Prøv avisen

Kan man oversætte Gud væk?

"I 1992 burde man have ihukommet, at kristendommen er en historisk religion. Man skulle ikke blot have gentaget, hvad 1948-oversætterne mente. Man burde have ændret. For at kunne fastholde," skriver Carsten Breengaard. Foto: Jakob Dall

Kan Gud forsvinde i en oversættelse? Kan man afskaffe ham ved letsindig omgang med et verbum? Er fædrene bag Grosbøll og ligesindedes armodige og gudløse teologi i virkeligheden oversætterne af det folkekirkeligt autoriserede Det Nye Testamente? Dagens kronikør forsøger at besvare spørgsmålet med en tour de force gennem kirkehistorien

DET ER SAGT, at kristendom er en historisk religion. Det betyder vist nok, at kristendom ikke er fundamentalisme, ikke uforanderlige formuleringer. Kristendom tager form efter menneskets historiske eksistens for at kunne tale til det til enhver tid levende menneske.

Som fyrsten siger i Guiseppe Tomasi di Lampedusas berømte roman Leoparden: En gang imellem må man have en revolution, for at alt kan blive ved med at være, som det altid har været. I kristen sammenhæng: Hvis evangeliets budskab skal forkyndes uændret, må det ændres i tiden.

LÆS OGSÅ: Hvorfor i alverden skriver man egentlig kirkehistorie?

Og det er det så sandelig blevet. Min hustru og jeg er netop kommet hjem efter en lang rejse gennem kristendommen. Fra Samsøs hvide kamtakkede landsbykirker, indbegrebet af det velkendte, over tyske romanske og franske gotiske domkirker, mange vidunderlige klosterbygninger og helt til den mærkelige dystre katedral i Santiago de Compostela.

Hvor forskellige bygninger! Og så deres udsmykning, her ser man kristendommens historiske nerve udfolde sig i eksplosivt flor.

Pludselig ser man, hvor afgørende Johannes Åbenbaring var i middelalderen. Det Nye Testamentes sidste skrift bliver jo i dag opfattet som perifert, kun læst af Jehovas Vidner og lignende sekter, men engang var det hovedsagen.

I det berømte sydfranske kloster Moissac er indgangsportalen en gigantisk romansk fremstilling af apokalypsens forestillinger. Det var denne fantastiske og truende verden, man mødte ved kirkens indgang. I middelalderen sagde man, at den, der ikke har set Moissac, har intet set.

Det er derfor med rette, at Umberto Eco placerede denne portal i sit fiktive kloster i Rosens navn. Men motivet findes mangfoldige steder. Vi så det også i den vidunderlige pilgrimskirke i Conques. Man møder en kristendom, der stiller store fordringer til den, der går ind ad porten.

Og hvor vidunderligt i billeder udfoldedes ikke forestillingen om Jesse rod, om Jesus af Davids far, Isais, slægt? I spanske gigantiske træskærerarbejder, i de gotiske katedralers himmelstræbende glasmalerier og i domkirken i den nordfranske Rouens indgangsportal: Isai liggende med et stort træ voksende ud af maven. Og som frugter gammeltestamentlige konger og øverst som den ypperste frugt den tronende Kristus eller Maria med Jesusbarnet. Her udfoldes kristendommens enorme æstetiske potentiale på overvældende og overbevisende måde. Og så alle fremstillingerne af Faderen og Sønnen.

MIDDELALDEREN DEMONSTRERER på uovertruffen måde, at kristendommens gudsbegreb er trinitarisk. Gud Fader, Søn og Helligånd er alle til stede for øjet. I det øverste hvælv i Compostela-kirken ser man trekanten med øjet, næsten hjemligt for en Vartov-kirkegænger.

Men altafgørende er skildringen af Faderen og Sønnen. I en del af middelalderen videreført fra oldkirkelig tradition som verdensherskere; i senmiddelalderen bliver det centrale ved den tronende Gud hans fremvisning af sin korsfæstede søn. Her demonstreres i billedform, hvad vores hjemlige Brorson udformer i sangbare ord i julesalmen I denne søde juletid: Gud er nu ikke længer vred,/ det kan vi deraf vide,/ at han har sendt sin Søn herned/ .../ og trøstig lade alt bero/ på Guds, vor Faders, nåde.

I middelalderen er nåden og tilgivelsen ikke Jesu egen, men Gud Faders. Jesus er et middel, et sonemiddel, som Paulus i Romerbrevet kalder Kristus. Derfor kunne Luther kalde Guds trone for en nådestol. Også for Luther var det Gud Fader, der sad på den.

OG NU VI ER VED NÅDEN, kunne man spørge, hvad det var, der skete på tredjedagen, påskedag, nådens dag? I trosbekendelsen, den apostolske, som vi døber med, siges det om Jesus på tredje dag opstanden fra de døde. Opstanden betyder, at Jesus var den aktive, at opstandelsen var hans, hans egen. Jesus opstod fra de døde.

Sådan blev formuleringen på et bestemt tidspunkt. Men gjorde han nu også det, kunne man spørge. Og man kunne spørge videre: Hvis Jesus selv opstod, hvor er Gud så henne i dramaet? Er korsets nåde virkelig Gud Faders nåde, hvis opstandelsen er Jesu egen handling?

Lægger vi et øjeblik Den Apostolske Trosbekendelse bag os og går til de langt ældre nytestamentlige fortællinger, så møder vi en helt anden forståelse af opstandelsen. I den første kristendom er opstandelseshandlingen Gud Faders. Når Paulus skal forkynde opstandelsens betydning, gøres det ved at tale om, at Jesus blev oprejst. Jesu opstandelse var for Paulus ikke Jesu egen handling, men Gud Faders.

For Paulus var tilgivelsen Gud Faders. Det var ham, der i syndefaldet var blevet vred, og det var derfor ham, der nu ikke mere var vred. Som endnu middelalderen, ja, og endnu senere Brorson forkynder.

Men har jeg nu ret? Hvis den interesserede kroniklæser griber ud efter Det Nye Testamente og slår mine påstande efter, så vil hun uundgåeligt få det indtryk, at jeg prøver at binde hende noget på ærmet. Fremgår det ikke tydeligt alle de afgørende steder i Paulus opstandelsesforkyndelse i 1. Korintherbrev, at også Paulus siger, at Jesus er opstået?

Jo, det gør det men det er i den autoriserede folkekirkebibel ikke Paulus, der taler, men en oversættelseskommission. I min barndoms 1948-udgave og i min manddoms 1992-udgave. Disse kommissioner har taget sig den frihed at oversætte et verbum, der hos Paulus er passivt, som om det var aktivt. Umiddelbart måske kun en lille ting, men for kristendommen en afgørende ting.

Nu skal det ikke skjules, at denne forvrængning af Paulus forkyndelse har lange rødder i historien. Allerede i evangelierne, der jo fortæller om den handlende Jesus, er billedet flimrende. På den ene side fortsætter de traditionen fra Paulus og fortæller, at Jesus blev oprejst, men samtidig begynder Jesus at blive den aktive.

Og efter nogle århundreder begynder man på det, som de danske oversættelseskommissioner gør: oversætte Paulus forkert. Men uden at disse oversættelsesmanipulationer sætter sig afgørende spor. Gud er i middelalderen stadig til stede. Som majestæt på først himmeltronen, siden i nådestolen. Man ved fortsat, at nåden er Guds.

MEN I DISSE SIDSTE TIDER er denne forestilling begyndt at krakelere. Fordi gudsforestillingen er blevet éndimensional. Jesus har erobret hele guddommen. I hvert fald i folkekirken. Luther kunne i bestemte sammenhænge sige, at vi kun kender Gud gennem Kristus.

Denne farlige sætning har hos mange i vores tid legitimeret en opfattelse af, at Jesus simpelthen er Gud. Man kan i prædikener høre, at ordet Gud altid efterfølges af et det vil sige Jesus.

Hos Thorkil Grosbøll så vi betragtningen udfoldet i sin fuldeste, altså mest afstumpede konsekvens. Først blev Jesus alene Gud, det vil sige gud, og så blev han menneske. Kun menneske og dermed kun et moralsk forbillede. Og på det seneste har vi fået præsenteret tanken ført helt igennem. Jesus som gudløshedens menneske. Mennesket uden gud, fordi der ikke er nogen gud. Det siges at skulle være en trøst, at denne Jesus ligner os så meget. Trøstes, hvem der kan jeg kan ikke!

Jeg vil ikke påstå, at de folkekirkelige oversættelseskommissioners noget løse omgang med de bibelske tekster bærer det fulde ansvar. Måske kunne man i 1948 ikke se, hvad der lå under horisonten. Men i 1992 havde det allerede i mange år været i fuld udfoldelse. Gudløshedens legitime barn: den sentimentale Jesus.

I 1992 burde man have ihukommet, at kristendommen er en historisk religion. Man skulle ikke blot have gentaget, hvad 1948-oversætterne mente. Man burde have ændret. For at kunne fastholde. Vor tids oversættere undlod at træde op mod tidens forfladigelse af den kristne gudsforestilling. De så ikke, at hele den kristne forsoningsforestilling, hele den kristne kærlighedsforestilling, forudsætter en Gud Fader.

Hvis Kristus ikke er oprejst af Gud Fader, havner kristendommen i sentimentalitet. Jordens salt bliver til jordens honning, som Georges Bernanos formulerer det i sin berømte, netop genudgivne bog En Landsbypræsts Dagbog.

Carsten Breengaard er dr.theol. og tidligere universitetslektor