Debatindlæg af Kaj Bollmann, sognepræst og tidligere generalsekretær i Kirkefondet
FOR 11 ÅR SIDEN spurgte jeg i en kronik i dagbladet Politiken: Hvor er kirken på Fisketorvet?. Da var Fisketorvet nyt og spændende som indkøbscenter. Siden da er der kommet adskillige nye megacentre til, både i hovedstaden og i andre større byer.
Men svaret på spørgsmålet blæser stadig i vinden, til trods for at megacentrene har overtaget den rolle, som torvene havde i middelalderens byer. Og dengang forstod man, at der skulle være en kirke på torvet.
Jeg stillede spørgsmålet, fordi jeg i indkøbscentret Iso Omena (Big Apple) i Espo i Finland havde set et velfungerende og smukt kapel integreret i centret: Fem tilgrænsende sogne var sammen om at leje butikslokaler, udstyre dem meget smukt og enkelt som kapel, samtalerum og bagvedliggende lokale til møder og bryllups- og dåbsreceptioner.
LÆS OGSÅ: "Lukning af kirker uden fremadrettet indsats er tåbelig"
Kapellet blev nemlig ikke bare brugt af centerets kunder, men også og ikke mindst af butikkernes personale. Butikspersonale er jo som regel yngre mennesker, og kapellet i Iso Omena var blevet deres kirke, både i hverdagen og til deres familiebegivenheder. De fem sognes præster, personale og frivillige passede kapellet, så der i centrets åbningstid som regel var nogen at tale med.
Da jeg i bispevalgkampen for fire år siden i København lancerede idéen igen, var der stadig ingen genklang. Tværtimod syntes nogen vist, at det var lidt af en morsomhed. I hvert fald nød jeg den store ære som den eneste af alle syv kandidater at blive omtalt i Politikens ATS (At Tænke Sig, red.) for forslaget!
I en debat i TV 2 Lorry afviste direktøren for Lyngby Storcenter fnysende tanken. Det lød på ham nærmest, som om et kapel i et indkøbscenter var en langt mere vanhelligende tanke end en pornobutik i de hellige kommercielle forbrugskatedraler.
Den manglende interesse også i det folkekirkelige liv kan undre, netop fordi der ikke er tale om en nymodens, popsmart idé, men en genoptagelse af middelalderens kirke på torvet, hvor folk færdes og handler. På torvet var der markedsboder, råben og skrigen, gøglere, letlevende damer, bønder fra landet, lommetyve og tiggere og byens folk på indkøb.
LÆS OGSÅ: Hurra for kirkelukninger: De giver nyt liv til folkekirken
Folk kunne søge ind i kirken i dagens løb for at finde fred, for at bede en bøn eller tænde et lys, for at deltage i en af de daglige messer eller skrifte. Dørene var ikke låst. Fra kirken trængte sang og musik ud på pladsen og en gang imellem en helgenprocession.
HVAD ER DET EGENTLIG, der gør det så umuligt for folkekirken i København og andre storbyer at tænke i sådanne baner? Har vi lige så meget berøringsangst over for de steder, hvor folk køber ind, som centerdirektøren havde den modsatte vej?
Vi har oven i købet i forhold til for 11 år siden stort set fået afskaffet lukkeloven, så folk er, hvor butikkerne er, også om søndagen! Jo, vi kan godt finde ud af at have strøgkirker, hvor der i forvejen ligger en gammel katedralkirke, men de nye megacentre har vi åbenbart helt opgivet som muligt mødested mellem folk og kirke.
Derfor var det spændende at komme til Finland igen her i begyndelsen af september og opleve kirken på torvet som en helt naturlig del af den finske tolkning af, at kirken skal være, hvor folk er, realiseret i en ny og meget overbevisende udgave på et af de mest befærdede moderne indkøbstorve i Helsingfors, nemlig butikstorvet Kampen (Kamppi), som vi besøgte i forbindelse med den nordiske kirkerumskonference.
Kampen har sit navn, fordi stedet i den russiske tid før Finlands selvstændighed var øvelsesplads for den russiske garnison. I dag er det en plads omgivet af moderne butikskomplekser af alle slags. Kampens Rejse- og Indkøbscenter har over 120 butikker, mere end 30 restauranter, bowlinghal, fitnesscentre, danseskole og så videre.
To underjordiske busterminaler og en metrostation gør, at menneskestrømmen minder om Nørreport Station, før renoveringsarbejdet gik i gang. På torvet er der dagligt et leben med events, gademusik, turister, folk på indkøb og folk på samfundets rand.
På dette torv indviedes i maj 2012 et kapel. Det står lige i ganglinjen, hvor mennesker kommer forbi. Dets afrundede design helt uden kanter og helt i træ og begrænset i størrelse (11,5 meter højt og 352 kvadratmeter i totalareal) står som en slående kontrast til de omkringliggende bastante firkantede glas- og betonpaladser.
Det er finsk arkitektur, når den er allerfornemst, både udvendig, hvor de store træflader får årelignende skygger, når lyset falder på dem, og indvendig, hvor det ovale kapel udstråler en ro og en styrke, der griber de besøgende, selv når der er relativt mange. Det er enkelt og smukt og indbyder til koncentration, fordybelse og stilhed.
Der er ingen vinduer. Rummet skal netop være et tilbud om helt at gå ud af torvets larm og mange indtryk og få noget helt andet. Kapellet blev døbt Fredens Kapel. Men da det i folkemunde alligevel blev kaldt Kampens Kapel, har man valgt at droppe det tiltænkte navn. Det kan der sikkert spindes mange symbolske ender over.
I forbindelse med indgang og foyer er der samtalerum og kaffeudskænkning. Kapellet har nemlig to funktioner, dels er det et andagtskapel der er ikke egentlige gudstjeneste dels er det diakonikapel.
Der er til stadighed både præster og diakonimedarbejdere til stede. Til og med er kommunens socialforvaltning gået ind i et samarbejde, så der også er medarbejdere fra socialforvaltningen i kapellet. Der er ikke tale om herberg eller værested, men et ind fra gaden-sted, hvor folk kommer for at få luft for et problem og blive ledt videre til de instanser, kommunale eller kirkelige, som kan hjælpe dem.
KAPELLET ER ETABLERET og drives af Helsingfors kirkelige fællesskab, som dækker alle sognene i byen. Det er tegnet af de internationalt anerkendte arkitekter Kimmo Lintula, Niko Sirola og Mikko Summanen fra arkitektbureauet K2S i Helsingfors. Byggeriet har fået flere store internationale priser blandt andet fik det, allerede før det var bygget, nemlig i 2010, International Architecture Award fra Atheneum i Chicago.
Helsingfors by har da også taget kapellet til sig i den grad. Det er på forsiden af byens officielle turistguide og sammen med domkirken og Tempelpladsens Kirke de eneste kirker i guiden. Og Kampens Kapel får omtale og billeder flere steder i guiden.
Det har så medført en paradoksal udfordring: Der kommer for mange mennesker. Fra morgen til aften er der tilstrømning af en blanding af turister, arkitekturinteresserede, andagtssøgende og folk, der kommer af diakonale grunde.
Det er et reelt problem, at kapellet ofte er så fuldt, at der er kø helt ud på gaden for at komme ind, hvilket naturligvis påvirker mulighederne for ro, andagt og eftertanke negativt.
For øjeblikket er håbet, at strømmen af turister og arkitekturinteresserede snart vil tage af, så kapellet primært kan bruges til det, det er bygget til: andagtsrum for de travle forbipasserende.
Det ville være oplagt at gøre Kampens Kapel til et koncept, der blev kopieret andre steder i andre storbyer med tilsvarende behov. Selve bygningen er med sin form, sin begrænsede størrelse og sin karakteristiske arkitektur nem at gentage og hvorfor gøre det mere indviklet, end det er?
Enhver kirke behøver ikke at være et enestående arkitektmonument. De gamle middelalderlandsbykirker var bygget over præcis samme læst. Kombinationen af andagtsrum og samtalestation er oplagt. I vores globale kultur ville genkendeligheden være en positiv dimension.
Det er nødvendigt at lukke kirker der, hvor de ikke mere har en bæredygtig funktion, men det er også vigtigt at bygge kirker, der kan møde folk på nutidens præmisser. Ellers holder vi op med at være folkekirke.
Kaj Bollmann er sognepræst og tidligere generalsekretær i Kirkefondet
GRAFIK: De 200 lukningstruede kirker. Før musen hen over kortet.