Formand for Tænketanken for forfulgte kristne: Religionsfrihed er en kamp for retfærdighed

Man kan ikke arbejde for støtten til forfulgte kristne uden samtidig at arbejde for ethvert menneskes frihed til at tro eller ikke at tro. Kampen for forfulgte kristne er også en kamp for forfulgte muslimer, jøder, hinduer, buddhister og ateister, skriver kronikøren

I disse uger arbejdes der i Udenrigsministeriet på at udforme Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, og ministeriet har modtaget mange input til det videre arbejde. Også Tænketanken for forfulgte kristne indsendte et høringssvar til udviklingsministeren, hvor vi blandt andet skrev:

”Generelt bør demokratifremme, herunder støtte til tros- og religionsfrihed, gives større plads i den kommende strategi. Konkret bør tros- og religionsfrihed fremover indgå også som konkrete undermål med den nødvendige finansiering i eksempelvis konfliktforebyggelsesindsatser og stabiliseringsindsatser, hvor religion eller udfordringer for ikke-troende er en del af konflikten, og hvor konfliktløsning er en forudsætning for langsigtet bæredygtighed. Ligeledes kan der – eksempelvis i primære sundhedsindsatser – være grund til at sikre religiøse minoriteters rettigheder. På denne måde vil man også sikre, at der rent faktisk afsættes konkrete midler i bistandsprogrammerne til indsatser til gavn for tros- og religionsfrihed.”

Det samme synspunkt fremførte vi også i forbindelse med de samtaler, vi havde med folketingspartiernes udviklingspolitiske ordførere og med både den tidligere og nuværende udviklingsminister, forud for indsendelsen af høringssvaret. Indsatsen imod forfølgelse og diskrimination af religiøse mindretals rettigheder bør være en integreret del af Danmarks udviklingsbistand, en gennemgående dimension i den brede indsats. Det, man i udviklingspolitisk sprogbrug kalder ”mainstreaming”. Vi mødte forståelse for dette synspunkt fra ordførerne og ministrene.

Inden for den kirkelige verden har vi haft en tendens til at betragte støtten til forfulgte religiøse minoriteter, herunder kristne, som en særinteresse for særlige grupper. ”Går du ind for mission eller dialog?”, bliver jeg af og til spurgt. Og hver gang må jeg svare, at mission og dialog ikke udelukker hinanden.

Man kan ikke føre en religionsdialog med en muslim, jøde, hindu eller buddhist uden at vedkende sig og redegøre for, hvad man selv tror. Og man kan ikke øve mission uden opmærksomt at lytte til og prøve at forstå det menneske, man taler med, eller den kultur, man befinder sig i. Naturligvis kan man diskutere form og indhold af både missionen og dialogen, men at opstille de to begreber som modsætninger, der ikke lader sig forene, er en stereotyp og symbolpræget tilgang til begge dele.

Noget lignende gør sig gældende i diskussionen om forfulgte kristne. Også her opereres der med en falsk modsætning imellem interreligiøs dialog på den ene side og støtte til forfulgte kristne på den anden side. Det synes nemlig at være en udbredt opfattelse, at hvis man støtter forfulgte kristne, står man i vejen for den interreligiøse dialog, og hvis man ønsker at fremme den interreligiøse dialog, kan man ikke samtidig støtte forfulgte kristne.

Denne falske modsætning har også en politisk dimension således forstået, at hvis man er optaget af forfulgte kristnes vilkår, er man både politisk og kirkeligt bagstræberisk og højreorienteret, medens man på den anden side er progressiv, velorienteret og forandringsparat, hvis man vil fremme interreligiøs dialog og samarbejde.

Men man kan ikke arbejde for støtten til forfulgte kristne uden samtidig at arbejde for ethvert menneskes frihed til at tro eller ikke at tro. Kampen for forfulgte kristne er også en kamp for forfulgte muslimer, jøder, hinduer, buddhister og ateister. Og man kan ikke føre en interreligiøs dialog eller indgå i et interreligiøst samarbejde, uden at det sker på den basis, at man anerkender hinandens religion herunder retten til frit at vælge sin religion. Ellers ville der jo ikke være tale om et ligeværdigt samarbejde.

Dette syn på forholdet mellem mission og dialog og mellem interreligiøst samarbejde og støtte til forfulgte kristne har altid været et udgangspunkt for mit engagement i mission, økumeni, nødhjælp, religionsdialog og støtten til forfulgte kristne. Der er et stigende behov for et sådant arbejde.

I forbindelse med oprettelsen af Tænketanken for forfulgte kristne i august 2019 definerede vi religiøs forfølgelse som ”voldelige og retslige overgreb mod enkeltindivider eller grupper af mennesker pga. deres religiøse overbevisning”. Vi forstår ”vold” i en bred forstand som fysisk overlast, manglende statslig beskyttelse og tyveri af jord og ejendom, og vi forstår ”retslig” som forskelsbehandling i lovgivning, for eksempel blasfemi og apostasi. Tænketanken ønsker at formidle troværdig og dokumenteret viden, herunder at de kristne, målt i faktiske tal, er den største gruppe blandt dem, der udsættes for chikane, diskrimination eller forfølgelse.

Den meningsundersøgelse, som vi gennemførte i 2020 igennem instituttet Megafon, viste blandt andet, at netop dette er mange mennesker i Danmark uvidende om. Mange er næppe heller opmærksomme på, at det generelt går den forkerte vej med tros- og religionsfriheden i verden i disse år. Det er det anerkendte amerikanske Pew Research Centres klare konklusion i sin seneste årlige analyse fra november 2020. Dette berører i høj grad også kristendommen, der er verdens største religion med 2,3 milliarder tilhængere.

I Mellemøsten, som er kristendommens vugge, er udviklingen kun alt for tydelig. For 100 år siden anslog man, at 20 procent af befolkningen i Mellemøsten var kristne, men i dag er tallet et sted imellem fire og fem procent. Ganske vist kan der være andre årsager end chikane, diskrimination og forfølgelse af de kristne til denne udvikling, for eksempel manglende jobmuligheder, ustabilitet og konflikt. Alligevel er faldet i antallet af kristne alarmerende stort. I Irak, som for nylig havde besøg af pave Frans, var antallet af kristne i 2003 nede på 2,3 millioner. Men i dag findes der kun cirka 250.000 kristne i landet. Og mange af dem lever under konstante trusler imod liv, helbred og ejendom.

Artikel 18 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR) lyder: ”Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret skal omfatte frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter eget valg samt frihed til, alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse, udførelse af rituelle handlinger, overholdelse af religiøse sædvaner samt undervisning.”

173 lande er traktatparter til konventionen, og de kan ikke fravige bestemmelsen selv i tilfælde af en offentlig nødretstilstand, som truer nationens beståen.Men i ly af corona-restriktioner har man flere steder i verden strammet grebet om religiøse mindretal og nogle steder gjort dem ansvarlige for pandemien.

I tænketankens udgivelse ”Danmarks ansvar for forfulgte kristne” citerer professor Peter Lodberg de to førende religionsdemografer David B. Barrett og Todd Johnson for, at 70 millioner kristne i historiens løb har sat livet til for deres tros skyld. Alene i det 20. århundrede er 45 millioner kristne blevet dræbt. Også disse tal skal tages med en vis forsigtighed, idet omfanget hænger sammen med definitioner på forfølgelse og årsagerne hertil. Men det er tankevækkende, at to anerkendte forskere når frem til et sådant resultat.

Falske og stereotype modsætninger må ikke stå i vejen for, at religionsfrihed bliver en integreret del af Danmarks udviklingsbistand. Ej heller skal disse falske modsætninger stå i vejen for dialogen, missionen, det interreligiøse samarbejde og støtten til de forfulgte kristne.