Prøv avisen
Kronik

Forfatter: Kampene for fred og ligestilling er stadig højaktuelle

Politisk forfølgelse er ikke et nyt fænomen. Men Fredrik og Matilde Bajer holdt sammen, og de fik støtte fra fredsvenner i udlandet til deres rejser, for pengene var små i det bajerske hjem, skriver forfatter Ole Mortensøn.

Fredrik og Matilde Bajer fik begge stor betydning for vores samfund. De grundlagde Dansk Kvindesamfund og Dansk Fredsforening – og Fredrik Bajer modtog Nobels Fredspris. Men i dag er parret næsten glemt. En skam, for begge sager er vigtige i dag, skriver forfatter til bog om de to pionerer

Der skrives i dag mange biografier. For læsere er det interessant at følge et menneskes vej i tilværelsen, og hvem ved, måske kan man lære af det. Mange biografier skrives i dag om tidens kendisser, men inden længe er de glemt, fordi deres største aktiv var at være kendt. Det er der ikke mange, der bliver ved med at være, især ikke, hvis man ikke har gjort den store forskel. I dag er ægteparret Fredrik og Matilde Bajer ikke længere kendt, og det er en stor skam, for de to gjorde en stor forskel og kom til at betyde meget for det danske samfund.

Faktisk var de to helt almindelige mennesker. Fredrik Bajer var søn af en sjællandsk sognepræst, og Matilde voksede op på en proprietærgård i Herlufmagle Sogn. Præsten sendte sin søn til Sorø Akademi og håbede nok, at Fredrik ville være præst, men han ville være officer. Det var under krigen i 1849-1851, og han var optændt af tanken om at forsvare fædrelandet. Han kom på Landkadetakademiet, hvor man uddannede officerer i infanteriet eller rytteriet. Han blev dragonløjtnant i Næstved. Nu var vejen banet for, at han kunne blive forlovet med sin ungdomskæreste Matilde.

Som andre unge kvinder i borgerskabet dengang skulle Matilde ikke uddannes, næh, hun skulle gifte sig og føre slægten videre. Nogen udannet person var hun dog ikke, for en dygtig huslærer havde undervist hende og hendes søstre i læsning, skrivning, regning, fremmede sprog, og sørget for, at de unge kvinder læste aviser, tidsskrifter og bøger, så de fulgte med i, hvad der rørte sig i tiden.

Matilde ventede på, at hun og Fredrik kunne gifte sig. Men så kom en krig i vejen. Fredrik var i Holsten, og han indtog en stilling ved Dannevirke. Da fjenden, østrigske soldater, rykkede frem, kom det til kamp ved Geltorf. Kuglerne peb om ørerne, og nogle blev ramt. Den 5. februar kom så ordren til tilbagetrækning, og i frost og snestorm forlod den danske hær om natten Dannevirke for at indtage en forsvarsstilling på Dybbøl. Fredriks regiment retirerede nordpå i Jylland og til sidst til Fyn, hvor de opholdt sig, til fjenden, Østrig og Preussen, kunne diktere freden. Den unge officer havde under tjenesten vist sig kritisk med moderne anskuelser, som han publicerede. Blandt andet gik han ind for en deling af Slesvig og Holsten efter sindelag og sprog. Da freden kom, blev han afskediget. Parolen i hæren var stadig Gud, konge og fædreland.

Men han lod sig ikke kue. Han blev lærer på Blågård Seminarium i København, og endelig langt om længe blev Matilde gift med sin Fredrik. Arbejds- og familielivet indfandt sig, og desuden trådte de begge i karakter som idealister og forkæmpere for det, de troede på. Matilde meldte sig ind i den første internationale kvindeorganisation, og hun indkaldte nogle ligesindede kvinder og stiftede i sin stue i Korsgade 56 den forening, som blev Dansk Kvindesamfund.

For Matilde var målet klart. Kvinder havde de samme forpligtelser i samfundet som mænd. Derfor skulle de også have de samme rettigheder. Det kæmpede hun for med Fredriks støtte, idet han blev indvalgt til folketinget for Venstre i Horsens og i folketinget talte kvindernes sag. Kampen for kvindernes ligeberettigelse blev imidlertid ikke nemmere af, at kvinderne undertiden var uenige indbyrdes – nogle ville for eksempel ikke gå så langt som at kræve stemmeret, og andre ville ikke samarbejde med kvinder i udlandet. Matilde mente, at kvindekampen var international, og at kvinder skulle have stemmeret, men hun var en dygtig taktiker, som hellere trak sig end at foranledige splittelse. Mens mange andre af kvindesagens kvinder mistede pusten, så fortsatte Matilde. Hun fødte otte børn, hvoraf to døde som små.

Fredrik var som mange danskere efter 1864 optaget af lilleputlandet Danmarks fremtid. Officerer, konservative borgere og godsejere ønskede, at København skulle befæstes for at i det mindste hovedstaden kunne forsvares mod den mægtige fjende i syd – det tyske kejserrige. Men ude på landet ønskede folk, at hele riget blev forsvaret, og nogle foreslog bevæbning af civilbefolkningen – en slags hjemmeværn. Det delte i mange år landet. Rigsdagen var også delt i sagen om forfatningen. Hvem skulle danne regering? Højre stod mod Venstre i den sag.

Fredrik var venstremand og mente, at Rigsdagens flertal skulle regere landet, men han gik i forsvarssagen en anden vej, en vej han i starten var meget alene på. Han mente, at Danmark havde alt at vinde ved at gøre sig neutralt. Hans forbillede var Schweiz, og han anså krig som et civilisatorisk tilbageskridt. Krig skulle undgås. Det kunne man ved at arbejde for fred gennem internationalt samarbejde og internationale aftaler.

Mens bølgerne gik højt i Rigsdagen, rejste Fredrik til fredskongresser i Europa og blev kendt for sine klare synspunkter i de kredse, som arbejdede for freden. I 1882 stiftede han Dansk Fredsforening, og i 1891 foreslog han på fredkongressen i Rom, at der blev oprettet et internationalt kontor, som kunne arbejde for fredssagen. Fredsbureauet blev oprettet i Bern, og Fredrik blev dets præsident. Matilde støttede Fredrik og talte for, at kvinder naturligvis skulle arbejde for freden.

Kampen var i mange år op ad bakke. De to blev snart anset som naive fjolser, snart som farlige for samfundsordenen. I Folketinget blev Fredrik hånet, og pressen latterliggjorde ham. Det gik også ud over deres børn, som blev drillet i skolen og forfulgt af lærere. Politisk forfølgelse er ikke et nyt fænomen. Men de to holdt sammen, og de fik støtte fra fredsvenner i udlandet til deres rejser, for pengene var små i det bajerske hjem.

I 1890’erne vandt såvel kvindesagen som fredssagen flere og flere tilhængere, og selv i Folketinget blev fremtrædende politikere medlemmer af fredsforeningen. Den danske udenrigspolitiske kurs blev sat mod neutralitet og internationalt samarbejde. I 1908 fik Fredrik velfortjent Nobels Fredspris. Han er til dato den eneste dansker, som har fået den pris. I 1915 kunne Matilde med sine kampfæller deltage i kvindetoget, som gik til Amalienborg. De havde grund til at være stolte. Grundloven af 1915 gav kvinderne stemmeret, og folkestyret var en realitet. Fredrik døde i 1922, Matilde i 1934, men deres og andre fredsvenners internationale arbejde fortsatte. Også det europæiske fællesskab, i dag EU, er bygget på de sten, som blev lagt af den europæiske fredsbevægelse.

Hvordan kunne to almindelige danskere få en sådan betydning? Udholdenhed, agitation og organisation. Fredrik og Matilde forstod at organisere deres idéer i bevægelser. Alt dette er fortid, tænker læseren måske. Næh nej, kvindekamp og kampen for fred er tværtimod stadig højaktuelle. Vi lever i en tid, som er præget af militarisme og væbnede konflikter. Vi har igennem en årrække oplevet ødelæggende krige, som har efterladt lande i ruiner og kaos. Mon ikke, det er på tide at besinde sig og gå andre veje – mod fred og internationalt samarbejde?

Små lande som Danmark kan gå forrest i stedet for at løbe med i stormagters oprustningskapløb. Mon ikke meget er vundet ved at bruge penge på hospitaler, sørge for rent vand og elektricitet i stedet for at sende bomber og raketter? Og kvindesagen? De nordiske kvinder er nået meget langt i ligeberettigelse, og nu gælder det om at holde fast – og om at kæmpe for, at kvinder i andre lande også opnår ligeberettigelse. Undertrykkelse af kvinder i Danmark, blandt andet indvandrede folk med fremmede kulturer, kan ikke accepteres. Der er stadig ingen undskyldninger, hverken kulturelle eller religiøse, for at undertrykke kvinder.