Det kan være svært at holde sig munter, når man nok en gang bliver præsenteret for resultater med decimaler fra en trivselsmåling eller – værre – bliver bedt om selv at deltage i en sådan.
I sidstnævnte tilfælde kan man blandt andet komme ud for at blive stillet spørgsmål, der drejer sig om ens oplevelse af loyalitet over for den arbejdsgiver, der har bestilt undersøgelsen. Der er mange andre muligheder. Når talen er om trivsel, lykke, tilfredshed eller det gode liv – i praksis flyder begreber som disse sammen – er der nærmest ingen ende på, hvad der kan argumenteres på plads som relevant for sagen.
Spisevaner, motionsvaner, søvnvaner, sociale kontakter og brug af stimulanser som alkohol og tobak kan for eksempel alle siges at have noget med sagen at gøre. De kan ses som aspekter, der skal samles viden om og sættes ind i forhold til, hvis trivslen skal forbedres, lykken bringes under kontrol, og gode liv sættes på skinner.
Når nærmest alt kan opfattes som trivselsrelateret, hænger det sammen med, at trivselsbegrebet og dets mange slægtninge ikke er eksakte, men komplekse begreber, som på samme tid befatter sig med beskrivelse og vurdering og derfor kan skifte betydning fra person til person og fra situation til situation.
Det gør begreberne til glimrende udgangspunkter for samtaler og diskussioner, men som genstande for undersøgelser ved hjælp af metoder, der stammer fra eksakt videnskab, er de nogle sære størrelser. For at kunne måle sådan som trivsel og lykke må man først lægge begreberne fast, men dermed mister de deres særlige kvalitet: åbenheden, det udogmatiske, det diskussionsegnede. Titusinder af mennesker indrulleres i dagens Danmark jævnligt i den slags opmålinger. Det er ikke nogen spøg. Men ved at kigge lidt tilbage i historien kan der hentes hjælp til i det mindste at opnå en ironisk distance.
I 1881 offentliggjorde den amerikanske læge George M. Beard afhandlingen ”American Nervousness, Its Causes and Consequences” (på dansk: Amerikansk nervøsitet, dens årsager og følger). Afhandlingen kan ses som en af forløberne for hele det maskineri af målinger af trivsel og vantrivsel, lykke, tilfredshed og livskvalitet, som i dag er blevet en del af hverdagen, ikke mindst af arbejdslivet. Beard var med til at lægge grunden til nogle forestillinger og tænkemåder, som stadig er udbredte i dag.
Nervøsiteten kunne ifølge Beard komme til udtryk på de mest forskelligartede måder, herunder som depression, fordøjelsesproblemer, hovedpine, impotens, dårlige tænder, tidlig skaldethed samt tilbøjelighed til kroniske lidelser såsom diabetes og nyresygdomme, nervesmerter, træthed og ængstelse.
Han brugte to fulde sider på en liste, kun for at tilføje, at den ikke var udtømmende. Symptomerne var vidt forskellige, men der var en simpel lovmæssighed bag det hele. Det drejede sig om tømte batterier.
Beard tolkede inden for rammerne af datidens store teknologi, elektricitet. Et individs nervesystem var ifølge ham et batteri, der kunne trækkes for meget på. Det ville føre til sammenbrud eller – billeder fra økonomiens verden var også populære – til insolvens og bankerot. Ved at benytte sig af kemi, fysisk og matematik kunne de mange forskellige symptomer forklares. Med sine tekniske udlægninger af sindslindelser som fysisk sygdom, der gav sig udslag i funktionsforstyrrelser, tilbød han et alternativ til det i samtiden udbredte syn på sindslidelser som tegn på moralske mangler hos den enkelte.
Og ved at udpege materielle årsagssammenhænge og tilsyneladende holde sig på afstand af moralske temaer, søgte han at skaffe sig videnskabelig anerkendelse og legitimitet. Samtidig bidrog han på en lidt bagvendt måde til patriotisk selvglæde: Amerikansk nervøsitet var, gjorde han gældende, netop amerikansk, fordi USA var så langt mere civiliseret end andre lande. De udpinte nervesystemer var fremskridtets pris, som teknologisk lavt udviklede barbarer var forskånet for, men ville også kunne bekæmpes ved hjælp af yderligere fremskridt.
Særligt pegede Beard på dampkraften, telegrafen, naturvidenskaben, pressen og intellektuelt aktive kvinder som fænomener, der udpinte amerikanernes nervestyrke. Mere generelt talte han om belastninger fra krav om en høj grad af intellektuel aktivitet i et nyt og produktivt samfund, der var præget af politisk og religiøs frihed samt af et tørt klima med store udsving mellem stærk varme og ditto kulde. Også dette belastede. Men viden om årsager og virkninger ville gøre det muligt at komme nervøsiteten til livs. Der var nok at gøre. Inden for dette nye og enorme felt var der, erklærede Beard profetisk, plads til en hel hær af arbejdere.
Læst helt konkret er den snart 125 år gamle afhandling først og fremmest underholdende. Det er da sjovt at se intellektuelt aktive kvinder udpeget til stressfaktor. Og så videre. Det er svært at tage alvorligt, men Beards mere grundlæggende tilgange har ikke på samme måde et aparte, gammeldags præg. Hans drøftelser af menneskers vantrivsel som en teknisk-videnskabelig problemstilling og af trivselsfremme som et teknisk-videnskabeligt projekt, der går ud på at få kontrol med tingene, er ikke fremmedartede. Det elektriske billedsprog er eksotisk, men har også et klart slægtskab med nutidens computermetaforer.
Genkendelig er også tilbøjeligheden til at fokusere på stress, vantrivsel, lykke og tilfredshed som fænomener, der primært har betydning for økonomi, produktion og konkurrenceevne. Folk beskrives i dag ikke som nervemæssigt insolvente, men til gengæld tales der med flid om social eller kulturel kapital, når stress og trivsel og kreativitet og effektivitet er på dagsordenen. Og der konkurreres fortsat, nu om at have de erklæret mest tilfredse og lykkelige medarbejdere eller borgere. Hvis trivsel kan styrke innovation og konkurrenceevne.
Stort set samtidig med lanceringen af teorien om den amerikanske nervøsitet spredtes idéer om scientific management eller teknisk-videnskabelig ledelse i virksomheder. Ingeniørtænkning blev taget i brug til rationel tilrettelæggelse af masseproduktion med henblik på at effektivisere, billiggøre og mindske spild. Tidsstudier, akkordløn, samlebånd og standardisering var nøgleord.
Tidlig kritik af systemerne drejede sig om, at folk kunne lide under dem, fordi mennesker ikke var tænkt med. Siden er mennesker i meget høj grad blevet tænkt med og har fået status som ressourcer eller ligefrem som menneskelig kapital – som omvandrende formuer, altså, der kan opgøres i penge og give indtægter. Men det forudsætter, at de har krølle på halen. Deres trivsel og tilfredshed ses som en central produktionsfaktor og anskues også selv som noget, der kan produceres. Det kan være, at det kræver indgreb i deres personlige livsførelse, som måske kan få dem til at hænge med mulen, men, men.
I mindst 2500 år er det gode liv i den vestlige verden blevet drøftet som et åbent spørgsmål. Der har altid været uenighed om det. Det er et klassisk eksistentielt og politisk spørgsmål. Nogle har altid drømt om at kunne sætte det hele på én formel, få styr på tingene og bugt med alle tilfældigheder. Hidtil er de også blevet modsagt. Det er en værdifuld tradition, som det er værd at vedligeholde.
Hvis lykken og det gode liv helt får høvlet deres knaster af, bliver dogmatisk disciplinerede og tilsyneladende kontrollérbare størrelser, kan det virkelig blive svært at holde sig munter.
Gitte Meyer, Seniorforsker, Center for Civilsamfundsstudier, CBS