Prøv avisen
Kronik

Tidligere biskop: Vi må have lov til at spørge ind til den katolske nadver

Den økumeniske bevægelse er en proces, hvor vi lærer hinanden bedre at kende og finder veje til at udtrykke det fællesskab, som allerede findes imellem alle, der bekender sig til den treenige Gud. Her finder jeg, at netop nadveren er ét af de tegn på fællesskab alle kristne imellem, som Jesus selv har givet os, skriver tidligere biskop Karsten Nissen. Foto: Preben Madsen/Ritzau Scanpix

Karsten Nissen, biskop emeritus

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Medlemmer af folkekirken bør ikke deltage i nadveren, når de er til gudstjeneste i en katolsk kirke. Det svarer til at ”crashe” en fest, man ikke er indbudt til. Men vi må have lov til at stille spørgsmål til hinandens teologi, mener biskop emeritus Karsten Nissen

Efter at have læst Daniel Nørgaards ”kirkeligt set” den 14. juli må jeg erklære mig enig med ham i, at medlemmer af folkekirken ikke bør deltage i nadveren, når de er til gudstjeneste i en katolsk kirke. Det svarer til at ”crashe” en fest man ikke er indbudt til. Som søsterkirker skal vi respektere hinandens teologiske og liturgiske traditioner. Men det er ikke respektløst i en økumenisk samtale at stille spørgsmål til hinandens teologi og liturgi. Og det var, hvad jeg gjorde ved det økumeniske seminar den 2. december 2017 i Sct. Andreas Kirke i København.

Anledningen var Reformationsjubilæet, og seminarets tema var: ”Reformation som bevægelse – hvilke veje skal vi gå?” I en sådan sammenhæng må det være tilladt at stille spørgsmål til den katolske kirkes nadverpraksis. Det manglende nadverfællesskab mellem katolikker og lutheranere er nemlig for mig et ægte økumenisk problem.

Hvad er egentlig formålet med den økumeniske bevægelse? Formålet er for mig ikke at skabe én fælles synlig kirke. Måske vil dette først blive virkelighed i Guds rige engang. Den økumeniske bevægelse er en proces, hvor vi lærer hinanden bedre at kende og finder veje til at udtrykke det fællesskab, som allerede findes imellem alle, der bekender sig til den treenige Gud. Her finder jeg, at netop nadveren er ét af de tegn på fællesskab alle kristne imellem, som Jesus selv har givet os.

Jeg har aldrig, heller ikke på seminaret, sagt eller ment, at ”det må anses for god folkekirkeskik at lade alle få del i nadveren”, som Daniel Nørgaard citerer mig for at have sagt. Folkekirkens nadverbord må være åbent for alle, der deler den kristne bekendelse, men personligt finder jeg det vanskeligt på forhånd også at invitere alle, der bekender sig til andre religioner, med til folkekirkens nadver. I henhold til den folkekirkelige retsordning er det den ansvarlige præst, som tager stilling til dette, og jeg kan sagtens forestille mig en situation, hvor det giver mening at sige ja til et ønske fra for eksempel en muslim om at deltage i folkekirkens nadver. Hvis den pågældende er i samtale med præsten om at blive døbt, kan deltagelse i nadveren være et skridt på vejen.

Helt fra reformationstiden og langt op i 1900-tallet var der kontrovers og mistillid mellem katolikker og lutheranere. Men i dag er forholdet præget af tillid og en åben samtale. Vendepunktet kom, da man i 1958 valgte Venedigs patriark, Angelo Giuseppe Roncalli, som pave efter Pius XII. Roncalli tog pavenavnet Johannes XXIII, og snart stod det klart, at den nye pave havde til hensigt at reformere kirken. Han brugte udtrykket aggiornamento, egentlig ”ajourføring” om den udvikling, han ville fremme. Den kristne tro skulle indgå i en forbindelse med livet i verden, og ikke holde sig inden for de kendte og sikre kirkelige rammer.

Derfor sammenkaldte han det Andet Vatikanerkoncil, som mødtes 1962-65, og som medførte en række grundlæggende reformer i den katolske kirke, ikke mindst moderniseringen af liturgien, fremme af bibelvidenskaben, understregningen af lægfolkets betydning og et nyt syn på forholdet mellem den katolske kirke og de øvrige kristne kirker.

Koncilets konstitution om kirken ”Lumen Gentium” indeholder ingen fordømmelse af de ikke-katolske kristne. Tværtimod siges det, at ”kirken er forbundet med alle dem, der bærer hædersnavnet kristne, selv om de ikke bekender den fulde tro eller ikke bevarer fællesskabets enhed under Peters efterfølger”. Når der tales om de ikke-katolske kristne og de kirker, som de tilhører, er tonen præget af åbenhed, fællesskab og samtale.

De lutherske kirker svarede positivt på de nye toner fra Rom. I forbindelse med 450-året for Den Augsburgske Bekendelse i 1980, stillede man i et fælles katolsk-luthersk dokument spørgsmålet om de gensidige fordømmelser fra reformationstiden også skulle være kirkesplittende i dag. Samtalerne blev videreført i en fælles kommission imellem Vatikanet og LVF, og førte senere til Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren i 1999.

Fælleserklæringens teologiske paragraffer indeholder på mange områder en vidtgående konsensus mellem de katolske og lutherske teologer i synet på retfærdiggørelsen. Den afsluttende konklusion siger, at forskellene imellem katolikker og lutheranere i dag er af en sådan art, at reformationstidens fordømmelser vedrørende retfærdiggørelse ikke længere gælder for katolikker og lutheranere i dag.

Men der var også bump på vejen. I 2000 udsendte Vatikanet dokumentet ”Dominus Jesus”. Her opstilles en rangordning af kirkesamfund og religioner. Ordet ”kirke” forbeholdes den romersk katolske kirke og den ortodokse kirke. De protestantiske kirker betegnes som ”kirkelignende fællesskaber”, der ikke er ”kirker i egentlig forstand”. Dette dokument var et tilbageskridt i forholdet mellem de lutherske kirker og den katolske kirke.

Snart var samtalen dog tilbage på sporet. I 2013 udarbejdede den fælles lutherske/romersk-katolske kommission for kirkens enhed dokumentet ”Fra konflikt til fællesskab”, som i 2015 udkom i dansk oversættelse. Her opregnes fem ”økumeniske imperativer” hvor det første er:

”Katolikker og lutheranere skal altid gå ud fra enhedens perspektiv og ikke fra splittelsens perspektiv for at styrke det, som de har fælles – også selv om det er meget lettere at se og erfare forskellene.”

Seneste har pave Frans besøgt Malmø og Lund den 30. og 31. oktober 2016 i anledning af Reformationsjubilæet. Under gudstjenesten i Lunds Domkirke den 31. oktober 2016 underskrev paven og biskop Munib Younan, som dengang var præsident for Det Lutherske Verdensforbund, en fælles erklæring, der blandt andet siger:

”Vi forpligter os til at vokse tættere sammen i det fællesskab, som bygger på dåben, og til at fjerne de eksisterende barrierer, som hindrer os i at opnå den fulde enhed. Kristus ønsker at vi skal være ét, for at verden må tro (Joh 17,23).”

Der er altså sket mange væsentlige fremskridt i forholdet mellem katolikker og lutheranere. Alligevel er den katolske kirke ikke parat til at åbne nadverbordet for andre kristne. Jeg mener at kende den katolske lære om nadveren, embedet og kirken. Samtidig respekterer jeg, at vi lutheranere ikke bør deltage i den katolske kirkes nadver. Alligevel har jeg tre spørgsmål til Daniel Nørgaard:

1. Blandt de katolske argumenter for, at nadveren kun er for katolikker, hører jeg ofte, at ”nadveren ikke skal være et skridt på vejen til enhed, men derimod enhedens mål”. Derfor vil jeg spørge, om nadverfællesskab mellem katolikker og lutheranere først kan blive virkelighed den dag, vi lutheranere anerkender pavens læreautoritet og tilslutter os det katolske syn på kirken, nadveren og præsteembedet?

2. Er en af årsagerne til det manglende nadverfællesskab, at man, trods de åbenlyse teologiske tilnærmelser imellem katolikker og lutheranere, fra katolsk side stadig ikke betragter de lutherske kirker som ”kirker i egentlig forstand”, men som ”kirkelignende fællesskaber”?

3. Er den katolske afvisning af fælles nadver i overensstemmelse med det første økumeniske imperativ i ”Fra konflikt til fællesskab”: ”Katolikker og lutheranere skal altid gå ud fra enhedens perspektiv og ikke fra splittelsens perspektiv for at styrke det, som de har fælles – også selv om det er meget lettere at se og erfare forskellene.”