Fader vor, du som er i himlene. Hvad gør man, hvis man ikke for alvor tror på, at Gud er en person, der er i himlene? Kan man så gå ind i kirken og bede uden først at måtte parkere sin moderne, rationelle, kritiske indstilling i våbenhuset? I anledning af store bededag vil jeg prøve at besvare dette.
Den kristne bøn defineres i Den Store Danske Encyklopædi som en dialog, fordi den forudsætter et gudsbillede, hvor Gud både kan lytte og reagere. Kristen bøn forudsætter altså ifølge dette 1) et gudsbillede, hvor Gud som person derude kan herske over naturlovene og kan lytte til, reagere på og opfylde menneskers ønsker, hvis han vil. Og bøn er 2) en dialog med Gud derude.
LÆS OGSÅ: Om bøn og klassikere
Bøn kan dermed komme til at minde om et magisk middel. Knud Hansen siger ligefrem om bønhørelse i sin bog Den kristne tro: Forventning om magisk bønhørelse af det, man ønsker sig, er en form for overtro. Kristen bøn bliver følgelig let en umulighed for et moderne menneske, og man ender med at opgive at bede for i ærlighedens navn at undgå uforstandighed og uredelighed. Således fortæller Jan Lindhardt, at Johannes Møllehave i 2003 frejdig erklærede, at han bad ikke længere til Gud, og det havde Jan Lindhardt allerede i studietiden vænnet ham af med.
I modernitetsteologien er Gud ikke én derude, som man kan henvende sig til i bøn, og som man kan forvente en reaktion fra i form af bønhørelse.
Gud er i denne forståelse kilden til væren, kilden til kærlighed, magten til at være til, eller hvordan man nu vil udtrykke det. En magt, som det enkelte menneske er afhængigt af, holdes oppe af, som den enkelte ikke selv behersker eller kan skabe og derfor er bundet til i religiøs taknemlighed. Men som altså ikke opfattes som en person.
Hvad så, når der altså ikke kan være tale om nogen dialog? Er det så ensbetydende med, at bøn må opgives? Hvis bøn ikke længere kan opfattes som en dialog med en guddom og dermed må opfattes som en monolog, er det så overhovedet bøn? Er det så ikke bare en form for indre selvfordybelse eller meditation som måske kan være nyttig nok og givende for den bedende, men som ikke har noget med bøn at gøre? Nok en slags mentalhygiejnisk renselse af sjælen, men intet andet, ikke bøn? Kan man meningsfuldt bede for eksempel en af de foreskrevne bønner til begravelse i folkekirkens Ritualbog?:
LÆS OGSÅ: Hovedstadens kvinder søger mod meditation for at finde ro i livet
Almægtige, evige Gud,
barmhjertighedens Fader, og al trøsts Gud,
hør os,
når vi i sorgen og savnet kalder på dig,
og hjælp os med trøst og styrke i vor nød,
ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.
Er der mening i at bede om at blive hørt og om at få hjælp, når nu ingen hører det? Ja, det er der, fordi man kan sige, at det virkelig vil være at få hjælp og som at blive hørt, hvis et menneske midt i sin sorg igen får livskraft, når det i bøn besinder sig på Gud.
For man kan ikke beslutte sig for at ville have livskraft igen efter tabet af en nærtstående, så det må man bede om: Tilliden til, at man igen bliver fyldt med livfuldhed og igen kan leve fuldt ud i samvær med de andre, er noget, man kan få, men ikke selv kan skabe. Man kan få tillid og igen få lyst.
Bønnen om at blive hørt og få hjælp er bønnen om igen at få denne livskraft. Ordet trøst kommer af ordet tro, og det giver trøst igen at tro på, altså stole på og have tillid til, at der er en sådan magt i tilværelsen. Og barmhjertig er denne magt ved at være gratis og ikke kræve betingelser opfyldt.
At bede i den forstand, som her er antydet, er altså at besinde sig på, hvad teologer som for eksempel John Shelby Spong og før ham Paul Tillich har kaldt dybet i tilværelsen. Det er nok en monolog i den forstand, at der ingen person er derude, der kan svare og reagere.
Men er det en monolog i den forstand, at man kun hører og ser sig selv, sine egne tanker, sine egne kræfter, ekkoet fra en selv og bag det ekkoet fra samfundets normer? Er bønnen selvspejling? Ja, set udefra, fra en religionskritisk og ateistisk synsvinkel. Ikke set indefra, fra den troendes synsvinkel.
For i den troendes forståelse, der her er søgt skildret, er der jo altså netop andet end jeget, der virker. Og den magt er virkelig i en meget dyb forstand, for det er den, der giver væren til det værende. Det er dette andet, den bedende er i kontakt med.
I bøn træder den bedende ud af hverdagen og kommer i en ekstraordinær situation. Det gælder også i den moderne bøn. Det kan beskrives ud fra K.E. Løgstrup, der mener, at man i hverdagen lever ud fra en fornemmelse af, at man selv er herre over sin tilværelse.
Løgstrup har kaldt det for en grundindbildning eller en totalillusion: Vi lever, som om livet strømmede ud fra vores aktivitet. Som om det var takket være os, at tilværelsen rummer vores livfuldhed og kærlighed. Som om det ikke var noget, vi fik forærende. Det ekstraordinære ved bønnen er ud fra denne betragtning, at her sætter den bedende sig ud over sin grundindbildning og koncentrerer sig om og indgår i en form for kommunikation med det, han ikke selv er herre over, og som er af en sådan art, at det kan falde ham naturligt at bruge billeder som du, Fader og så videre.
Bøn forbinder dermed den bedende med noget amoderne midt i en moderne verden, hvis idé kan formuleres sådan: Alt, der er vigtigt i menneskelivet, er historisk; historisk i betydningen at kunne være genstand for menneskelig forandringsformåen. Den idé sætter bønnen spørgsmålstegn ved, for den træder netop til, når menneskets egen formåen er hørt op.
Den moderne bøn har store lighedspunkter med kontemplationen og med meditationens koncentration. Men i bønnen, også den moderne bøn, er målet for kontemplationen ikke den bedendes egne ressourcer, egne beslutninger og hvad det egentlig er, den bedende vil.
Målet er det, der antages at ligge bag den bedendes egne ressourcer, og som giver dem næring. Målet er ikke individets kontrol over egne tanker, dets selvbeherskelse, dets besindelse på, at det selv må tage tilværelsens byrde på sig, og derfor individets koncentration om sig selv.
Målet er derimod en forståelse af, at netop det ville være en overanstrengelse, for det er noget større end individet selv, der kontaktes i bønnen. Ikke som en dialog med en anden person som i traditionel bøn. Men heller ikke som ren og skær fordybelse i sig selv som i kontemplation. Men som bevidstgørelse af Gud som magten, der holder en oppe.
Bønnen illustrerer, at både kristen teologi og modernitet har brug for hinanden for ikke hver for sig at gå i forfald. Uden en kritisk, rationel indstilling går kristendommen i forfald og ender i en utroværdig overtro og ufornuft.
Uden et modspil fra kristendom går modernitetens indstilling til livet i forfald og ender uden sans for de fænomener i tilværelsen som kærlighed og livsmod der ikke kan gøres til genstand for rationel kontrol og udvikling eller afvikling.
Moderniteten behøver ikke være antireligiøs og langsomt underminere kristendom, og kristendom behøver ikke være antimoderne. Store bededag kan selv for en moderne tanke være dagen, hvor vi kan sætte pris på det, der står udenfor og er hævet over os selv og vores formåen.
Preben Brock Jacobsen er forfatter til essaysamlingen MODERNITET kristendom og etik, der udkommer på Forlaget Systime den 1. maj. Han er pensioneret gymnasielærer i religion og dansk