Kan man ikke adskille person og sag?

Hvorfor er Heideggers antisemitisme værre i dag, end den var for hans samtidige? Fordi der i dag kræves fuld overensstem-melse mellem person og sag. Heri ligger også et opgør med postmodernistisk vraggods til fordel for nypositivisme og nydarwinisme

Kan man ikke adskille person og sag?

Det er blevet sådan, at det næsten er umuligt at adskille person og sag, levned og meninger, forfatter og digt, filosof og filosofi.

Jeg var i begyndelsen af 1970’erne optaget af T.S. Eliot, Ezra Pound og Virginia Woolf. De var alle tre antisemitter, og Pound var fascist, men det bekymrede os ikke. Hvorfor ikke? Fordi vi adskilte forfatter og digt. Vi læste ikke Eliot biografisk. Vi levede i lydighed mod den modernistiske fordring, der blev formuleret af den engelske forfatter D.H. Lawrence: ”Never trust the teller, trust the tale” (Stol ikke på fortælleren, stol på fortællingen).

Denne formel har været under beskydningen lige siden neomarxismen og feminismen blev dominerende. Lawrence, modernister og formalister blev efter 1968 kaldt reaktionære. Lawrence var mandschauvinist, og derfor var hans romaner det samme. Fortællinger stolede man heller ikke på, for de blev fortalt af utroværdige fortællere. I dag læses alle fra Shakespeare til Eliot autobiografisk. Den biografiske læsemåde er blevet altdominerende, og den har bredt sig fra litteraturforskningen til filosofien og teologien.

Det er debatten om Martin Heideg-gers (1889-1976) nazisme og antise- mitisme et anskueligt eksempel på. Når man ikke adskiller person og sag, er det, fordi man kræver overensstemmelse mellem personens livsførelse og dennes filosofi. Knut Hamsun var nazist, derfor er hans romaner det også. De fleste er i dag enige om, at Martin Heidegger ikke blot var nazist, men også racist og antisemit. Derfor er hans filosofi det også.

K.E. Løgstrup læste i Göttingen hos en filosof og læge, der hed Hans Lipps. Lipps spiller en stor rolle i Løgstrups forfatterskab. Hans Lipps var medlem af SS. Spørgsmålet er derfor: Kan man bygge en filosofisk etik på en filosof, som var SS’er? Løgstrup vidste naturligvis, at Lipps var nazist, men han nævnte det aldrig. Det betød ikke noget, fordi Løgstrup var formalist forstået på den måde, at han adskilte filosofi og biografi. Den går ikke længere.

Heidegger blev engang betragtet som eksistentialist og ikke andet. Der var stort set ingen, der skænkede det en tanke, at han havde været nazist en kort periode af sit liv. Han underviste i 1920’erne i Marburg sammen med teologen Rudolf Bultmann (1884-1976), der er kendt for sin afmytologisering af evangelierne.

I 1967 udkom en dansk oversættelse af Bultmanns ”Jesus Kristus og mytologien”. Deri skriver han, at han anvender begreber ”som især er udviklet af Martin Heidegger i eksistensfilosofien”. Bultmann havde aldrig selv været nazist og slet ikke antisemit. Han er et eksempel på, hvad den baltisk-tyske forfatter Frank Thiess kaldte den ”indre emigration”. Det var den måde, som en hel del intellektuelle overlevede nazitiden (Tyskland fra 1933-1945) på.

Efter krigen brød Bultmann med Heidegger, fordi denne forholdt sig tavs om sit engagement i nazitiden. Heidegger kom ikke med en undskyldning. Det kunne Bultmann ikke forstå. Som man kan se af citatet fra bogen, havde Bultmann ikke noget problem med at anvende begreber fra Heideggers filosofi, selvom han jo kendte alt til Heideggers fortid.

Bultmann skelnede mellem Heideggers filosofi og personen Heidegger. Eksistensfilosofien var med andre ord ikke endnu ”smittet” af nazismen, men det mener de fleste, at den er og var. Johannes Sløk skrev i sin populære ”Eksistentialisme” om Heidegger uden at nævne noget som helst om Heideggers nazisme. Det gjorde man ganske enkelt ikke i årene fra 1950 til slutningen af 1980’erne.

Da K.E. Løgstrup var blevet cand.theol. i 1930, tog han på studierejse til Tyskland. Han opholdt sig i Tyskland indtil 1935. I 1936 fik han præsteem- bede på Fyn og blev en skrap tidehvervsmand. Man kaldte ham Tide-strup. Han var ikke blevet tidehvervsk endnu, da han kom til Tyskland, men han var noget andet: logisk positivist. Det fortalte han Heidegger, men efter at have hørt Heidegger blev Løgstrup eksistensfilosof. Både Løgstrup og Rosemarie Pauly, der skulle blive hans kone, gik altså til timer hos Heidegger i 1933.

Det år blev Heidegger medlem af NSDAP, og han blev rektor for universitetet i Freiburg. Han sagde ”Heil Hitler”, som man jo gjorde. Løgstrup og Rosemarie Pauly må have oplevet både bogbrændingerne og jødeboykotten og Hitlers magtovertagelse. Det hele var ganske specielt for Rosemarie Pauly, for hun var ”halvjøde”. De må jo have vidst, at Heidegger var nazist, men det sagde de ikke noget om. Anfægtede hans antisemitisme dem ikke?

Mit spørgsmål er, hvorfor så Løgstrup og mange af de andre, der havde læst hos Heidegger, og som havde oplevet nazitiden og krigen, ikke så det i teksterne, som åbenbart alle kan se i dag? Ville de ikke? Kunne de ikke? Så de bort fra noget? Og hvorfor bliver Heideggers antisemitisme værre i dag, end den var dengang? Der er igen antisemitisme især i Tyskland, men det er næppe Heideggers skyld. Har Heidegger i det hele taget ret mange læsere eller nogen indflydelse? Heideggers antisemitisme bekymrer paradoksalt nok langt flere end den realt-eksisterende antisemitisme. Den ser man bort fra. Det kunne tyde på, at der er noget andet på færde.

Det stod på den tyske avis Die Zeits forside, at Heideggers breve til broder Fritz nu endelig var udkommet. Disse breve var med andre ord en medie- begivenhed i Tyskland. Denne begiv- enhed er et godt eksempel på den forskydning, der er fra Heideggers filosofiske tekster til hans dagbogsoptegnelser, ”Die Schwarze Hefte”, og hans breve. Det er i dem, man finder beviserne for, at han var antisemit.

Heidegger begynder at skrive i disse sorte notesbøger i 1930. Der er 34 af dem. De begyndte at udkomme i 2014, og det er dem, som folk læser. Det er, som om den filosofiske tekst er fiktion, mens de andre tekster er sandhed. Dagbogsoptegnelser er autentiske, filosofi skjuler noget. Heidegger sagde faktisk selv, at hans forelæsninger var kulisser.

Løgstrup så bort fra det biografiske; han sagde, det var en pligt at gøre det. Det gjorde vi alle dengang. I Gary Coxs nye bog om Jean-Paul Sartre, ”Existentialism and Excess”, læses Sartres skuespil, for eksempel ”Fangerne i Altona” (som Løgstrup analyserer i ”Opgør med Kierkegaard”), som Sartres måde at forføre unge kvinder på.

Hans skuespil blev skrevet med bestemte kvinder i tankerne, der skulle spille rollerne. Det er en markant afmytologisering af kunsten, og jeg vil mene, at når Heideggers breve er mere interessante end hans filosofiske tekster, skyldes det, at filosofien har mistet autoritet og betydning. Den er blevet til en slags fritidsbeskæftigelse eller et fag, der skal ”entreprenørialiseres”. Litteratur er som dannelsesmiddel på vej ud af skolen og overlades til læseklubber og markedet.

Og til sidst min forklaring på den enorme akademiske produktion af af-sløringer af Heideggers nazisme eller antisemitisme. Forklaringen er, at man bruger denne nazi-læsning af Heidegger til at fjerne poststrukturalistisk, postmodernistisk, postkolonialistisk vraggods fra universiteterne og for at rydde pladsen for nynaturalisme, nypositivisme og nydarwinisme – de faktafundamentalismer, der passer som fod i hose til det nye universitet.

Hans Hauge er universitetslektor og forfatter