Lotus Turèll: Hverdagen er sund for os

Den rutineprægede hverdag er sund for os. Vi skal bare tage ejerskab over den, gøre den til vores egen. Når vi laver noget, der ikke er nyt for os, ser hjernen sit snit til at få indhentet noget arbejde, skriver forfatter og foredragsholder Lotus Turèll

Lotus Turèll.
Lotus Turèll. . Foto: Malene Porup/Ritzau Scanpix.

Jeg er nyforelsket. Også til op over begge ører. Lige pludselig og uden at have ledt efter kærlighed har jeg mødt den. De første gange, min nu kæreste og jeg sås, foregik det alle andre steder end i noget, der kunne minde om hverdagens rammer. Vi tog i Tegners Museum og Statuepark, havde en længere samtale i toppen af et træ og holdt rustik picnic for foden af Møns Klint – alt sammen langt fra vores egne lejligheder og daglige cirkler.

Måske prøvede vi lige at holde alt det genkendelige lidt på afstand, som jeg tænker, at mange af os gør i den første tid med en ny mulig partner. For at føle os friske med hinanden og se det hele i et mere magisk lys end det, der strømmer ud af vores hjemlige lamper og halogenspots.

Men hvad var det mere, vi tog tilløb til at være sammen om? Gentagelser, formoder jeg. Og dem er hverdagen jo i sandhed struktureret omkring. Gentagelser, som jeg i hvert fald som ung ikke var meget for at befinde mig i, som en slags værn mod at gå i stå eller blive uinspirerende for mine omgivelser at være sammen med.

Under den frygt lurede der også en generel uvanthed med at skulle dele mit helt private rum med en anden gennem tid, en uvanthed, der gjorde mig usikker på, om jeg nu også overhovedet evnede det. Desuden var jeg inderligt uinspireret af min hverdag.

Alt i alt var det dengang det nemmeste for mig at være alene om den mere almindelige del af min hverdag, der på en måde bare skulle overstås, og sammen med andre om ”alt det sjove”. I dag forholder det sig meget anderledes. Jeg trækker i den modsatte retning og vil nok helst af alt lykkes med at dele min nære hverdag med andre.

Jeg tænker, at det skift også har noget at gøre med, at jeg først på egen hånd har brudt hverdagsforbandelsen, altså fået færten af, hvad det er for en hverdag, jeg har brug for at skabe for ikke at føle mig fanget i en flad omgang uvedkommende trummerum, som jeg godt forstår kan give hverdagen et noget blakket ry.

Ærligt talt har det taget mig det meste af mit voksenliv at finde ud af at skabe en hverdag, som giver mening for mig. Jeg har haft relativt svært ved at finde formen og derfor snarere prøvet at gøre det samme som andre, frem for at koncentrere mig om at undersøge, hvad der gjorde mig godt.

Når man er usikker på noget, giver det jo i og for sig god mening at finde eksempler til efterfølgelse, men det er altså ikke anbefalelsesværdigt at lave en kopiering af andres liv over på sit eget. For mig var effekten i al fald, at jeg blev fremmedgjort over for min hverdag og dermed desto mere frustreret over den.

Det, jeg dybest set søgte efter, var en skabelon, der kunne garantere mig og mine noget fasthed og stabilitet. Jeg tænkte – hvad sandt er – at hvis hverdagen er et trygt epicenter for livet i øvrigt, at så ville alt nok gå endda.

Men min vildfarelse i første omgang var nok, at jeg troede, at det var nødvendigt grundlæggende at lave mig om for at skabe denne trygge hverdag. I lang tid troede jeg, at jeg først kvalificerede mig til at være en ordentlig hverdagsudøver, når jeg evnede altid at gøre mine ting på og inden for faste tidspunkter, hvilket umiddelbart ikke falder mig naturligt.

Jeg troede nok, at mit behov for en vis spontanitet måtte bero på, at jeg endnu ikke var voksen nok, moden nok, ansvarlig nok. Og kunne min spontanitet ligefrem føre til den uro, jeg prøvede at komme væk fra, hvis jeg først aktiverede den?

De misundelige blikke, jeg har sendt mere tjekkede menneskers vej, har jeg ikke tal på, men de er mange! Ligesom det antal gange, jeg selv har forsøgt at strukturere mig på lignende vis, er flertalligt. I nogle perioder lykkedes jeg gennem ihærdig indsats med at få mine daglige gøremål skemalagt, men det gav mig ved Gud aldrig glæde i sig selv.

Resultatet, som jeg regnede med, at anstrengelserne ville kaste af sig, udeblev. Jeg følte mig ikke spor mere rolig eller grundlæggende tilfreds. Bare anstrengt og med tydelig udsigt til et temmeligt begrænset modus operandi valgte jeg at opretholde den måde at føre hverdag på.

Så jeg søgte tilbage og gik i stedet for i gang med at finde fred med ikke at være en – i mine egne øjne – ordentlig voksen. Jeg måtte turde at acceptere mig selv som den, jeg er, og derfra undersøge, hvad der gjorde mig grundlæggende glad i livet.

En af de helt afgørende opdagelser, jeg gjorde i den proces, var, at min hverdag – stik modsat mit føromtalte projekt – ikke må være for skåret i granit eller blottet for muligheden for at være mildt spontan. Jeg insisterer i dag på ikke at holde den i en for stram snor, da jeg selv ender med at kvæles i den. Ikke i selve repetitionerne, for dem næres jeg ved, men i ikke at give mig selv plads til at lade dem falde lidt uens fra dag til dag.

Hvorfor egentlig dette behov? Fordi jeg vil være i stand til at mærke og gribe nu’er og øjeblikke. Og de fremkalder sig ikke tydeligt, hvis det næste, der skal ske, er for defineret for lang tid frem ad gangen. Muligheden for at være i kontakt med mit nu –så dybt banalt som at stoppe op og nyde en udsigt eller tage mig den nødvendige tid til at lytte til mit barn – sidestiller jeg med selve det at være i live, og det vil jeg føle mig til hverdag – ikke blot lejlighedsvist. Jeg har fundet min dealbreaker.

Så hvis min hverdag ikke efterlader mulighed for at mærke, at jeg lever, justerer jeg den sådan set bare uden videre. Og på den måde tænker jeg, at hverdagen kan blive sådan en god ven, en, der giver os det, vi holder allermest af. Vi skal bare først selv finde ud af, hvad det er.

Den rutineprægede hverdag er under alle omstændigheder sund for os. Vi skal bare tage ejerskab over den, gøre den til vores egen.

Betænk også i denne sammenhæng, at vores hjerner ubetinget bedst processerer, når vi er i default mode, altså når vi laver noget, der ikke kræver noget særligt af os, som for eksempel at folde vasketøj. Når vi laver noget, der ikke er nyt for os eller sender en konstant strøm af for eksempel lys- og lydindtryk i hovedet på os, så ser hjernen sit snit til at få indhentet noget arbejde. Den finder sammenhænge og løsninger på splittede problemfelter og udtænker nye, mere smidige veje end dem, vi følger, når vi er i færd med at forstå og omsætte mere komplekse eller nye indtryk og sansninger.

Måske er det derfor, at jeg til stadighed får mine bedste kreative idéer, når jeg vasker op, og en skøn klarhed i tankerne, når jeg har støvsuget?

Dengang jeg ikke havde valgt min egen hverdag endnu, havde jeg en overbevisning om, at jeg måtte få styr på en masse ting, inden jeg kunne invitere andre indenfor i den, sådan for alvor indenfor.

Sådan har jeg det heller ikke mere, så min kæreste og jeg er begyndt at udvide vores repertoire fra naturskønne scenarier og ind i egne stuer. Helt ind i hjertet af hverdagen.

Selvom vi jo bare er i periferien af at skabe et fælles liv, oplever jeg det, som at vi er ved at bygge en slags rygrad. Det, der kommer til at holde os gående og oprejst, som dage er flest.

Og jeg mærker, at vi virkelig er gode sammen, fordi vi til alt held også er det til hverdag.