Mens coronapandemien hærger, og minkdebatten raser, lider mange kaniner i stilhed rundt om i de danske hjem. De færreste kaninejere tænker nok over, at den kanin, de har parkeret i et bur på børneværelset, sandsynligvis har ringere velfærd end de meget omdiskuterede mink. Det skyldes naturligvis ikke ond vilje, men er snarere et resultat af, at kaniner er et meget misforstået og ringeagtet dyr herhjemme. Det er på trods af, at kaniner er det tredje mest populære kæledyr i Danmark.
Som kanin-entusiast møder man ofte overbærende smil og fraser som ”det er jo bare en kanin”, selv fra andre kaninejere. Folk ser ikke kaniner som væsener med samme værdi som en hund eller en kat, selvom kaninen har præcis samme forudsætninger for at føle både glæde og smerte.
Det gavner med garanti ikke kaniners agtelse, at folk generelt ved enormt lidt om kaniner. Vidste du for eksempel, at kaniner ikke er gnavere (men lagomorfer), at de kun bør spise små mængder gulerod, og at de aldrig bør have salt- eller kalksten?
Forvirringen bliver ikke mindre af, at personalet i danske dyrehandler ofte ved svimlende lidt om kaninvelfærd og korrekt kanindhold og selvfølgelig samtidig meget gerne vil sælge de produkter, som de har på hylderne – produkter, der desværre ofte er usunde eller direkte skadelige for kaniner.
Kombinationen af manglende information og engagement medfører, at tusindvis af danskere byder deres kaniner forhold, som ville få dem offentligt udskammet, såfremt der var tale om en hund eller en kat.
Når det gælder kaniner, accepterer folk imidlertid rask væk, at et aktivt, socialt og frygtsomt dyr lever hele sit liv alene i et lille bur, hvor der knapt er plads til at bevæge sig, og hvor den konstant føler sig truet af sine omgivelser.
Mens minkproduktionen var i modvind på grund af produktionsforholdene, overser folk tilsyneladende, at den gængse kanin i et dansk hjem ikke har det meget bedre end en industrimink. Faktisk ser det så sort ud med kaninvelfærden i danske hjem, at den gængse burkanin har forhold som ville være decideret ulovlige, hvis der var tale om økologisk slagteproduktion (meget sigende for kaniners status findes der slet ingen regler for konventionel kaninproduktion). Hvor den typiske danske kælekanin lever alene, skal økologiske produktionskaniner holdes i grupper. Ikke engang kravet om adgang til et mørkt skjulested og en hævet platform er tilfredsstillet hos den gennemsnitlige danske kælekanin.
Realiteten er, at de forhold som den almindelige dansker byder sin kanin grænser sig til dyrplageri. Det gælder både kaninens boligforhold, forkert fodring og uhensigtsmæssig håndtering. De fleste problemer starter imidlertid med tendensen til at holde kaniner i bur.
Kaniner i bur er enormt stressede og ængstelige – også selvom de måske ser fredelige ud, når de ligger urokkelige i burbunden. Da kaniner er små byttedyr, er de naturligt frygtsomme. Det betyder, at de bliver enormt stressede af at være indespærret uden flugtmuligheder.
De høje lyde og pludselige bevægelser, som er en del af hverdagen i de fleste danske hjem, opleves også særligt ubehagelige, når kaninen er indespærret. Det er veldokumenteret, at kaniner der holdes i bur oftere udvikler både fysiske og psykiske lidelser. Den konstante frygt og den manglende stimulans i et bur medfører, at kaninen langsomt mister forstanden.
Det er således normalt at se stereotyp adfærd hos burkaniner, som kommer til udtryk ved, at kaninen for eksempel bider i tremmerne, kradser i burbunden, plukker sin pels eller har en overdreven brug af sin vandflaske.
På den fysiske side er knoglelidelser, fordøjelsesbesvær og organsvigt almindelige følgevirkninger af livet i bur. Kaniner er skabt til at løbe, springe og være sociale. Et liv i bur nægter kaninen disse ting og medfører nødvendigvis lav velfærd. At være ude af buret en time om dagen er langt fra tilstrækkeligt til at sikre kaninens velfærd.
Når burlivet giver dårlig kaninvelfærd, giver det samtidig kaninejere en dårlig oplevelse af kaninhold, for kaninerne bliver ofte enten passive eller aggressive som følge af den ringe velfærd.
Det bliver som regel en ond spiral, hvor de uhensigtsmæssige leverammer medfører, at kaninen bliver ”kedelig” og ejeren(s barn) mister interessen, hvorefter adfærdsproblemerne kun bliver værre. Resultatet bliver, at rigtig mange kaniner søger nye hjem (eller sættes ud til en snarlig død i naturen), fordi de ikke stod mål med ejerens forventninger.
Dette problem kunne i høj grad afhjælpes, hvis kaninejere gjorde en større indsats for at oplyse sig om velfærd og pasning, inden de anskaffede sig en kanin.
Mange køber en kanin til deres børn, fordi de fejlagtigt tror, at kaniner næsten ikke skal passes, og kun bliver et par år gamle. Når de først finder ud af, at en kanin, der trives, nemt bliver over 12 år, er det for sent. Konsekvensen bliver, at de overfyldte internater skal finde plads til endnu en logerende.
Problemerne kunne afhjælpes, hvis folk satte sig ind i kaninhold, inden de købte kanin. Ulykkeligvis ved de færreste mennesker, at kaniner sagtens kan holdes frit i huset på lige fod med hunde og katte.
Kaniner kan nemt lære at benytte en toiletbakke, og når de først får nok plads til at udfolde sig, vil deres personlighed blomstre op.
Det står klart for enhver, der har fritgående kaniner, at kaniner har lige så meget personlighed og charme som andre kæledyr. Men det kræver, at kaninen får plads, kærlighed og en kaninven til at holde sig med selskab.
Til gengæld får man et kærligt pelsdyr, som ikke bare charmerer husstanden, men som også har nogle klare fordele, når det kommer til kæledyrshold. Kaniner larmer ikke ret meget, da de ikke har et stemmebånd.
Desuden kræver kaniner ikke lange gåture, og de giver betydeligt færre lugtgener end katte og hunde, eftersom deres afføring og pels er relativt lugtfri. Deres diæt gør samtidig, at de ikke udgør en sundhedsrisiko på samme måde som rovdyr, fordi deres afføring ikke indeholder kolibakterier, og meget få sygdomme smitter fra kaniner til mennesker.
Kaniner er alt i alt et rigtig godt kæledyr, hvis man sætter sig ordentligt ind i deres behov. Hvis den stigende interesse for kaninhold ikke skal ende som en tragedie, er det imidlertid vigtigt at afmontere de gamle misforståelser.
Det kræver naturligvis, at informationen er tilgængelig, og det har tidligere været et problem. Kaninværnet har dog for længst sørget for, at der nu findes lettilgængelige pasnings- og fodervejledninger – det er bare at bruge et øjeblik på internettet. Der findes ikke længere nogen undskyldning for at byde kaninerne tarvelige forhold i små bure.
Vi må holde op med at tro, at vi intuitivt ved, hvordan man passer en kanin, fordi vi har set Snurre Snup. Vi må holde op med at anse kaniner for et ”starterdyr”, som man kan øve sig på, før man graduerer til hund eller kat.
Vi må gøre op med idéen om, at børn kan stå med det endelige ansvar for en kanins trivsel. Vi må i stedet sætte os ind i kaniners følelsesliv og anerkende kaninens værd på lige fod med hunde og katte. På den måde kan vi både højne kaninvelfærden og glæden ved kaninhold. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt.