SIDEN ETABLERINGEN af Tænketanken for forfulgte kristne i marts har der været en del opmærksomhed om dette initiativ. Selvom initiativet er nyt og endnu ikke helt har fundet sit spor, vil vi gerne klargøre, hvorfor og på hvilket grundlag tænketanken er etableret.
Helt fra Det Nye Testamentes tid har forfølgelse været en del af kirkens vilkår i verden. Jesus stillede i afskedstalerne sine disciple i udsigt, at de ville blive forfulgt, og det ord, Det Nye Testamente bruger for at betegne kristusvidnesbyrdet, er ”martyreia”.
Siden Det Nye Testamentes tid er kirkens historie fyldt med martyrer, som betalte den højeste pris for at stå ved deres tro og vidne om den.
ALLIGEVEL MENER VI, at det giver mening at sætte fokus på den forfølgelse, som både kristne og andre mindretal er udsat for i disse år. Kampen for retfærdighed i verden er også en del af den kristne tro, og et kristent engagement i verden betyder også en kamp imod uretfærdigheden.
Det gælder, hvad enten det sker i det nære eller i det fjerne, og hvad enten uretfærdigheden er rettet imod muslimer eller kristne, hinduer eller bud- dhister, troende eller ateister, hetero- eller homoseksuelle.
Vi vil gerne påpege, at kampen for forfulgte kristne også er en del af kampen for retfærdighed.
Vi støtter begge kampen for homoseksuelles rettigheder i Brunei, kvinders rettigheder i Afrika, de muslimske rohingyaers rettigheder i Myanmar og demokratiske tilstande i Irak og Afghanistan.
Men desværre har der været næsten larmende stille i offentligheden om bestræbelserne på næsten at udrydde kristne minoriteter, for eksempel i Mellemøsten, Sudan eller Nordkorea.
DERFOR HAR VI VALGT at etablere Tænketanken for forfulgte kristne, fordi der er behov for dokumentation om, at de kristne ikke er nærtagende og rethaveriske, når vi taler om forfølgelse.
Vi ønsker at sætte fokus på det, der foregår, og at være en røst til hjælp for de forfulgte. Desuden vil vi hjælpe menighederne til at huske de forfulgte i deres forbøn.
Af disse grunde skal Tænketanken for forfulgte kristne være bredt sammensat, så ingen økonomiske, politiske eller kirkepolitiske interesser kan mistænkes for at stå bag dens arbejde.
Vi ved naturligvis godt, at total uafhængighed er en illusion, men ikke desto mindre er det idealet.
Vi vil ikke gå nogens ærinde – undtagen de forfulgtes. Og vi vil sige, hvad vi er overbevist om, der er belæg for, om det så er politisk korrekt eller ej.
Tænketanken forfulgte kristne er ikke sat i verden for at puste til en religionskrig. Vi har ikke en dagsorden om at mistænkeliggøre islam eller andre religioner eller ideologier.
Når muslimer i Danmark mistænkeliggøres, alene fordi de er muslimer, skal der naturligvis tales imod det. Og når homoseksuelle forfølges på Brunei eller i Pakistan, skal der også siges fra.
Men vi ønsker også at fastholde det perspektiv at sætte fokus på de hundredtusindvis af kristne, der verden over forfølges for deres tro. Det er tænketankens særlige opgave.
Når det kan dokumenteres, at kristne forfølges i bestemte samfund, alene fordi de er kristne, så skal det frem. Når det kan dokumenteres, at kristne kvinder/piger i det nordlige Nigeria bortføres af muslimske ekstremister, eller når fattige kristne i Pakistan uberettiget anklages for blasfemi, så skal det siges højt, at der ikke er tale om religionskrig, men om forfølgelse af et mindretal.
Og når danske konvertitter udvises til forfølgelse og måske martyrium i deres hjemlande, må der være en røst, som siger: Det er ikke fair, at vi retsforfølger danske soldater, der overlader krigsfanger til tortur, mens det danske samfund hjemsender sagesløse kristne til tortur.
ENKELTE HAR SAGT, at vi blot gør sagen værre ved at gøre den offentlig. Det er sandt, at offentlighed her skal omgås med forsigtighed.
Enkeltsager og grelle tilfælde er ikke særlig velegnede til offentliggørelse. Det kan forværre situationen både for enkeltpersonen og for alle kristne det pågældende sted.
Men tavshed gør også skade. Nogle har for eksempel påpeget, at det tjener de egyptiske kristnes tarv bedst ikke at fortælle om den forfølgelse, de er udsat for. Men så har man jo allerede overtrådt en sådan tavshedspligt ved at fortælle om den.
Nogle kristne vil bede os tie stille af hensyn til deres hverdag, samtidig med at de under radaren ønsker vores støtte og opmærksomhed – og nuancerede beskrivelse. For eksempel gælder det i dag, at der aldrig har været så stor frihed i Kina siden Anden Verdenskrig. Men der har heller aldrig været så mange forfulgte. Begge dele er sande – og begge dele skal høres.
ET IDEAL FOR Tænketanken for forfulgte kristne vil være, at man ikke oplyser detaljer om enkeltpersoners problemer uden konkret godkendelse fra dem selv.
Som en generel tommelfingerregel kan man gå ud fra: Det gavner ikke altid at tale den forfulgte enkeltpersons sag, men det gavner altid at tale den forfulgte kirkes sag.
Internationale erfaringer har vist, at det ikke lader sig gøre entydigt at dokumentere, hvorvidt det stille diplomati eller den offentlige retorik er mest hensigtsmæssig. Det, der virker godt i én sammenhæng, er uegnet i en anden sammenhæng.
Derfor kræver det både indsigt, visdom og erfaring at beskæftige sig med dette spørgsmål, og det indebærer, at man er villig til at risikere at tage fejl, måske med personlige konsekvenser for andre end en selv. Men ingenting at gøre har også konsekvenser for de forfulgte!
Tænketanken for forfulgte kristne har til formål at foretage en filosofisk og teologisk afklaring af, hvad det vil sige at være forfulgt. Det kan virke som indlysende, men det er faktisk en udfordring at få defineret, hvad forfølgelse er.
Dernæst skal vi arbejde med eksempler, som kan belyses og analyseres. Det sker ved at være i samtale med forfulgte kristne og ved at udarbejde evidensbaserede og saglige analyser, artikler, pressemeddelelser og debatindlæg med henblik på offentliggørelse i dagspressen og på de sociale medier
VI GLÆDER OS OVER, at der er andre initiativer i Danmark både fra politisk og kirkeligt hold. Vi vil orientere os om og være i kontakt med andre danske initiativer, blandt andet ved at tilbyde repræsentanter for forskellige aktører en plads som observatører i Tænketanken for forfulgte kristne. Observatører, fordi vi vil undgå interesse- og loyalitetskonflikter, som kan underminere uafhængigheden.
Sidst, men ikke mindst, ønsker vi at bevidstgøre menighederne om behovet for omsorg og støtte til de forfulgte ved at synliggøre ressourcepersoner, der kan holde foredrag om trosfrihed og forfølgelse af religiøse mindretal.
Det sker ofte, når man spørger de forfulgte: ”Hvad kan vi gøre for jer?”, at så lyder svaret i al sin enkelhed: ”Bed for os.”
Det kan vi appellere til – og uanset hvad man mener om politisk handling, så er alle kristne enige om, at forbøn skader ingen.
Vi er således ikke et forum for konkret politisk handlekraft. Vi vil oplyse og give dem mulighed for at reagere, som skal reagere.
Og vi håber, at alle vil være lydhøre over for kaldet fra de fængslede og forfulgte.