”Første artikel i den kristne trosbekendelse er under beskydning, luften er fuld af røg.” Sådan indleder kirkehistorikeren Carsten Breengaard sin debatbog eller ”kampskrift”, hvor Gud også er ”i klemme”. Helt god til metaforer er han nu ikke.
Den samme trosartikel var den, som de såkaldte ”skabelsesteologer” K.E. Løgstrup og Ole Jensen forsvarede mod beskydninger fra eksistensteologerne. Mon Breengaard vil forsvare skabelsesteologien? Det er der intet, der tyder på, og der er heller ingen henvisninger til den. Kampskriftet er især vendt mod Niels Grønkjærs bog ”Den nye Gud”, skønt der dog ingen analyser er af bogen. Derimod består det meste af Breengaards kampskrift af gennemgange af evangelierne og Paulus, og derigennem skal Skriften gendrive Niels Grønkjær, hvis kristendomsopfattelse karakteriseres som gnostisk. Det virker søgt, og det er heller ikke overbevisende.
Hvordan eller hvornår er Gud kommet i klemme? Mellem Newton og Auschwitz, siger Breengaard først, men mener det ikke. Det er nemlig alt for lang tid siden. Han var engang klemt mellem de to, men hvorfor angribes lige netop nu den første trosartikel? Og gør den da det? Jeg troede, det mest var opstandelsestroen, der var under beskydning.
Breengaards første bud på en forklaring lyder: ateisme og ego-dyrkelse og endda ”det moderne menneske”, hvad det så ellers er for en størrelse. Og hvem skyder? Thorkild Grosbøll. Men er han ikke holdt op? Og Per Ramsdal. Men er det ikke troen på Jesu opstandelse og det evige liv, som han er kendt for at afvise? Og Lars Sandbeck, der gør religion til poesi. Især er det som sagt Vartov-præsten Niels Grønkjærs ”nye Gud”, der har kanonen, der skyder, for nu at forblive i den dårlige metaforik.
Med disse fire præster er den første trosartikel under beskydning. Det er godt nok ikke megen beskydning, og den foregår kun i København. Gad vide om der er nogen, der har opdaget det?
Breengaard går psykologisk til værks, idet han mener, at Niels Grønkjær ”afskyr magt”, samt at han er ”elev” af den italienske katolik Gianni Vattimo. Deri tror jeg, at Breengaard tager fejl. Grønkjærs teologi bygger især på Hegel, og så er den et opgør med teismen, men er det den, teismen, Breengaard vil forsvare? Vi har i Danmark glemt Hegel, som Kierkegaard og Marx helt har tilsløret. Men han er genopstået på Vartov.
Og vil han da mene, at Grosbøll, Ramsdal og Grønkjær er ateister eller ego-dyrkere? Han kender vel sin teologihistorie og kunne have undersøgt, om der er forbindelse mellem den amerikanske, kristne ateisme og gud-er-død-teologi og dansk samtidsteologi? Det gør han ikke. Disse amerikanske teologer var elever af Rudolf Bultmann, som også har præget dansk teologi, men der er forbavsende lidt teologihistorie i kampskriftet. Det er, som om denne enmandshær, Niels Grønkjær, kan fjerne den skabende Gud, som var det en ”blindtarm”. Det er Breengaards metafor.
Breengaard har naturligvis ret i, at uden Gud er der intet syndefald og derfor heller ingen forsoning. Er de to sidste da også under beskydning? Mig bekendt forkyndes syndernes forladelse også i Vartov.
Den polemiske indledning efterfølges af nogle i og for sig velskrevne og oplysende kapitler om kirkens tilblivelse, de fire evangelier og Paulus. Indimellem indsætter han små polemiske udfald mod de fire københavnske teologer.
Breengaard begynder med pinseunderet, hvor de tilstedeværende kunne forstå, hvad galilæerne sagde. Han knytter det til Babels-myten. Dog talte man faktisk forskellige sprog også før Babel - ifølge Bibelen altså. Breengaard siger, de talte ét sprog.
I oplysningstiden gjorde man op med kirken, fortsætter han i et kapitel om Jesus, men det er upræcist. Den amerikanske oplysningstænkning er kristen (calvinsk) og kirkelig. Den tyske (Kant) ville en forsoning mellem fornuft og religion. Han må mene fransk oplysningsfilosofi. Han siger dernæst, at ”man” dengang tog Jesus ud af kirken og mytologien, og det var på grund af historieforskningen. Det er igen uhistorisk. Leopold von Ranke, historiefagets fader, ville finde Guds finger i historien.
Breengaard er her styret af sin nutidspolemik. Han kan se en lige linje fra fransk oplysning (ingen navne nævnes) til de hjemlige. Men hvor er P.G. Lindhardt, Johannes Sløk, Svend Bjerg eller mange andre? Jeg kan ikke finde ud at, om det er Bultmann, som han gør op med. Er afmytologiseringen fjenden? Bultmanns mytebegreb var oplysningstidens.
Breengaards læsning af Markusevangeliet er overraskende forfatterkoncentreret. Han læser evangeliet, som om det var en roman. Han er optaget af den litterære form. Evangelisterne fortæller hele tiden. Johannes endog med dramatisk sans. Breengaard er på mange måder narrativ teolog.
I kapitlet om syndefaldet understre-ges igen på traditionel vis forbindelsen til Det Gamle Testamentes ”skabelse-syndefaldsmytes univers”. Myte? Hvordan dukker det ord nu op? Breengaard er tilsyneladende helt på linje med biskop Peter Skov-Jakobsen. Ingen af dem bryder sig om ”biologi”. Når evangelisten Johannes skriver om helbredelse, er det ikke ”biologi”, skriver Breengaard. Skov-Jakobsen ville heller ikke høre om biologi i forbindelse med debatten om Jesu opstandelse. Helbredelserne er derfor tegn på noget andet: tilgivelse. Hvor er her forskellen mellem Grosbøll, Lars Sandbeck og Breengaard? Den er svær at få øje på.
Markusevangeliet ser realistisk ud, men er det ikke. Det realistiske er en litterær illusion. Skriver han. Hvad er den så, fortællingen? Den eller Markus ”vil fortolke”. Det er næsten ikke til at bære, når teologer begynder at tale om fortolkning. For hvad mener de? Fortolkning af hvad? Nogle fakta?
Her betyder det, at Markus ikke vil berette om noget ”ydre”. Men er det da noget indre, han beretter om? Breengaard har igen ret i, at sandhed i Det Nye Testamente etableres, når begivenheden korresponderer med noget i Det Gamle Testamente, som han med et underligt udtryk kalder ”jødiske urmyter”. Evangelierne er med andre ord litteratur, og er Gud dermed en litterær skikkelse? Er Han en fortolkning? Evangelierne meddeler ikke ”ydre fakta”, så Gud er i al fald ikke derude et sted.
Breengaard påstår, at når man viser hen til teksterne, bliver man anklaget for metafysik og fundamentalisme. Hvad det sidste angår, er det blot et skældsord, man bruger om dem, man er uenige med. Med metafysik er det lidt anderledes. Mener han mon selv, at metafysik betyder supranatura, altså en objektivt eksisterende anden verden?
Breengaard synes selv, at han har fundet en smart måde at angribe Niels Grønkjær på. Han kalder ham gnostiker. Det giver efter min mening ingen mening at bruge 'gnostisk' som skældsord. Det er en slags drilleri, for han ved udmærket godt, at Grundtvig var alt andet end gnostiker, for den skabte verden er et himmelspejl; så han anklager Grønkjær for ikke at være grundtvigsk, men hvem er efterhånden det? Er Breengaard?
Breengaard har ikke øje for, hvad ”Den nye Gud” gør. Han hæfter sig ved nogle af Grønkjærs overraskende udtryk. ”Gud er inkompetent”. Han forstår ikke Grønkjærs retorik. Grønkjær gør nemlig det, at han sprogligt set ”gør alting nyt”. Han benytter sig af en fremmedgørende sprogbrug, der får os til igen at få øje på det ”gamle budskab”. Grønkjær er teologiens Simon Grotrian. Hvad Grotrian gør med salmer, gør Grønkjær med teologien. Løgstrup gjorde i sin tid det samme. Han genformulerede Jesus af Nazarets budskab i et andet sprog end det kirkelige. Det samme gør Grønkjær om Jesu Fader. Og man kan da ikke forestille sig noget mere bibelsk end at gøre alting nyt.