Langeland er herostratisk berømt som det sted i kongeriget, hvor der er flest kirker pr. indbygger. Vi nævnes, hver gang det hedder sig, at der er alt for mange kirker, og nogle burde lukkes.
Indrømmet: 20 kirker til 13.500 indbyggere er en hel del. Statistisk set er det for mange. Logisk set kunne man sagtens lukke nogle stykker. Men skal vi ikke lige spørge hvorfor? Fordi ingen bruger dem? Eller fordi det er for dyrt at holde dem åbne?
LÆS OGSÅ: Større åbenhed over for kirkelukninger
Debatten om kirkelukninger kædes konstant sammen med antallet af kirkegængere. Udgiften til løn og opvarmning er den samme, uanset om der er 5 eller 100 i kirke. For dyrt er åbenbart et relativt begreb. Det er glædeligt, at det ikke er udgiften til en gudstjeneste, der skaber debat. Det er udgiften fordelt pr. kirkegænger. Hvis der er nok i kirke, er udgiften acceptabel. Men hvornår er nok nok?
I en landsbykirke som på Langeland er der typisk rigtig mange i kirke 10-15 gange om året. Der er mindst lige så mange søndagsgudstjenester med ret få kirkegængere. Men hvorfor skal det sidste sætte en dagsorden, der hedder kirkelukning? Hvorfor ikke gå den modsatte vej: Lukke op? Spørge, hvorfor folk myldrer i kirke i bestemte sammenhænge og så skabe nogle flere af de sammenhænge!
Det sparer vi naturligvis ikke penge på. Eller gør vi? Jeg er så naiv at tro, at en befolkning, der kender sit ståsted i kirke og kristendom, er en rig befolkning. Jeg vover den påstand, at mennesker, der finder sammenhængskraft, livsmod, retning og trøst i kirken, skal have mindre hjælp andre steder. For ikke længe siden blev det sågar videnskabeligt bevist, at troende mennesker er raskere end andre.
Sikkert er det, at evangeliet er det dyrebareste af alt. Kirken skal ikke spare, den skal ødsle ikke med penge, men med Guds ord. Jo mere kirken ødsler, jo rigere bliver vi. Det har ikke en pind med penge at gøre. Men det sparer os for mangt og meget både på det menneskelige og det samfundsøkonomiske plan.
Som beskrevet handler debatten slet ikke om udgiften til en gudstjeneste. Den handler i bund og grund om, hvor mange der deltager i den. Tankerækken er: Der er få til gudstjeneste, så der skal spares, altså skal der lukkes kirker. Hvis præmissen ændres, må følgeslutningen også ændres: Der er mange til gudstjeneste, så der skal ikke spares, og altså skal der ikke lukkes kirker. Så er spørgsmålet ikke nødvendigvis, hvordan vi lukker kirker, men hvordan vi åbner dem. Snakken om kirkelukninger bygger på den antagelse, at antallet af kirkegængere udgør en jævnt dalende kurve, som der ikke er noget at gøre ved. Men er det sandt? Tænk, hvis vi brugte lige så meget energi på at diskutere, hvordan vi åbner kirkerne, som vi nu bruger på det modsatte.
Evangeliet skal ikke kun forkyndes. Det skal høres! Det må godt tage sin tid, komme drypvis, have tid til at spire og slå rod. Men hvis ikke der er nogen i kirke, så er selv den mest himmelske forkyndelse spildt. De kirker, som ingen bruger, kan vi roligt lukke. Jeg ved bare ikke, hvor i landet de ligger. I hvert fald ikke på Langeland.
Her bruger folk skam deres kirke og elsker den. Der er rigtigt mange i kirke til højtiderne, til konfirmation, høstgudstjenester, børne- eller familiegudstjenester, til begravelser, bryllup, når der er barnedåb og særlige gudstjenester. Kirken er stadig den naturlige ramme om tilværelsens store begivenheder. Der kan være næsten lige så mange i kirke til bryllup eller begravelse som juleaften. Søndagsgudstjenesten er ofte mindre besøgt. Men det er ikke i sig selv en grund til at lukke og slukke. Alle de nævnte begivenheder er også gudstjenester. Hér forkyndes akkurat det samme evangelium som om søndagen.
Hvis meget få deltager i søndagsgudstjenesten i dens nuværende form, så er der al mulig grund til at tage fat i den problematik. Men hvorfor hælde barnet ud med badevandet? Hvorfor lukke en kirke, fordi der er få, der deltager i højmessen? Hvorfor ikke finde ud af, hvad det er, der gør, at der nogle gange er mange i kirke og så gøre dét noget mere? Kirkens eksistensberettigelse står og falder ikke med højmessen, men med at evangeliet forkyndes ind i vores liv og tid. Det har højmessen ikke patent på.
Mindst 90 procent af landets kirker holder den samme gudstjeneste nu på søndag efter den autoriserede gudstjenesteordning. Ifølge rundspørger er mere end 90 procent af folkekirkens medlemmer ikke glade for den ordning og går ikke til højmesse. Man må formode, at de er glade for folkekirken, ellers var de næppe medlemmer. Det er på tide, at vi tager alvorligt, at evangeliet er for de 100 procent. Det kan og skal forkyndes på et utal af forskellige måder, fordi mennesker er så vidunderligt forskellige.
I årevis er Vorherres ellers opbyggelige ord blevet misbrugt til at bagatellisere selv den ringeste kirkegang: Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem. Vi er mange, der kender Vorherres nærvær i intense, lavmælte stunder på to- eller tremandshånd i bøn, under velsignelse, læsning, samtale, altergang. Det kan være i kirken, i præstegården, ved en sygeseng eller under en gåtur.
Guds nærvær afhænger bestemt ikke af, hvor mange vi stimler sammen. Men det er heller ikke en betingelse for nærværet, at det skal foregå i en opvarmet bygning beregnet til 200-300 mennesker under overværelse af betalt personale. At Vorherre er, hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, er ikke en god grund til søndag efter søndag at holde gudstjenester med meget få kirkegængere. Det er lige før, det virker forstyrrende for nærværet. Man kan nærmest høre kasseapparatet tælle i tomheden.
Den seneste tids debat har medført en pinagtig bevidsthed om, at en lille menighed ikke bare er lille, men også dyr. Reelt er den ikke dyrere end en stor, men fra nu af er der ikke bare slået korstegn for mig i kirken, der er også sat en stykpris på.
Kirkerne er store, fordi så mange som muligt skal have mulighed for at høre evangeliet forkyndt. Der skal være frihed til, at et par kan blive viet i kirken i al stilfærdighed, at man kan blive begravet fra kirken, uanset hvor lille følget er, at man kan blive døbt uden det store opbud. Ordet helliger huset ikke antallet. Disse kirkegængere ønsker selv, at der er få til stede. Men jeg kender ingen søndagskirkegængere, der kun ønsker en menighed på 10, 5 eller færre. Den danske højmesseordning er ikke bygget eller beregnet på intimitet, men på fællesskab.
Hvis der er få kirkegængere ved en højmesse, så lad os skære i antallet af højmesser, ikke nødvendigvis i antallet af kirker. Den tid og de penge, der spares, kunne vi bruge på at åbne kirkerne. Der er andre gudstjenester, der fylder kirkerne. Lad os holde nogle flere af dem.
Er det ikke populisme? Tænk, hvis alvoren går tabt. Kirken skal ikke underholde. Enig! Når man viger fra den slagne vej, er der en risiko for at falde i grøften. Det skal vi besinde os på. Vi må holde os selv og hinanden fast på, at kirken kun har ét at byde på: evangeliet. Formen skal selvfølgelig tjene indholdet, ikke omvendt.
Højmessens liturgi er tænkt som den smukke ramme, der på bedst mulig vis fremhæver forkyndelsen af evangeliet. Hvis vi er nået dertil, at et flertal ser rammen som forsiret, tung og gammeldags, så er det på tide at skifte rammen. Der er folkekirkemedlemmer, der oplever, at den pompøse ramme ikke befordrer, men forhindrer, at de kan høre evangeliet. Hvis der er mange, der har det sådan og det er der noget, der tyder på så er det på tide, at vi prøver os frem med nye rammer. Det må til enhver tid også vores være kirkens opgave at finde den form/de former, der bedst bærer det livsvigtige indhold frem. Nogle gange kræver det intet mindre end en reformation.
Valget står mellem den slagne vej, der efter alt at dømme fører direkte til kirkelukninger. Eller at gå nye veje, der fører til en åbning af vores kirker. Det er muligt, at vi ryger i grøften et par gange undervejs. Det gør ikke noget, blot vi holder kursen mod målet: At evangeliet skal høres af så mange som muligt!
Kan vi så få åbnet vores kirker!