Kampen om Kaj Munks eftermæle

Den 4. januar var det som bekendt 70 år siden, Kaj Munk blev myrdet. De seneste dages debat har vist, at han stadigvæk er en meget omstridt personlighed. Bag personligheden spøger den danske historiske selvforståelse og den store strid i synet på den nazistiske besættelse en strid, der mere eller mindre kan opsummeres i verberne at skåne og at ofre

Mindesten over Kaj Munk på det sted, hvor han blev skudt under besættelsen: Hørbylunde Bakker.
Mindesten over Kaj Munk på det sted, hvor han blev skudt under besættelsen: Hørbylunde Bakker. Foto: Morten Rasmussen/ Denmark.

Kaj Munks syn på diktaturets styrke og demokratiets svaghed bar næring fra mindst to rødder, der stak dybt henholdsvis kort ned i de historiske jordlag.

At det var et flertal af jøderne i Jerusalem, der krævede Jesus dømt til døden, tog Munk som et bevis på massernes mangel på dømmekraft. Men denne holdning fik han yderligere dokumentation for ved at betragte en række demokratiers fallit i 1920erne og 1930erne, hvor fascismen og nazismen for alvor tog over i en række europæiske lande.

Munk blev en omstridt person, fordi han udtrykte sine meninger meget stærkt. Og når han er så vanskelig at få has på for historikerne, skyldes det, at han bragte mange tilsyneladende modstridende synspunkter på bane. Det kan derfor ikke undre, at han er blevet et let offer for citatfusk og slige virkemidler. Ikke mindst fordi hans konsekvente kamp og brutale død gjorde ham til en myte i modstandskampen, som med hans offer for alvor fik sat ansigt på sin sag.

Den helt store strid i synet på Besættelsen 1940-1945 har stået mellem modstand og tilpasning til tyskerne. For det første synspunkt har stået partierne på de to yderfløje, kommunisterne og Dansk Samling, samt en række universitetshistorikere.

For det andet har stået den samlingsregering, der blev etableret dagen efter landets besættelse den 9. april 1940, samt en række socialdemokratiske historikere, hvis formål har været indædt at forsvare den førte samarbejdspolitik. Det var jo deres parti, der som landets største blev primus motor i denne, personificeret af statsministrene Stauning (1940-1942) og Buhl (1942).

Til deres held blev den store syndebuk efterfølgeren Scavenius (1942-1943), der eksempelvis i sommeren 1940 blev herostratisk berømt ved at fastslå, at der med de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, var oprundet en ny tid for Europa. Men Stauning tilsluttede sig straks udtalelsen, mens de andre ministre var betænkelige. Og efter Hitlers invasion i Sovjetunionen juni 1941 var det med Stauning for bordenden, at regeringen tilsluttede sig Antikominternpagten og bifaldt oprettelsen af Frikorps Danmark. På samme vis blamerede Buhl sig ved i en radiotale i september 1942 at opfordre lytterne til at angive sabotører.

Selvom regeringens formål var at føre land og folk skånsomt gennem krigen, gik man alt for vidt i sine bestræbelser på at stille besættelsesmagten tilfreds. Og den 29. august 1943 måtte regeringen erkende sin politiks fallit og gå af.

Kaj Munk blev den mest modige og kendte kritiker af tyskerne og dermed af den danske regerings samarbejde med disse. Dette skete dels ud fra hans forbillede, Jesu offer til gavn for hele menneskeheden, dels ud fra hans solide nationale sindelag, som havde det sigte, at det nu gjaldt Danmarks ære og dermed målet at få Danmark anerkendt som allieret.

Man behøvede dog ikke som Munk at have et kristent livssyn for at risikere liv og lemmer i den forestående kamp mod nazismen. Centralt står i den henseende Mogens Fogs ord i et brev til Christmas Møller i London august 1944 om de gamle politikeres og de illegales forskellige grundsyn på tilværelsen: De kender kun ordet skåne og det for enhver pris hvor vi kender begrebet at ofre.

Heroverfor står eksempelvis Christian Xs trøstende ord til Scavenius, da denne indgav sin afskedsbegæring den 5. maj 1945: Vi opnåede da, at København ikke blev bombarderet, og at landet ikke blev ødelagt.

I maj 1945 var alt tilsyneladende fryd og gammen mellem de to synspunkter. Med strategisk snilde lykkedes det de gamle politikere at danne en frihedsregering, hvor lederne af modstandsbevægelsen blev blødgjort ved at få halvdelen af posterne. At Buhl blev statsminister, kan synes en gåde, men dermed lykkedes det på bedste vis for politikerne at legitimere den førte samarbejdspolitik.

Dertil lykkedes det at gøre myten spiselig om, at de illegale med deres aktive modstand (sabotager med mere) og de legale med deres passive modstand havde trukket på samme hammel. Det var dog langtfra alle, der åd den påstand. Og lige siden har der fundet en heftig strid sted mellem de to holdninger. En væsentlig del af denne er gået på Kaj Munk, hvis eftermæle især en række socialdemokrater har søgt at tilsmudse.

Grunden hertil blev lagt af Hartvig Frisch, hvis syn på modstandskampen beskrives bedst ved at nævne, at han i et radiointerview med Karl Bjarnhof i august 1945 kaldte likvideringen af stikkere for mord. I årene 1945-1948 var han hovedmanden bag det socialdemokratiske trebindsværk Danmark besat og befriet.

Han skrev heri, at Munk var kapriciøs, studentikos og alt andet end demokrat. I 1930erne havde han vakt opsigt ved at skrive et åbent brev til Mussolini i næsegrus beundring, og diktatur-tanken hos Hitler fik i ham en stor beundrer, omend antisemitismen i 1938 fik ham til at gøre op med denne beundring i skuespillet Han sidder ved smeltediglen.

Det citerede virker tilforladeligt, men har en smukt skjult slagside, idet Munk ikke alene reagerede stærkt mod jødeforfølgelserne i Tyskland, men også trods sin fascination af Hitler forholdt sig stærkt kritisk over for ham endda for begge emners vedkommende længe før 1938.

En række socialdemokrater er fulgt i Hartvig Frischs fodspor: Julius Bomholt, K.B. Andersen, Henning Tjørnehøj og Søren Mørch med flere ofte med løsrevne citater i korte indslag. Digterpræstens enke, Lise Munk, har med bitterhed talt om efterplaprere og rigtigt er det, at de nævnte eksempelvis ynder kun at anvende det referat af hendes mands berygtede Ollerup-tale i sommeren 1940, som blev bragt i Svendborg Avis, og som var udsat for selvcensur, da man jo ikke kunne sige hvad som helst om tyskerne og det gjorde Munk! Allerede den 16. april 1946 bragte Information provst Fauerskov Laursens langt mere fyldige og korrekte referat, men dette er de nævnte veget elegant udenom. Helt renser dette dog ikke Munk, idet talen er et godt eksempel på, hvordan han kunne lade sig rive med af sin egen retorik.

Historikeren Hans Kirchhoff er vel den, der bedst har gjort op med myten om, at også samarbejdspolitikerne udøvede modstand mod besættelsesmagten mest vægtigt i disputatsen Augustoprøret 1943, fra 1979, der fik socialdemokraten K.B. Andersen til at opponere kraftigt.

Kirchhoff gav ham dog svar på tiltale i sin artikel Omkring den socialdemokratiske historieskrivning 1940-1945 (Historie, Jyske Samlinger 1981-1983). Heri anholder han sin opponent for at slå ned på enkelte isolerede udsagn og vurderinger uden at kunne se dem som en del af en større dokumentation. Mere overordnet anfører Kirchhoff, at K.B. Andersen ikke kan lide hans disputats, fordi den forholder sig kritisk til samarbejdspolitikken og dermed hans eget parti og den socialdemokratiske fagbevægelse.

På samme vis forholder det sig med de nævnte socialdemokraters kritik af Kaj Munk. De kan ikke lide ham! For han havde langet ud efter en række af deres partifæller. Heldigvis har den omstridte digterpræst også sine fortalere, som endda med vægtige bøger har leveret et langt mere differentieret forsvar af Munk end modstandernes angreb har været.

Dette er først og fremmest sket med bøger af Bjarne Nielsen Brovst og med Per Stig Møllers Munk, som rummer en omfattende analyse af digterens dramaer og artikler med mere og dermed dokumenterer, hvornår Munk sagde hvad.

Den stridbare Kaj Munk ligger nok alligevel i sin grav på Vedersø Kirkegård og ønsker, at en socialdemokrat vil skrive et detaljeret og vægtigt værk om hans liv og virke: Det må komme an på en prøve!.

Kaare Vissing Andersen er cand.phil. i historie