Kan islam forenes med menneskerettighederne?

Islam kan ikke forstås som en entydig størrelse, der pr. definition er enten for eller imod menneskerettighederne, for islam rummer et væld af forskellige stemmer, fortolkninger og holdninger promoveret af forskellige aktører i forskellige kontekster, skriver dagens kronikør

Kan islam forenes med menneskerettighederne?

Nogle vil mene, at islam er menneskerettighedernes modsætning. Og der er nok af konkrete eksempler på, at islam bruges til at retfærdiggøre krænkelser af menneskerettighederne i dag.

Tænk blot på Saudi-Arabiens sharia-legitimerede brug af piskeslag og andre bestialske afstraffelsesformer, på Pakistans blasfemilovgivning eller på de kønsdiskriminerende love, der findes i mange lande.

Men betyder det, at islam og menneskerettigheder pr. definition er uforenelige? Det kommer an på, hvem man spørger. Man kan tale om i hvert fald fire forskellige positioner blandt muslimske aktører i dag.

Nogle afviser blankt menneskerettighederne. De anser dem for at være en vestlig opfindelse, baseret på vestlige værdier - og som sådan irrelevante for den muslimske verden. ”'Menneskerettigheder' som defineret af sekulære institutioner såsom FN og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er ikke en universel værdi, der er fælles for alle mennesker, uanset religion,” skriver den britiske afdeling af Hizb ut-Tahrir for eksempel.

Modstanderne af de universelle menneskerettigheder mener, at det giver mere mening at tale om særlige islamiske rettigheder, baseret på koranen og islamiske traditioner. ”Menneskerettighederne findes allerede i islam,” sagde Abul A'la Mawdudi, en central tænker i den islamiske vækkelsesbevægelse i midten af det 20. århundrede. I dag finder vi særligt fortalerne for islamiske rettigheder blandt islamiske ekstremister, både voldelige og ikke-voldelige.

Det er kun en lille del af verdens muslimer, der tror på, at det er muligt - eller ønskeligt - at afskaffe FN og erstatte menneskerettighederne med islamiske rettigheder.

Men det betyder ikke, at der ikke er stor skepsis over for i hvert fald visse menneskerettigheder blandt mange. Som generalsekretæren for Den Islamiske Samarbejdsorganisation, Iyad Madani, siger: ”Der er en række områder, der går ud over menneskerettighedernes normale rækkevidde og støder sammen med islamisk lærdom.”

Sådanne skeptikere mener, at islam og menneskerettighederne kun er delvist forenelige. Skal islam og menneskerettighederne forenes, kræver det, at visse menneskerettigheder omfortolkes og ændres, så de ikke udfordrer islamisk lov - for islamisk lov kan man i deres perspektiv ikke ændre på.

Mens for eksempel retten til uddannelse og arbejde er helt acceptable fra et islamisk synspunkt, går især visse kvinderettigheder og LGBT-rettigheder efter manges mening ”ud over menneskerettighedernes normale rækkevidde” og truer traditionelle familiestrukturer, kønsroller og værdier.

Også retten til ytringsfrihed bør begrænses for at beskytte religioner og religiøse mennesker mod krænkelse. ”Det er fint nok, hvis nogen kritiserer din arbejdsplads, din bil, dine sko - men når nogen fornærmer, ydmyger eller nedgør en person, der har en plads i muslimers hjerte, så har de overtrådt grænserne for ytringsfrihed,” sagde en talsmand for Sydafrikas Muslimske Juridiske Råd i forbindelse med det franske magasin Charlie Hebdos satiretegninger af den muslimske profet Muhammed.

”Der er ikke noget i islamisk lov, der forhindrer menneskerettighederne - og hvis der er, skyldes det en misforstået fortolkning af loven.” Sådan sagde en britisk imam til en workshop om islam og menneskerettighederne, arrangeret af den britiske NGO Islamic Relief.

Han udtrykker en tredje vigtig position blandt muslimer. Ligesom mange andre stiller han sig ikke tilfreds med den delvise accept af menneskerettighederne, men tror på, at islam og menneskerettighederne kan forenes fuldt ud - og det kan de, fordi islamisk lov kan fortolkes på en måde, der kan rumme menneskerettighederne.

Eksempler på sådanne moderate fortolkninger af islamisk lov finder vi for eksempel blandt muslimske civilsamfundsorganisationer. I Nahdlatul Ulama, en af verdens største muslimske organisationer, forsøger man at fremme kvinders rettigheder gennem religiøse fatwaer. En medarbejder fortæller, at de netop har haft succes med at få en fatwa igennem om handel med kvinder. Gennem det etablerede religiøse system formår sådanne organisationer altså på pragmatisk vis at skubbe til grænserne for, hvordan islamisk lov kan fortolkes - uden dog for alvor at udfordre den religiøse autoritet.

For stadigt flere muslimer er det ikke nok med pragmatiske reformer af islamisk lov, hvis islam og menneskerettighederne skal forenes. Konflikter mellem de to skyldes nemlig ikke bare misforståede fortolkninger af islamisk lov - men selve forestillingen om, at islam er et spørgsmål om gudgiven lov.

”Koranen er ikke en forfatning,” siger den tunesiske filosof Mohamed Talbi. Den egyptiske dommer og tænker Muhammad Said al-Ashmawy påpeger, at sharia betyder noget i retning af ”vejen til kilden i ørkenen” og skal forstås som en metafor for religiøs og etisk vejledning snarere end som juridiske regler og love.

I dette perspektiv er islam fuldt ud forenelig med menneskerettighederne - ikke som et juridisk system, men som etiske og religiøse værdier, der har potentiale til at styrke og legitimere menneskerettighedernes retlige standarder. Og det er præcis det, der muliggør en fuldgyldig muslimsk menneskerettighedsaktivisme.

En sådan menneskerettighedsaktivisme finder vi eksempelvis blandt muslimske feminister og kvindeorganisationer. En repræsentant for den internationale kvindeorganisation Musawah siger: ”Vi prøver at udvikle en feministisk viden i islam, baseret på menneskerettighedsprincipper, forfatningsgarantier og kvinders liv i dag.”

Gennem kritiske, historiske studier af koranen og islamisk retspraksis påpeger de, hvordan fortolkninger af Koranen er kontekstbestemte og menneskeskabte snarere end gudgivne og definitive.

Herhjemme arbejder Forum for Kritiske Muslimer for større ligestilling i islam, og organisationen er involveret i etableringen af den første danske moské ledet af kvindelige imamer. Sherin Khankan, som er en af de nye imamer, siger: ”Alle er lige foran Gud. Kun i åndelig fortrinlighed og retfærdig handlen adskiller det ene menneske sig fra det andet.”

De forskellige holdninger illustrerer, at islam ikke kan forstås som en entydig størrelse, der pr. definition er enten for eller imod menneskerettighederne. Islam rummer et væld af forskellige stemmer, fortolkninger og holdninger promoveret af forskellige aktører i forskellige historiske, sociale, kulturelle og politiske kontekster.

Skal vi styrke menneskerettighederne, er det nødvendigt at inddrage alle de muslimske stemmer, der engagerer sig i menneskerettighedsdebatten - både de skeptiske, de pragmatiske og de mere radikale. Menneskerettighedsorganisationer som Musawah kan udfordre islamistiske forestillinger om menneskerettighederne som et vestligt projekt og bidrage til nødvendig teologisk reform. Men ofte er sådanne radikale organisationer marginaliserede og uden stor folkelig opbakning - og derfor ikke nødvendigvis de bedste til at forankre menneskerettighederne lokalt. Her har pragmatikerne måske bedre held, da de har større opbakning i befolkningen og kan bygge bro til mere konservative kræfter.

Endelig er det også vigtigt at have blik for den kritik, der kommer fra de mere konservative menneskerettighedsskeptikere og modstandere - ikke for at bøje os for den, men for at forstå, hvad den dækker over. Kritikken er ofte et strategisk forsøg fra magthaveres side på at aflede opmærksomheden fra egne menneskerettighedskrænkelser. Men den afspejler indimellem også en reel fremmedhed over for FN-systemet og de universelle menneskerettigheder - en fremmedhed, der udspringer ikke bare af værdimæssige uenigheder, men også af konkrete oplevelser af menneskerettighedssystemets ineffektivitet, dobbeltstandarder og endda hykleri. Det må vi tage alvorligt.

Marie Juul Petersen er ph.d.