”ÉT ER SØKORT AT FORSTÅ, et andet skib at føre,” slutter Ludvig Holbergs ”Den politiske kandestøber”. Og i Aarhus Stift har man haft gang i et embedsteologisk kandestøberi. Stiftet har for nylig oprettet en såkaldt præstekadetuddannelse i Favrskov Provsti med dertil hørende Akademi for Præstekadetter. Her er en række studerende med en bachelorgrad i teologi blevet ansat og ved en gudstjeneste indsat som kadetter.
Skal vi blive i Holbergs maritime logik, er det berettiget at spørge, om en kaptajn ville sætte en skibskadet til at føre et containerskib, blot fordi kadetten har duelighedstegn til jolle? For selve indsættelsen og udstyret omkring de nye kadetter tyder på, at der er tale om en udfordring af folkekirkens ene embede – embedet til forkyndelse af Guds ord og forvaltning af sakramenterne.
FOLKEKIRKEN HAR som luthersk kirke kun ét teologisk embede, som præst, provst og biskop er fælles om, og de kan kun fungere i dette og ordineres til dette, hvis de er blevet kaldet til det. Er kadetterne kaldet af en menighed? Til festgudstjenesten, hvor de nye kadetter blev indsat, bar de sorte præsteskjorter med hvid flip, og skal vi tro biskoppens prædiken, blev de udrustet med et alterbogssæt (formentlig de tre ”sorte” bøger: salmebogen, alterbogen med kirkeårets bønner og læsninger samt præstens ritualbog).
Biskoppen har udtalt, at ”Akademi for Præstekadetter er med til at skrive kirkehistorie”. Derfor er det mærkværdigt, at indførelsen af dette juniorpræsteembede er sket uden diskussion. Kirkehistorisk betragtet er der reelt tale om et lavere embede end præst og biskop, hvilket også sættes i scene ved kadetternes brug af præsteskjorte frem for præstekjole og med deres lavere løn i forhold til præster.
Det Nye Testamente kender kun et embede ud over præst/biskop – det er diakonens embede. Så rent kirkehistorisk er det, hvad kadetterne må defineres som: diakoner. De skulle således have båret grønne diakonskjorter med hvid flip, præcis som diakonisser og diakoner i folkekirken allerede praktiserer.
DISSE DIAKONER er der sikkert mange, der ikke kender. I løbet af middelalderen udviklede embedsstrukturen sig fra en sidestillet ordning med præsten og biskoppen til et enstrenget hierarki. I denne struktur blev diakonen – oprindeligt med opgaven at sørge for det diakonale arbejde i menigheden – indlejret som et underordnet præsteembede, mens præst og biskop satte sig på den kirkelige magt.
Luther og Reformationen var klar over misforholdet, og Luther betonede stærkt forkynderembedet og dets enhed: Præst og biskop har samme opgave, og biskoppen har ikke mere at skulle have sagt rent teologisk end den stedlige sognepræst. Hvad så med diakonerne? Jo, diakonien hørte selvfølgelig med til kirkens opgave, men diakonens opgave var ikke at være en lavere præst, nej, han skulle stå for at forvalte syge- og fattigomsorg (det sociale arbejde).
Sådan blev det ikke i Danmark. I stedet fik vi flere opgaver til degnen, etymologisk afledt af ordet diakon.
I dag er kordegnen endnu præstens og menighedsrådets administrative og økonomiske medhjælper. I 1600-tallet forsøgte man at indføre en medhjælper, der skulle hjælpe præsten med at stikke de syndere i sognet, der skulkede fra skriftemål og gudstjeneste.
Pietismen i 1700-tallet førte til en øget kirkelig interesse i institutionaliseret diakoni, og fra midt i 1800-tallet blev det diakonale arbejde taget op af forskellige folkekirkelige organisationer. Således kom først diakonisserne og siden diakonerne igen til at spille en rolle i folkekirken.
Sognemedhjælperen (i dag kirke- og kulturmedarbejderen), der har været en funktion i kirken siden 1960’erne, er i praksis en diakonal embedsfunktion, og det er faktisk også muligt at blive indviet som diakon eller diakonisse og bestride funktion som kirke- og kulturmedarbejder. Det skyldes blandt andet påvirkning fra den reformerte tradition, hvor Calvin fastholdt en treleddet struktur: diakon, præst og biskop og sidenhen den engelske kirke. Også Kirkernes Verdensråd, som folkekirken er medlem af, opererer med denne struktur diakon-præst-biskop som den ideale, det samme gør Porvoo-erklæringen om anglikansk-luthersk kirkefællesskab fra 1996, som folkekirken efter en grundig debat i menighedsrådene først afviste, men som biskopperne tilsluttede sig i 2010.
Vi er klar over, at diakonembedet i folkekirken også er diskutabelt, og igennem det 20. århundrede har der været udtalt megen kritik af det. For rokker det ikke ved den lutherske pointe om ordet alene og folkekirkens lutherske bekendelsesskrifter, når de taler om kirken som lig med forkyndelsen af evangeliet og forvaltningen af dåb og nadver? Måske.
Spørgsmålet er i dette tilfælde, hvordan præstekadetterne kan forsvares: Hvad er de embedsteologisk og kirkehistorisk set? 1) Er de diakoner i forståelsen ”lavere præst” som i den katolske kirke? 2) Er de diakoner, der har sociale forpligtelser i menigheden jævnfør den lutherske tradition, som er videreført i sognemedhjælperen/kirke- og kulturmedarbejderens arbejde? 3) Er de præstemedhjælpere i den forstand, at de skal bistå præsten, fordi han har fået for meget at lave (i stil med 1600-tallets danske kirke)? 4) Bestrider de funktioner, som det egentlig hører til menigheden selv at bestride, det vil sige den almindelige kristnes forpligtelse og funktion i kraft af det almene præstedømme (at vi alle er pave, biskop og præst, fordi vi er døbt)?
Der er intet til hinder for, at man ansætter teologistuderende i kirken – for eksempel som kirketjenere eller konfirmandhjælpeundervisere – men problemet er principielt, og opfindelsen af et nyt ”kadetembede” rejser en række spørgsmål, som ikke er blevet drøftet.
I vores øjne er problemet med præstekadetterne, at de møver sig ind, hvor kirken allerede har funktionelle embeder. Det gælder kordegnens arbejde, kirke- og kulturmedarbejderen og diakonale medarbejderstillinger i de lokale folkekirker. Til at bestride disse funktioner kræves ideelt en relevant professionsuddannelse, for eksempel i kristendom, kultur og kommunikation (som udbydes af Diakonissestiftelsen i København og Diakonhøjskolen i Aarhus).
PRÆSTEKADETTERNE ER PÅ VEJ til en akademisk kandidatuddannelse som teologer og dernæst eventuelt med professionsoverbygning på pastoralseminaret som præst, men med kadetfunktionen underløber de andre medarbejdergrupper i folkekirken og udfordrer, stærkere end kirke- og kulturmedarbejderen, den lutherske pointe om kun ét teologisk embede: forkyndelsen og forvaltningen af sakramenterne.
I den katolske kirke har den hierarkiske struktur med diakonen som den nederste i pyramiden udviklet sig til at være en nem løsning på præstemangel, men som Hans Raun Iversen – en af få danske teologer, der har interesseret sig for dette spørgsmål – har sagt: Sådan bliver diakonen (i den aktuelle sag: præstekadetten) ”let ligesom ’den gamle degn’, der næsten kan ’det hele’, når bare præsten holder sig væk”.
Med andre ord desavouerer kadetterne med præstelige funktioner reelt det præsteembede, de søger at kvalificere sig til. Hans Raun Iversen advarede allerede mod dette i 2001: ”Det er næppe tilrådeligt at indføre et diakonat som en kriseløsning (for eksempel ved præstemangel) (…), diakonatet bør i givet fald indføres i en tid uden akutte kriser – og på grund af dets værdi i sig selv.”