Den omsiggribende coronakrise motiverer et væld af skamfulde overvejelser over, om vi nu er de ansvarlige pårørende, venner eller verdensborgere, som vi gerne vil være:
Er vi ”socialt distancerede” nok? Køber vi for meget ind? Viser vi nok samfundssind? Er vi tilstrækkeligt ansvarlige forældre, der både hjemmeunderviser og faciliterer samvær på den rigtige måde? Og hvad med vores medborgere: Gør de det godt nok?
For tiden skriver den danske digter Caspar Eric ”Dagbog fra dage med covid-19” på det sociale medie Tumblr. Hver dag lægger han et nyt digt ud, hvor et genkommende tema netop er den skam, som ser ud til at vælde frem i forbindelse med covid-19-virussen på forskellige måder: ”Følte en skam/ som en lille stikker/ over de tanker/ hvad ved jeg om folk/ hvad ved jeg om nogen/ deres daglige kamp/ hvor ulidelige ungerne/ er derhjemme/ eller hvor vigtig en gåtur/ er for den angste/ der endelig er ude/ som en lille sejr/ sammen med en veninde/ ude for at se/ at verden stadig står.”
Covid-19-dagbogen giver dermed indblik i, hvor kompleks en følelse skammen er. Den er en kilde til selvspejling og -kritik, en social mekanisme, som man kan ønske at bekæmpe, når den retter sig mod dem, der i forvejen er udsatte, men også en følelse, der kan opleves som problematisk i sit fravær, når man for eksempel møder den skamløse egoisme i hamstringskøen.
Den franske filosof Jean-Paul Sartre har beskrevet følelsen af skam som knyttet til (mere eller mindre sandfærdige) oplevelser af, at man nedvurderes af andre på baggrund af ens ”hele selv” eller personlighed. Mens skyldfølelsen knyttes til, at man føler, at man har begået en fejl, opstår skammen, fordi man føler, at man er en fejl og svigter bærende sociale idealer og normer – og at de andre kan se det.
De andres udskammende blik kan være helt forestillet. Man tror, at kollegerne finder én uduelig, hvilket de måske ikke gør, men den kan også være en helt reel hverdagsoplevelse, for eksempel offentlig udskamning af minoritetsgrupper.
Og selvom det kan være ret uforudsigeligt, hvad den enkelte føler skam over, så har skammen også sine egne sociale mønstre og hierarkier. Udsatte grupper er ofte mere sandsynlige ofre for social udskamning – og deraf udløste følelser af ikke at høre eller slå til – end mere privilegerede grupper.
Mange tænker helt naturligt på skam som noget negativt og som en følelse, vi skal bekæmpe. Det er ikke godt at skamme sig for meget, og man skal stå ved den, man er. Hvis man kigger på den norske serie ”Skam”, så er det da også grundpointen: Unge mennesker skal ud af skammen over deres krop, baggrund eller seksualitet, hvilket gøres ved at træde ind i støttende og kærlige fællesskaber, der favner den enkeltes skrøbelighed. Det er en på alle måder vigtig og opbyggelig pointe, fordi skammen i sin ekstreme form kan være livsødelæggende og blive en motor for destruktivt selvhad. Men mange skamforskere er dog også enige om, at skamfølelsen er kompleks, og at kollektiver uden evne til at føle skam heller ikke er ønskværdige.
Martha Nussbaum og Elspeth Probyn fremfører i deres forskning flere argumenter mod idéen om, at skammen er et entydigt onde, som vi bare skal skille os af med. Nussbaum beskriver for eksempel, hvordan skammen kan være konstruktiv, fordi den også fungerer som en internalisering af et moralsk ansvar over for andre og samfundet. Probyn anskuer på lignende vis skammen som en produktiv følelse, fordi den giver mennesker og grupper mulighed for at tage sig selv op til kritisk revision og ændre adfærd.
Skammen fungerer altså her som en slags samvittighed eller som en følelsesmæssig forstyrrelse, der motiverer selvrefleksion gennem spørgsmål såsom: Er vi dem, som vi gerne vil være? Kan jeg se mig selv i spejlet – og de andre i øjnene? Eller med mere konkrete eksempler fra vidt forskellige sammenhænge: Har Danmark for eksempel noget at skamme sig over i forhold til landets koloniale fortid? Hvad stiller vi som europæere op med skammen over, at flygtninge dør langs Middelhavets kyster? Og hvad er det, den voksende fly- og klimaskam prøver at fortælle os om os selv, vores livsstil og om misforholdet mellem vores personlige værdier og vores faktiske adfærd? Prøver skamfølelsen at minde os om noget vigtigt – og få os til at tage noget op til revision? Både Probyns og Nussbaums pointe er på sin vis, at vi må lære at skelne mellem den destruktive skam, der ødelægger og invaderer individuelle liv, og som vi sammen må arbejde på at bekæmpe, og skammen som en moralsk følelse, der forbinder vore kroppe til vigtige overvejelser over og samtaler om fælles standarder og politisk kritik. For Nussbaum og Probyn udelukker kampen mod den destruktive skam ikke en interesse for skammens positive eller konstruktive potentialer.
Et vigtigt spørgsmål er dog, om skammen nu også er effektiv i forhold til at ændre menneskers adfærd. Der skulle for eksempel en pandemi, og ikke fly- eller klimaskam, til at bremse vores konstante flyveri for en stund.
Hvis skammen peger for meget tilbage på et individuelt ansvar og personlig utilstrækkelighed, kan den så ende med at blokere for, at vi finder systematiske og politiske løsninger på de udfordringer, som vi står over for? Ender alverdens former for skam med at bebyrde mennesket så meget, at vi risikerer at blive både ulykkeligt skamfulde og handlingslammede? Eller er det først, når vi oplever, at vi er ved at svigte os selv, at vi bliver klar til at ændre adfærd og sadle om?
Psykologen June Tangney har med udgangspunkt i studier af fængselsfanger argumenteret for, at skamfølelse ikke er effektivt, når det kommer til at motivere fremtidige adfærdsændringer. Her er skyldfølelsen faktisk bedre, fordi den motiverer den enkelte til at fokusere på forkerte handlinger, som kan gøres om i fremtiden, mens skammen indebærer en følelse af en mere fundamental mangel ved den enkelte, som det er mere uklart, hvordan man kan handle i forhold til. Hvis man allerede føler, at man stemples som mangelfuld helt ind i selvet, hvad er så motivationen for at gøre noget på en ny måde? På den baggrund er skam og udskamning ikke nødvendigvis effektive veje til adfærdsændringer.
Probyn er på samme måde heller ikke fortaler for udskamning som pædagogisk strategi, men snarere for, at den personlige følelse af skam kan gøre den enkelte bevidst om, hvilke idealer eller værdier vedkommende ønsker at opretholde.
Pointen er, at man ikke kan skamme sig over for et blik, som man er ligeglad med, og derfor viser skammen også ofte, hvilke øjne man gerne vil anerkendes af, og hvilke værdier man gerne vil opretholde. National skam over en mørk fortid kan således også fortolkes som et positivt udtryk for, at man i nutiden gerne vil opbygge lige og demokratiske samfund baseret på individuelle frihedsrettigheder. Skamfølelsen peger dermed indirekte på denne positive målsætning.
Midt i en krisesituation kan man bruge denne pointe til at huske på, at skammen nok er mest produktiv, når den – som i Caspar Erics digte – ikke bare peger aggressivt udad, men snarere fører til en mangefacetteret refleksion over, hvilke centrale værdier eller etiske standarder vi som individer og samfund ikke ønsker at svigte. Når den bruges til at lede efter og diskutere de fælles standarder mere end til at udstille afvigerne.