Kampen mod tortur har lidt alvorlige tilbageslag

Det absolutte forbud mod tortur skrider flere steder i verden. Fortsætter udviklingen her i 2020, risikerer vi, at flere regimer vil anse tortur for at være et legitimt middel til at undertrykke og kontrollere deres modstandere, skriver dagens kronikør

Kampen mod tortur har lidt alvorlige tilbageslag

FORLEDEN BESVIMEDE en kvinde lige uden foran mit kontor

Det er ikke første gang, at det sker. Mit kontor er det første, traumatiserede flygtninge og torturofre passerer, når de skal ind til vores læger, psykologer og andre behandlere i vores klinik på Østerbro.

Det er mennesker, der har oplevet krig flænse deres hverdag til uigenkendelighed, set venner drukne i Middelhavet i forsøget på at nå Europa eller været vidne til, at familiemedlemmer blev likvideret. Mange af dem har været udsat for den mest brutale form for tortur, herunder voldtægt, slag, elektrisk stød, ophængning, lemlæstelse og skinhenrettelser. Flere af dem lider af alvorlig ptsd, der kommer til udtryk ved angst, flashbacks, depression, selvmordstanker og kroniske smerter i kroppen. Første gang de fortæller om deres traumer, er det ofte så voldsomt og overvældende, at de bryder sammen, kaster op eller besvimer – præcis som kvinden foran mit kontor.

Da hun kom til bevidsthed, rejste hun sig og tog sit første skridt ud af traumefængslet.

Livsviljen hos traumatiserede flygtninge giver mig altid håb.

Men lige så opløftende det er at opleve torturofres rehabilitering, lige så nedslående er det at tænke på, at tusinder af andre i skrivende stund bliver udsat for tortur verden over. To tredjedele af verdens lande udøver fortsat tortur, selvom det er ulovligt i hele verden, ikke resulterer i pålidelige oplysninger og nedbryder mennesker psykisk og fysisk. Samtidig beretter vores behandlere om en markant forråelse i den tortur og vold, som torturoverleverne fortæller om i disse måneder.

2019 bød desværre på flere tilbageslag i kampen mod tortur. Hvis denne tendens fortsætter her i 2020, glider vi ikke kun tættere på en mere usikker og skrøbelig verden, men baner også vejen for, at flere autoritære ledere vil anse tortur for at være et legitimt middel til at undertrykke mindretal, dissidenter og systemkritikere.

LAD OS TAGE ET PAR EKSEMPLER:

2019 blev året, hvor Trump – som med egne ord ”elsker waterboarding ” – kørte Marshall Billingslea i stilling som kandidat til posten som viceudenrigsminister for menneskerettigheder. Billingslea er blandt andet blevet kritiseret for sin støtte til brug af tortur og anden umenneskelig behandling. Det er ikke svært at forestille sig, at repressive regimer vil have endog meget svært ved at tage det alvorligt, hvis en mand som Billingslea skal belære dem om tortur og menneskerettigheder. Her hjælper det heller ikke, at Trump har meldt USA ud af FN’s Menneskerettighedsråd.

Når liberale demokratier vakler i spørgsmålet om menneskerettigheder og tortur, er der grund til bekymring.

I Syd- og Mellemamerika ser vi også flere steder en politisk svækkelse af viljen til at beskytte menneskerettighederne. I Brasilien har præsident Bolsonaro gentagne gange udtalt sig positivt om tortur, og han betegnede for kort tid siden en officer, der er dømt for at udføre tortur under landets militærdiktatur fra 1964 til 1985, som en national helt. Skreddet er især tydeligt i lande som Chile, Bolivia og Columbia, der gennem 2000’erne styrkede menneskerettighederne. I dag er den positive udvikling enten stagneret eller rullet tilbage. I alle tre lande har vi set eksempler på drab udført af politi i forbindelse med demonstrationer og en vækst i tortur og vold mod borgere i myndigheders varetægt.

2019 gav os også en dyster indsigt i den brutale undertrykkelse af religiøse og etniske mindretal i Xinjang-provinsen i Kina, hvor det vurderes, at op mod en million mennesker lige nu er fanget i interneringslejre. De bliver udsat for slag, tortur og indoktrinering. Flere lækkede dokumenter har i løbet af året kastet lys over den systematiske masseinternering og overvågning af især muslimer i Xinjang.

Vender vi blikket mod Libyen, foregår der også her massive menneskerettighedskrænkelser i de berygtede migrantfængsler. Flere internationale organisationer har beskrevet, hvordan flygtninge og migranter bliver voldtaget, brændemærket med cigaretter og afpresset. Ifølge Danwatch er Danmark tilmed EU’s tredjestørste bidragsyder til Libyens migrantsystem, og det er under al kritik, at danske skattekroner ukritisk understøtter dette migrantsystem.

Syrien er fortsat et stort torturkammer, Egypten udøver stadig systematisk tortur, og i Irak har sikkerhedsstyrker slået ekstremt hårdt ned på demonstranter med trusler, vold og drab. I Israel ser vores samarbejdspartnere stadigt flere eksempler på brug af især psykologisk tortur begået af landets efterretningstjeneste, selvom Israels højesteret forbød brugen af tortur i 1999.

Men går alt så i den forkerte retning på torturområdet? Heldigvis ikke. Der har også været lyspunkter i 2019.

I FN’S GENERALFORSAMLING har Danmark skabt enstemmig opbakning blandt FN’s 193 medlemslande til en resolution mod tortur, som forpligter verdens lande til at forbyde tortur, forebygge tortur og retsforfølge torturbødler. EU har desuden vedtaget en ny politik om ”en torturfri verden”. Her understreger EU sin uforbeholdne modstand mod tortur og sender en appel til alle lande om at overholde forbuddet mod tortur – også i forbindelse med terrorbekæmpelse, migration og menneskehandel.

Sideløbende er der sket fremskridt i den medicinsk-juridiske efterforskning og dokumentation af tortur, så læger og jurister nu har fået nye værktøjer i hænderne. Det betyder helt konkret, at lægeerklæringer om tortur i fremtiden vil stå stærkere i retssager. Der er også vedtaget nye universelle retningslinjer for, hvordan politi verden over skal gennemføre effektiv efterforskning og afhøringer uden brug af tvang og tortur. Derudover har flere lande underlagt sig nationale og internationale tilsyn. Det betyder, at flere døre til politistationer og fængsler er åbnet for inspektioner, som skal sikre, at frihedsberøvede personer behandles humant.

Et sidste lyspunkt i 2019 var, at en række lande i Europa tog afgørende skridt til at sætte en stopper for den udbredte straffrihed for tortur, der har hersket i Syrien siden borgerkrigens begyndelse. I Tyskland, Frankrig, Østrig, Norge og Sverige kigger politi og anklagemyndigheder på sager om tortur begået i Syrien, der kan lede til, at de ansvarlige fra Assads regime bliver retsforfulgt og straffet. Det kan blive begyndelsen til enden på den straffrihed, der har domineret Syrien, siden borgerkrigen brød ud.

Spørgsmålet er, hvordan Danmark vil reagere, når syriske flygtninge herhjemme begynder at anmelde tortursager. Set fra mit kontor er der ingen tvivl. Danmark bør bidrage til at stille Assads torturbødler til ansvar for deres forbrydelser. Det skylder vi torturoverleverne og deres familier. Lad os derfor kæmpe for at vende udviklingen i det nye år og fremme respekten for det globale torturforbud og huske på, at det stærkeste våben mod denne verdens autoritære ledere og deres torturbødler er og forbliver menneskerettighederne.

Vejen frem er, at vi øger støtten til globale menneskerettighedsinstitutioner og lokale menneskerettighedsforkæmpere, fremmer nationale rets- og demokratireformer og hvileløst rejser vores bekymringer gennem politiske og diplomatiske kanaler overalt, hvor torturen kaster sin skygge.