Det var først, da kvinden med de brune øjne sagde, at jeg skulle lære at tilgive, at alvoren for alvor gik op for mig. Hun sagde, jeg ville ende med at få en byld af had i mit indre. Jeg blev først vred. Det var mellem forretten og hovedretten til en guldbryllupsfest.
Jeg endte med at gå. Jeg forsvandt væk fra festen – hen på toilettet allerlængst væk. Jeg havde det som om, jeg lige havde fået en ultimativ besked. Som om, der var sket et dødsfald. Som om, verden med ét var blevet en helt anden verden. Tilgive? Hvad vidste kvinden med de brune øjne om at tilgive? Jeg var rasende. Tænk sig, at hun kunne finde på at slynge sådan noget ud … Kvinden med de brune øjne var tydeligvis slet ikke klar over, hvad jeg var vokset op i.
Jeg kunne fortælle hende om, hvordan jeg som syv-årig kom hjem første gang og fandt min mor bevidstløs og måtte ringe til afdelingssygeplejersken på Intensiv Afdeling, hvor min mor arbejdede. Og senere på dagen få den største skideballe, fordi hun nu ville få problemener med at beholde sit job. Det var første gang, jeg ringede til ambulance og sygehus. Jeg kunne også fortælle hende om, hvordan jeg på et hængende hår som 14-årig en sen aften havde reddet hele huset fra at brænde til grunden med min mor ombord. Jeg kunne fortælle, hvordan helt almindelige hverdage blev forvandlet til helvede med opkast, piller og sprut, Jeg kunne have fortalt om, hvordan kun få veninder havde adgang til vores hus, da jeg ikke magtede at involvere nogen i mit hjem.
Jeg kunne fortælle om, hvordan min elskede, dygtige far måtte sige nej til tilbuddet om at blive borgmester i Skanderborg, om hans evige kærlighed og tålmodighed til min mor. Om alle nætterne ved køkkenbordet. Om tvangsindlæggelser, endeløs druk, promille på 2,7 efter 14 liter rødvin, fyringer fra sygehuse og plejehjem, betinget dom, tyverier og så videre. Alt det kunne jeg have fortalt hende om, og meget meget mere.
De mennesker, jeg før havde fortalt min historie til, forstod aldrig, hvordan jeg var kommet igennem som et helt menneske. Jeg kunne altid svare, at det var på grund af min helt fantastiske far. Men tilgive? Hvordan kunne jeg tilgive hende? Hende, der havde ødelagt så meget. Skabt så meget had og afstand. Det værste af det hele havde altid været, at hun i både fuld og ædru tilstand havde fortalt mig flere gange, at det var min far og mig, der opfandt problemerne. At det var os, der var det største problem. At jeg forgudede min far og hadede hende – jeg kunne kun give hende ret. Hun sagde, alt havde været bedre, før jeg blev født. Jeg var så vild. Legede altid med drengene. Jeg rykkede hende i håret, faldt hele tiden ned af træer og kom til skade igen og igen.
Jeg blev kold. Iskold, når det gjaldt hende. Det var måden at overleve på. At holde hende ud i strakt arm og aldrig vise følelser for hende. Det værste, der kunne ske som barn var at komme til at græde, uden min far var hjemme. Så skulle jeg kvæles i hendes ildelugtende omsorg. Da jeg flyttede hjemmefra opstod den akavede situation, når jeg skulle hilse på mine forældre. Jeg besluttede mig for at give dem hånd. Begge to. Så slap jeg for at røre ved hende andet end med hånden, som jeg jo kunne vaske.
Som jeg sad på toilettet til festen blev jeg mere og mere gal på den brunøjede. Hvad bildte hun sig egentligt ind. Men jeg vidste samtidig, at hun havde aktiveret noget i mig, som aldrig havde været aktiveret før. Jeg gik tilbage til festen og tog hjem igen. Hverdagen fortsatte, men noget havde forandret sig i mig. Jeg vidste, jeg blev nødt til at mærke efter dybt inde i mig selv, hvad ordet tilgivelse egentligt betød for mig. Kunne jeg tilgive en, der ikke sagde undskyld? Tilgive en der, oven i købet gav mig skylden for det hele? Langt inde i mig selv kendte jeg svaret. Jeg kunne kigge på min far og se kærligheden til hende – på trods.
Der var dage, hvor jeg begyndte at mærke, hvordan det var hadet og bitterheden, der styrede mit syn på andre mennesker. Jeg tænkte ikke som udgangspunkt godt om dem. Overvejede ikke ret meget, hvordan verden så ud fra deres perspektiv. Det gjorde virkelig ondt at gøre denne opdagelse hos mig selv, og jeg husker tydeligt, hvor grimt det var, da jeg virkelig fik øje på det.
Denne erkendelse tog lang tid, for hvis jeg indrømmede, at der var denne byld af had i mig, som de brune øjne havde fået øje på, var der jo kun mig til at tage ansvaret for at få den fjernet. Inde i mig foregik en kamp. Kunne det virkelig passe, at det var mig, der skulle række ud, være den voksne og kæmpe kampen alene? Jeg blev klar over, at jeg skulle finde styrken. Langsomt fik jeg viljen til forandring. Det første, jeg tvang mig selv til, var at få øje på bare en ting, jeg kunne holde af ved hende.
Det var svært, men en dag så jeg, at hun så sød ud, når hun grinte helt nede fra maven. Med det samme startede kampen indeni mig om, at jeg ikke ville holde af det. Svigtene siden jeg var helt lille havde sat sig i mig som pigtråd mellem os. Sådan nogle børn som mig har svært ved at gøre os sårbare for bare at blive skuffede igen. Men jeg ville holde af hendes grin.
En dag besluttede jeg mig for at give hende et knus. Det var en grænseoverskridende, grim oplevelse. Alt i mig strittede imod, men jeg gjorde det. En lang rejse begyndte. Tilgivelsens rejse.
Jeg mærkede, hvad hvert eneste skridt gjorde ved mig. Jeg blev nødt til ikke at have fokus på, om min indre kamp ændrede noget hos min mor, for så lå skuffelserne også lige om hjørnet. Hvis jeg virkelig skulle tilgive hende, skulle jeg jo netop også rumme hende med alt, hvad hun nu indeholdt af både smukke og grimme sider. Jeg endte med at holde en tale til hendes 60 års fødselsdag, hvor jeg sagde til hende, at jeg havde fundet ud af, at hun havde gjort det bedste, hun kunne i alle årene. Jeg mærkede hvordan tilgivelsen frigav min iboende oprigtige glæde til hver eneste levet dag, og at hadet lige så stille var forsvundet. Det gav plads til den oprigtige livsglæde, som har været der hele tiden.
Min elskede far døde af kræft alt for tidligt. To måneder senere sad min mor på sin stol ved køkkenbordet. Hun havde drukket tæt. Hun havde i sin brandert skrevet på et stykke papir, at vi alle havde svigtet hende. At hendes børn var egoistiske og altid kun havde elsket vores far. At hun aldrig havde været god nok. Og midt i sådan en sætning var livet forsvundet ud af hende.
Jeg havde nok egentligt altid haft et lille håb om en hilsen i en skuffe, et brev – et eller andet med et undskyld. Men sådan skulle det ikke være, for tilgivelsen var blevet min følgesvend. Min mor kunne ikke skrive undskyld, for så skulle hun til allersidst erkende, at det meste af hendes liv havde været en fejl.
Paradoksalt nok blev hendes sidste skrevne ord til mig en påmindelse om, at jeg i resten af mit liv altid skal vælge tilgivelsens vej. Fordi det er der, letheden er. Der, hvor vi frigiver alt det bedste hos hinanden. Jeg har selv for nyligt mærket den særlige glæde, der er ved at blive tilgivet af en god ven. Bagefter skinnede solen lidt klarere.
Jeg ved, der findes mange med historier der ligner min. Jeg ved, det er så forbandet svært, men hvis man vil være fri i sit eget liv, hvis man savner livsglæden boble i sig, hvis man kan mærke, at bitterheden og hadet styrer en og måden, hvorpå man er i verden, ja, så er der kun tilgivelsens vej. Jeg ville ikke være et offer. Jeg ville være Jette. Men kan man tilgive, når den der har gjort dig ondt, ikke søger tilgivelsen hos dig?
Ja – du kan, hvis du vil.
Jette Buttenschøn Dammeyer er folkeskolelærer