Kampen om koranskolen. Et eksempel fra Senegal

I muslimske lande fra Vestafrika til Indonesien er koranskolerne den mest udbredte skoleform. Til trods for den geografiske spredning er målet det samme for koranskoler overalt i den muslimske verden: at forme den gode muslim. Statslige skoler efter vestlig model ses som en trussel mod traditionelle islamiske værdier

Koranskolens popularitet i Senegal og i nabolandene er en torn i øjet på mange aktører, der ser skoleformen som en hindring for udvikling. I muslimske lande fra Vestafrika til Indonesien er koranskolerne den mest udbredte skoleform, og så godt som alle drenge og lidt færre piger tilbringer deres første skoleår i den lokale koranskole. På billedet ses moské i Senegal. -
Koranskolens popularitet i Senegal og i nabolandene er en torn i øjet på mange aktører, der ser skoleformen som en hindring for udvikling. I muslimske lande fra Vestafrika til Indonesien er koranskolerne den mest udbredte skoleform, og så godt som alle drenge og lidt færre piger tilbringer deres første skoleår i den lokale koranskole. På billedet ses moské i Senegal. -. Foto: Seyllou Diallo.

Du kommer vel ikke fra Unesco?. Den gamle høvding ser mistroisk på min båndoptager, mens han overvejer, om han vil tale med mig. Jeg er i det nordlige Senegal i et område, der indtil finanskrisen forsynede franske fabrikker, spanske appelsinplantager og afrikanske hovedstæder med billig og stabil arbejdskraft.

Hver eneste familie har en søn, en bror eller en onkel i Europa. Mobiltelefoner og computere sikrer kontakt og viden om tilværelsen i det fremmede. Høvdingen fortæller stolt, at hans 11 børn arbejder i Frankrig, Tyskland og Italien. Ingen af dem har gået i det, han kalder den franske skole. Alligevel klarer de sig godt, og de sender store beløb hjem til familien i landsbyen.

LÆS OGSÅ: Imam: Khader, du er velkommen i moskeen

I det seneste tiår har den senegalesiske stat bygget skoler for at få flere børn i skole til gavn for udviklingen og for at stoppe migrationen, der dræner området for unge mænd. Men skolefrekvensen er kun steget ganske lidt til cirka 60 procent (2009), og de fleste elever slutter skolegangen efter to-tre år.

I landsbyerne mener man ikke, at de færdigheder, der læres i den statslige skole, hjælper de unge til at få arbejde. For familiens overlevelse er det vigtigere, at solidariteten mellem generationerne bevares, og at migranterne fortsat hører hjemme i den landsby, de har forladt.

Den statslige skole med sine idealer om mobilitet og individuel udvikling er et fremmedlegeme og en trussel mod traditionelle værdier i det lokale samfund. Derfor siger de gamle folk i landsbyerne: Skolen er helvedet. Og de fortsætter århundreders tradition med at sende deres børn piger som drenge i koranskolen.

Koranskolens popularitet i Senegal og i nabolandene er en torn i øjet på mange aktører, der ser skoleformen som en hindring for udvikling. I muslimske lande fra Vestafrika til Indonesien er koranskolerne den mest udbredte skoleform, og så godt som alle drenge og lidt færre piger tilbringer deres første skoleår i den lokale koranskole.

Til trods for den geografiske spredning og en vis variation i pædagogisk praksis er målet det samme for koranskoler overalt i den muslimske verden: at forme den gode muslim. Verdenskonferencen for islamisk undervisning formulerede i 1977 det globale mål for muslimske skoler som en fuldstændig underkastelse for Allah på det individuelle og samfundsmæssige plan.

LÆS OGSÅ: Menneskers minder fra fortiden kan styrke dem i nutiden

Fra Pakistan og Afghanistan har vestlige tv medier bragt billeder ind i stuerne af kjortelklædte drenge i skrædderstilling på gulvet, rokkende i takt, mens de citerer koranvers. Medierne formidler en af misforståelserne omkring koranskolerne: at de er gold udenadslære.

Det er vigtigt, at talibeen, som koranskoleeleverne kaldes, kan recitere koranversene, men på et senere trin diskuteres versenes indhold og religiøse budskab. Ifølge Verdenskonferencen bør islamisk undervisning sigte på en harmonisk vækst i menneskets hele personlighed.

På tværs af landegrænser indprenter koranskolen de fundamentale moralske principper i islam og former eleverne i det muslimske fællesskab. Med sin vægt på disciplin, respekt og mådehold er koranskolen i større overensstemmelse med de kollektive værdier i store dele af den muslimske verden end de statslige skoler, der bygger på vestlige forbilleder. Som det er tilfældet i Senegal, opleves koranskolen som en barriere mod fremmede værdier, der påtvinges udefra.

Koranskolerne har stadig har en central rolle i socialiseringen i Senegal, alligevel bliver der færre traditionelle koranskoler, og kritikken mod dem vokser fra forskelligt hold.

Som en reaktion på tørken i nord er mange koranskolelærere, marabouter, flyttet sydpå, hvor de har oprettet skoler i de større byer. Flytningen river de bånd over, der eksisterer i landsbyen. Landsbyens koranskole er baseret på tillid, forældrene overdrager i bogstavelig forstand deres barn til marabouten, og talibeen flytter ind hos ham og står til hans disposition.

Til gengæld for undervisningen i islam arbejder eleven for læreren, drengene henter vand og brænde og dyrker lærerens marker, pigerne, der bor hjemme, laver mad og gør rent. Alle elever bidrager til den fælles husholdning. Et af de mest omstridte punkter er talibeens pligt til at sørge for maraboutens underhold. På faste runder i landsbyen indsamler talibeen almisser til læreren. I landsbysamfundet opfattes det som en oplæring i at give almisse, en af islams fem søjler. I vestlige kritikeres øjne er talibeernes indsamling af almisser ganske enkelt tiggeri.

Når koranskolen løsrives fra sin sociale kontekst, ændrer den sig. I byerne har pligten til at arbejde for marabouten og underkaste sig hans disciplin mange steder udviklet sig til et tyranni, hvor talibeerne er uden rettigheder og beskyttelse, hvor der ikke er tale om undervisning i islam, men om børnearbejde.

Mest foruroligende er situationen i Dakar, Senegals hovedstad, hvor marabout/talibe-relationen dækker over en grov udbytning og et herre-slave-forhold. I byerne er den sociale kontrakt brudt, og mange talibeer lever under kummerlige forhold, hvor vold og misbrug florerer.

Talibeerne tvinges til at tigge op til 6-7 timer om dagen, mange har et bestemt beløb, de skal skaffe, og tør ikke gå tilbage til marabouten med tomme hænder. Alternativet er et liv på gaden eller på turiststederne, og mange turister i Vestafrika vil have set de magre, små skikkelser med kronragede hoveder række deres tiggerskål frem, mens de messer vers fra koranen.

Det vurderes, at der i Senegals byer lever mere end 50.000 børn som talibeer, og stadig flere af dem lever en udsat tilværelse. Med mellemrum har den senegalesiske regering forsøgt at forbedre deres levevilkår, senest efter at en kritisk rapport fra Human Rights Watch i 2007 mindede Senegals regering om dens forpligtelser, idet landet har underskrevet alle internationale konventioner om børns rettigheder og indarbejdet dem i den nationale lovgivning.

Som svar på kritikken besluttede regeringen at indføre forbud mod tiggeri i gaderne. Men Senegals magtfulde muslimske broderskaber anklagede regeringen for at gøre knæfald for vestlige idéer og undergrave landets muslimske traditioner og identitet.

Da ingen regering, der ønsker at blive genvalgt, kan undvære broderskabernes støtte, trak regeringen forbuddet mod tiggeri tilbage. I marts i år kom der igen fokus på talibeernes forhold, da en koranskole i et træskur i et tæt befolket område i Dakar brændte ned, og syv elever omkom. Igen lovede premierministeren mere kontrol med koranskolerne, og igen forhindrede broderskaberne en lovgivning, der kunne beskytte talibeerne.

Alligevel er der langt ind i religiøse kredse en erkendelse af, at en reform af den traditionelle koranskole er nødvendig. Arabiske lande, først og fremmest Saudi-Arabien, står parat med store summer til gengæld for indflydelse på skolerne.

Koranskolernes antal fortsætter med at vokse ikke kun i Senegal, men i nabolandene, hvor islam bliver stadig mere synlig i det offentlige rum. Meget tyder på, at koranskolerne er en væsentlig faktor i styrkelsen af muslimsk identitet og muslimsk fællesskab.

I stedet for at ignorere eller ligefrem bekæmpe koranskolerne bør vestlige udviklingsaktører erkende skolernes betydning og gå i dialog med de centrale personer i de muslimske skoleinstitutioner. Arabiske lande spreder i øjeblikket deres indflydelse ud over det afrikanske kontinent, og koranskolerne er med deres udbredelse et nyttigt redskab, når der skal gennemføres religiøse reformer i Vestafrika, hvor der traditionelt praktiseres en tolerant islam.

Mere skolegang er en hjørnesten i vestlig udviklingstænkning, men Vesten må erkende, at også i udviklingslande er skolen et omdiskuteret og politiseret område. Hvis udviklingsprogrammer på skoleområdet skal lykkes, må deres lokale kontekst medtænkes på en mere reflekteret måde. Hverken statslige aktører eller civilsamfunds ngoer kan ignorere den befolkning, for hvem koranskolen fortsat er den eneste rigtige skole.