig løsning. Vi ønsker at skabe langsigtede løsninger og mener, vi har nogle rigtig gode bud på, hvordan man kan skabe dem.
Først og fremmest er det selvfølgelig afgørende, at vi får skabt udvikling, så folk på landet hvor langt de fleste sultende befinder sig kan forsørge sig selv. I mange afrikanske lande arbejder vi med bæredygtige økologiske teknikker, som giver langt større fødevaresikkerhed og langt mindre afhængighed. Det synes vi, man skulle lægge meget større vægt på end på at forske i gensplejsede afgrøder og kunstgødning, som grundlæggende betyder, at smålandbrugerne bliver afhængige af de store landbrugsgiganter som Monsanto.
Vores nuværende fødevarekrise skyldes jo ikke blot, at vejret har været dårligt et enkelt år. Den samlede globale kornproduktion ventes at blive betydeligt mindre end først anslået, fordi den voldsomme tørke i USA har ramt den amerikanske majsproduktion hårdt.
USA er verdens største eksportør af majs, og det påvirker naturligvis den fremtidige prisudvikling. Men det er også manglen på decentrale lagre, der betyder, at vi, globalt set, har meget lidt at stå imod med, når krisen rammer. Lagrene er helt i bund. Spekulanter uden forbindelse med markedet i øvrigt benytter lejligheden og spiller højt spil om fremtidens priser. Deres gambling smitter også af på nutidens priser, men afspejler ikke som tidligere de reelle markedsforhold.
Som altid er det de fattigste, der rammes hårdest af de globale prisstigninger. En afrikansk familie bruger mellem halvdelen og fire femtedele af sin samlede indkomst på mad en dansk familie bruger vel omkring en tiendedel. Derfor slår de højere fødevarepriser ikke nær så hårdt igennem, når vi tømmer køleskabene herhjemme.
FAO vurderer, at de fattige lande, der importerer fødevarer, faktisk vil få en rekordstor høst af korn på hele 534 millioner ton. Desværre hjælper det ikke nok, fordi de alligevel er nødt til at importere korn, som samtidig stiger til i alt 36,5 milliarder dollar. 35 lande, heraf 28 i Afrika, er berørt af fødevareusikkerhed.
I den seneste rapport fra FAO har organisationen vurderet, at der er færre sultende i verden, fordi man har fundet frem til en ny beregningsmetode, der viser, at vi frem til 2007 faktisk så et større fald, end FAO tidligere har vurderet. Men organisationen erkender samtidig, at den positive udvikling ser ud til at være standset med fødevarekrisen fra 2007.
I de afrikanske lande voksede antallet af sultende i løbet af de seneste to årtier fra 175 millioner mennesker til 239 hvoraf næsten 20 millioner er kommet til over de sidste fire år. Flere end én ud af fire sulter. Klimaforandringer, brug af majs som biobrændsel, jordtyveri, tømte fødevarelagre og spekulation er alt sammen med til at skabe og forværre sulten.
Derfor mener vi i Folkekirkens Nødhjælp, at vores regering skal sætte langt mere målrettet ind for at sikre retten til mad. Og Danmark har et stærkt udgangspunkt for at gøre dette, også i en international sammenhæng.
Vi er et respekteret land, der er kendt for at yde en stor og god udviklingsbistand. Vi er et land med en lang tradition i landbrug og har selv oplevet, hvordan landbruget har skabt udvikling og vækst.
Desværre er de stigende fødevarepriser og sikring af retten til mad ikke en specifik prioritet i regeringens nye udviklingsstrategi, hvor man først og fremmest fokuserer på at skabe grøn vækst, beskæftigelse og erhvervsudvikling. Gode initiativer, men de ikke hjælper Edwin Bernard i Malawi.
Vi mener, det må være på tide at vende bøtten om og se på situationen med udgangspunkt i, hvordan dansk udviklingsbistand kan sætte retten til mad og de sultende i centrum. Det kan ikke passe, at vi over tid ser det samme antal mennesker, der sulter i stedet for at få den halvering i antallet af sultende, som verdens ledere lovede på et stort FAO-møde i 1996.
I dag snakker vi kun om andelen, og da klodens befolkningstal stiger, bliver de samme millioner af sultende blot en mindre procentdel, uden at tallet i øvrigt har rokket sig af stedet, grundlæggende set.
Vi ved, det er muligt at ændre ting-ene. Vores egne erfaringer viser, at vi sammen med de fattigste kan skabe bedre liv, ikke mindst for de børn, der ellers bliver skadet på livstid af sult helt fra fostertilstanden. Men der skal en målrettet indsats til for at garantere retten til mad.
FAO og andre fødevareorganisationer har ret i, at flertallet af de sultende bor på landet, og at udvikling med udgangspunkt i landbruget skaber langt bedre resultater for de sultende end for eksempel industriudvikling i byerne.
Netop i dag på FNs fødevaredag den 16. oktober er der grund til at se på, hvordan vi samtidig undgår, at vores levevis skaber endnu større problemer for de fattigste.
Når erhvervslivet for eksempel investerer i udviklingslandene, må vi sikre, at de overholder de særlige retningslinjer for jordkøb, som blev forhandlet under Komiteen for Verdens Fødevaresikkerhed og vedtaget i år. Desværre er de frivillige vi mener de skal gøres bindende for alle, der investerer i udviklingslandene.
Vores store forbrug tærer hårdt påverdens ressourcer. Her i den rige verden spiser vi enorme mængder af kød, forurener og udleder CO2, og speku-lerer hovedløst på de sultende menneskers bekostning. Intet af dette er nogen naturgiven rettighed, vi har. Intet af dette er noget, vi er nødt til at gøre for at overleve. Men hvis man sulter, er man nødt til at finde mad for at overleve.
Det er med andre ord på tide, at vi i vores del af verden lægger livsstilen om, så vi alle kan få den mad, vi har brug for, hverken mere eller mindre. På den måde kan vi også frisætte en masse energi og virkelyst i de fattigste lande, ikke mindst for de nye generationer.
De skal have en fremtid med uddannelse, sundhed og sikkerhed for det daglige brød.