DER FINDES TRE TYPER ATEISTER. Der er dem, der afskyr religion og grundlæggende mener, at verden ville være et bedre sted uden, hvad de opfatter som overtro. Så er der dem, der er lidt ligeglade med religion – de har intet forhold til den. Og så er de ateister, der ser religion som noget godt for nogle, på trods af at de ikke selv har fundet værdien af tro.
Jeg har afprøvet alle tre varianter af den moderne folke-antitro. Da jeg først blev overbevist om, at der ikke fandtes en gud, så jeg i større eller mindre omfang alle troende som idioter.
Jeg smilede overbærende ved tanken om, at der fandtes mennesker, der virkelig ikke evnede at tænke rationelt og komme frem til samme konklusion som mig. Jo ældre man bliver, des mindre militant bliver man om ting, der ikke fylder i hverdagen. Og derfor blev jeg efter mit korte oprør hurtigt ateist type 2, der egentlig bare trak på skulderen over religion. Dem om det, tænkte jeg.
Men i takt med, at jeg deltog mere og mere i integrationsdebatten, ændrede mit syn sig igen. Islam og alle dets ritualer spiller jo typisk en større rolle for den gennemsnitlige muslim end kristendom for den kristne – i hvert fald udadtil.
Og den værdi, mange nydanskere lagde i deres religion, satte tandhjulene i gang. For ja: Selvfølgelig kan religion skabe megen ondskab. Men som alle andre idésæt kan tro bruges til at skabe ondt og godt. Og det er så sandelig også tilfældet med islam. Vi ikke-troende taler bare så lidt om værdien af religion.
Jeg arbejder professionelt med kommunikation, imagepleje og branding. Og religionens imageproblem er tydelig: Vi hører (næsten) kun til den, når der er noget negativt at sige. Måske fordi de positive konsekvenser af religion er indadvendte, og de negative viser sig udadtil.
Det er tilfældet med både kristen‑ dommen og islam. Sammenhængen mellem katolske præster og pædofili jager stadig i bevistheden, og ellers handler det hele om Jehovas Vidner eller Tidehverv.
Men islam er i denne forbindelse mere interessant at fremhæve, nok fordi de positive og negative konsekvenser af religion for muslimer er så meget mere tydelige. Og så kan man simpelthen ikke komme uden om, at islam er den religion, der fylder mest af vores bevidsthed i Danmark, både hvis man kigger på folk på gaden, og hvis man læser alt andet end Kristeligt Dagblad til morgenmaden.
NÅR DET GÆLDER ISLAM, så er tro forbundet med noget grundlæggende negativt. Jo mere troende du er, jo mere ekstrem og radikal er du også. Det bedste du kan være som muslim, er moderat – altså en, der ikke tror fuldt ud.
Da Morgenavisen Jyllands-Posten sidste år kørte en artikelserie baseret på spørgsmål til et udpluk af landets muslimer, så var der kraftige røster mod nogle af resultaterne – nærmest ud i det absurde. Det var tegn på fanatisme, når muslimer beder fem gange om dagen (altså følger deres tros helt ufarlige ritualer), mente en kendt konservativ politiker.
Og foragelsen kunne ingen ende tage, da 4 ud af 10 muslimer svarede, at de satte Koranen over Grundloven – selvom det jo ret beset bare er et spørgsmål om, hvorvidt man sætter egne moralprincipper over jura. En lignende undersøgelse blandt amerikanske kristne viste i øvrigt samme resultat (dog uden tilhørende forargelse).
Lader man skægget gro eller på anden vis fremviser religiøse symboler i det offentlige rum, stiller særkrav eller ønsker bederum, er man i øvrigt lige så ekstrem i offentlighedens øjne. Det bliver ikke bedre af, at vi helt naturligt associerer islam som religion med iranskklingende sharialove, terror, radikalisering og undertrykkelse – for det er i den forbindelse, islam bringes på banen.
Men hvorfor ikke tale om positive? Hvis man piller ovenstående ting væk, så har religion også vist sig at have stor værdi for muslimer. Når det gælder indvandrere, flygtninge og så videre, har moskéen været et naturligt samlingsted for mennesker, der ellers stod uden netværk og fællesskab (og ja: Et fællesskab kun med dem, der ligner en selv, er til alle tider bedre end den ensomhed, der ellers opstår for mange immigranter).
Undersøgelser peger også på religionen som et godt integrationsværktøj, og den disciplin, der kan være i at følge religiøse ritualer, bliver allerede i dag brugt til at afholde mange tidligere kriminelle fra deres tidligere levevej.
Modsat hvad mange tror, er moskéen også et middel mod radikalisering: En rapport skrevet af tidligere pet-chef Jakob Scharf i samarbejde med Trygfonden peger på den lokale moské som en vigtig allieret, når man skal undgå unge muslimers radikalisering. For hvem er bedre til at fortælle, at drab er forkert, end den imam, der samtidig kan afkræfte, at terror er en vej for sande muslimer?
SELVOM JEG IKKE TROR på Allah, kan jeg godt forstå, at andre finder en værdi i islam. Og selvom jeg ikke tror på Gud, er jeg helt overbevist om, at kristendommen kan gøre noget godt for nogle mennesker.
Det burde være indlysende: Man behøver ikke at være enig i en tro, endsige forstå den, for at acceptere, at dette kan være tilfældet for andre. Hvis selv størstedelen af alle troende var blevet manipuleret og undertrykt gennem tro, så har den givet noget til den resterende minoritet.
Alt dette kan man godt tro på og så stadig holde sig kritisk over for religioners skyggesider. Der er mange traditioner og bud i både islam og andre religioner, som jeg mener er forkerte – og dem vil jeg fortsat tale imod. Men religionen i sig selv? Den er ikke et problem. Det er kun undertrykkelsen, der er problemet.
Kampen mod religiøs undertrykkelse er noget, som både ateister og troende må have en fælles interesse i, førstnævnte for at fremme retten til ikke at tro, og sidstnævnte fordi man jo ikke er rigtigt troende, hvis man er nået til sin tro gennem manipulation og undertrykkelse. Har man retten til ikke at tro, så har man også retten til at tro. Derfor er det en skændsel – også ud fra et ateistisk perspektiv – at se, at så mange politikere blokerer nye moskébyggerier, foreslår burkaforbud eller som senest blokerer særlige former for religiøs forkyndelse.
Selvom det virker logisk, at man gør det ulovligt at tale positivt om terror eller vold mod børn, så overtræder man en principiel grænse ved at diktere politisk, hvilke idéer og værdier, der må være en del af en tro, og hvilke der er strafbare.
For hvis jeg som ateist accepterer begrænsning af religiøse idéer, jeg finder forkastelige, hvad forhindrer så – helt principielt – religiøse i at gøre det samme over for mig? Enten er troen fri eller også er den ikke.
Det samme gælder også de individuelle værdier, vi tillægger religion eller mangel på samme. Og det er det, jeg efterhånden har lært. For hvis jeg finder en værdi i min opfattelse af, hvordan verden hænger sammen, hvorfor så ikke acceptere den værdi, andre finder i religion? Man behøver ikke at være religiøs for at forstå værdien i religion. Man behøver bare at respektere værdien af retten til at tro frit.
Rasmus Brygger er liberal debattør